Vor Frelser forstod til fulde ,menneskenes fornødenheder. Han, som nedlod sig til at påtage sig menneskeskikkelse, kendte også menneskers skrøbelighed. Kristus levede som eksempel for os. Han blev fristet på alle måder, ligesom vi bliver det, for at han kunne lære hvordan han skulle komme alle fristede til hjælp. Han havde trådt livets sti før vi og udholdt de hårdeste prøvelser for vor skyld. Han var en smerternes mand og kendt med sygdom. Kristus tog al vor skrøbelighed på sig, og med menneskelig svaghed trængte han til at hente hjælp hos sin himmelske Fader. Man fandt ham ofte i inderlig bøn i en lille skov eller ved søens bred eller i bjergene. Han har pålagt os at våge og bede. Det er forsømt årvågenhed og granskning af hjertet der fører til selvtilstrækkelighed og åndelig stolthed. Uden dyb følelse af vor trang til hjælp fra Gud vil det kun lyde lidt af alvorlig, inderlig bøn om guddommelig hjælp. Vore hjerter er bedrageriske, vore fjender mange og årvågne. Hvis vi forsømmer at forstærke et enkelt svagt punkt i vor karakter, vil Satan angribe os på dette punkt med sine fristelser. Bestandig lægger han planer om at ødelægge vor sjæl, og han vil drage enhver fordel af vor letsindige tryghed.
Kristus kom, til jorden for ene at føre kampen mod denne fjende af menneskeslægten og således rive den ud af Satans vold. For at nå til fuldførelsen af dette mål sparede han ikke sit eget liv. Og nu må mennesket ved den kraft, som Kristus giver, selv føre kampen mod den listige, opfindsomme fjende. Den store apostel siger: "Se derfor nøje til, hvordan I vandrer" vogt enhver af sjælens veje, se stadig hen til Jesus, det sande og fuldendte forbillede, og prøv at efterligne hans eksempel, ikke blot i en eller to retninger, men i alle ting. Så vil vi være forberedte til en hvilken som helst farlig situation. Uophørlig årvågenhed er en stor hjælp til bøn. Det bevarer tankerne mod at drive bort fra de rette principper. Det lukker den tomhed og ubetydelighed ude, som er fremherskende i verden overalt, og er i alarmerende omfang blandt bekendende kristne. Den, hvis sind elsker at dvæle hos Gud, har et stærkt forsvar. Han vil hastigt opdage de farer, der truer hans åndelige liv, og følelsen af fare vil føre ham til at anråbe Gud om hjælp og, beskyttelse.
Der er tider hvor det kristne liv virker besat af farer, og pligten virker vanskelig at udføre. Men de skyer som samler sig om vor vej, og de farer som omgiver os, vil aldrig forsvinde på grund af en haltende, tvivlende og bønneløs ånd. Ved sådanne stunder siger vantroen: Vi kan aldrig overvinde disse forhindringer; lad os vente indtil vi kan se vor vej klart. Men tro tilskynder tappert til fremgang, håber alt, tror alt.
Årvågenhed og vagtsomhed tiltrænges som aldrig før i menneskehedens historie. Blikket må vende sig bort fra forfængelighed. Lovløsheden, denne tidsalders fremherskende ånd, må mødes med ubetinget dadel. Ingen må mene, at de ikke er i fare. Så længe Satan eksisterer, vil hans bestræbelser utrætteligt fortsætte for at gøre verden lige så ond, som den var det før syndfloden, og lige så lastefuld, som Sodomas og Gomorras indbyggere var. De, der frygter Gud, burde nok daglig opsende denne bøn, at han vil bevare deres hjerter fra alle onde begæringer og give dem kraft til at modstå fristelser. De, der i deres selvsikkerhed ikke føler nødvendigheden af årvågenhed og utrættelig bøn, er ikke langt fra et ydmygende fald. Alle, der ikke forstår betydningen af med fasthed at holde deres følelsesliv i tømme, vil lade sig indfange af dem, som forstår den kunst at besnære og vildlede de uforsigtige. Mennesker kan godt have viden om det guddommelige og duelighed til at udfylde en vigtig plads inden for Guds gerning, men hvis de ikke er i besiddelse af en enfoldig tro på deres frelser, vil de lade sig besnære og overvinde af fjenden.
Det er på grund af, at forpligtelsen til at våge og bede er blevet så sørgeligt forsømt, at der hersker en sådan mangel på moralsk styrke. Det er derfor, at så mange, som har "gudsfrygts skin" ikke yder et tilsvarende arbejde. Letsindig ligegyldighed, kødelig selvsikkerhed med hensyn til religiøse pligter og det evige, er i en forfærdende grad fremherskende. Guds ord formaner os til "altid at bede, med al bøn og Åndens anmodninger, og være årvågne dertil med stadig udholdenhed;" og atter, "Vær derfor ædruelige, og våg i bøn." Heri består de kristnes beskyttelse og værn blandt de farer, som omgiver deres vej.