Herren prøver karakteren. Han tillader mennesker at beklæde indflydelsesrige stillinger, og himmelens univers iagttager, hvordan de vil opfylde deres ansvar. Hvis det ses, at nogen ophøjer sig selv og undertrykker sine medarbejdere, som beklæder en lavere stilling, hvis han er barsk og usympatisk over for dem, som ikke er så gunstigt stillet som han selv, så svigter han i at repræsentere Mesterens karakter, som han bekender sig til at tjene. Hvis han er streng og kræver det af andre, som han ikke selv vil gøre, drager fordel af omstændigheder til gavn for sine egne interesser, så er hans planer ikke i harmoni med Guds planer, og han åbenbarer et princip, som har en demoraliserende tilbøjelighed. Han stræber efter at ophøje sig selv. Efter et stykke tid vil Herren åbenlyst ydmyge det menneske, som har indtaget det højeste sæde. Efter sit forsyn vil han tillade omstændigheder at komme, som vil trække selvets høje tanker ned, så tilliden til selvet rystes og få ham til at kaste stolthed og selvophøjelse til side og indtage et ydmygt sæde. Men Herren rejser de ydmyge og de, som er nedbøjede, og åbenbarer den kendsgerning, at de, som indser, at de er fattige og trængende, er hans udvalgte folk og i hans særlige varetægt.
I denne lignelse giver Kristus en sikker regel angående den bedste måde at opføre sig på, når vi bliver inviteret som gæst til et hus, hvor der bor en, der er æret. Guds ord forklarer ikke kun de store principper, der burde ligge til grund for vore handlinger, men giver også en bestemt regel til at styre vor opførsel. Hvor fuldkomment er Kristi lektier tilpasset samfundets bestemmelser! Herren ønsker, at alle, der hævder, at Gud er deres Fader, skal bringe deres handlinger i overensstemmelse med de himmelske principper. Han ønsker, at mennesker skal indse deres forpligtelser overfor deres medmennesker. Han vil ikke have, at hans børn skal stræbe efter den højeste plads. I denne lignelse viser Herren os, at han misbilliger de menneskers anstrengelser, der søger efter at blive betragtet som de største. Den ånd, der tilskynder mennesker til at søge den højeste plads, er ledsaget af stolthed, selviskhed og selvagtelse, og resultatet vil være, at den, der kæmper for den højeste plads, vil finde sig på den laveste. Intet vil gøre et menneske virkelig stor end at være virkelig god. Men den, der er helt og fuldt helliget til Gud, har ikke selvophøjelse for øje, men Guds ære.