Bedeugen i var en travl tid for mig, og for alle vore medarbejdere på skolen og i "Sunnyside." I flere uger har jeg haft travlt med at skrive ting ned som er blevet vist mig om vort samfunds institutioner, og den ånd som lederne og medarbejderne må værne om, og også mange sager om uddannelsesarbejdet, som jeg snart håber at publicere; men nu lægger jeg alt andet arbejde til side, og lægger alle mine kræfter i forskellige møder i og omkring Cooranbong.
Den første sabbat i bedeugen blev til en dag med alvorlig aktivitet. Fra ”Sunnyside” og skolen, blev to spand heste og en båd sendt til Dora Creek for at få dem til møderne som ikke var i stand til at gå så langt. Folkene var blevet inviteret til at medbringe middagen, og komme til møde, klar til at bruge hele dagen, og de tog pænt imod invitationen. Nogle var meget overrasket over at vi ville anstrenge os selv om Sabbaten med at bringe dem til mødet. De havde lært at søndagshelligholdelse indebar for det meste fysisk passivitet; og de tænkte at fordi vi var ivrige for sabbatshelligholdelsen, skulle vi holde dem efter farisæernes lære. Vi fortalte vore venner at vi i sabbatshelligholdelsen, bestræbte os på Kristi eksempel og lære, hvis sabbater ofte blev brugt på store anstrengelser på at helbrede og lære; at vi troede at den af vore søstre som sørgede for en syg familie, holdt Sabbaten ligeså meget som dem, der førte en deling til sabbatsskolen; at Kristus ikke skulle behage farisæerne på Hans dag, og at vi ikke forventer at vore anstrengelser for at tjene Herren ville tilfredsstille farisæerne på vor dage.
Vore mødehuse var velfyldte sabbats formiddag med alvorlige lyttere til læsningen, ”Alle tings ende er nær.” Om eftermiddagen talte jeg en halv time, og så havde vi socialt samvær. Menighedsmedlemmer, studerende og gæster bevidnede frit, og alle blev velsignede. Vi var glade for at vi havde anstrengt os for at opmuntre gamle og unge, troende og ikke-troende til at komme til mødet. Vidende at opmærksomheden varede i kort tid, og at nogle kom uden middagsmad, havde vi tilberedt et væld af enkel mad; og efter nogle var blevet inviteret vore folks hjem, var der omkring fyrre som havde samlet sig under de spredtliggende eucalyptustræer, og spis deres mad i taknemmelig og venlig samtale. Efter møderne, blev vore heste og vogne igen sat i gang for at bringe nogle hjem.
Søndag morgen talte jeg til menighedsforsamlingen på mellem tredive og fyrre i den gamle skolebygning i Dora Creek. Bror og søster H. C. Lacey ledsagede mig, og ledte sangen. De fleste af de tilstedeværende var ikke af vor tro, og de lod til at være dybt interesseret. Jeg havde fuldstændig frihed, som jeg sædvanligvis har for dem som hungrer efter sandhed. Ved slutningen af mødet ordnede vi for vore grupper at gå ind om aftnen, at påvirke omkring tyve ved mødet i Cooranbong.
Ved mødet søndag aften, blev udbredelsen af den nærværende sandheds sag i Australasien ganske kort genoplivet, og de nuværende behov for området blev lagt frem; også udenlandsmissions bestyrelses arbejde blev lagt frem og deres finansielle vanskeligheder. Det som sagen i Australien og New Zealand har modtaget fra vore brødre i Amerika og Afrika blev klart lagt frem; for det er kun når vi ser tilbage på vore nådegaver og velsignelser, at vi kan være taknemmelig med forstanden. Alle var overrasket over at erfare hvor meget vi havde modtaget, igennem missionsbestyrelsens hænder, fra vore kære brødre i andre lande. Lektien der blev draget fra dette var at fra dem der har givet så meget af, blev kræve så meget af. Derfor er vi her i Australien under stor gæld for at give os selv til Mesterens arbejde, og uddanne og oplære vore unge mænd og kvinder, så de må være udrustede og parat til at tjene Herren hjemme og på udemarker.
Mandag var en travl dag. Klokken seks om morgenen, var der et møde i menighedens ledelse. Sytten var til stede. Jeg talte dem om tro. Jeg er sikker på at vi ikke er der hvor vi burde være i denne sag. Vantro er den store forhindring i vejen for åndelig vækst. Vi behøver alle at bede: ”Herre, forøg vor tro.” Henved alle frembar vidnesbyrd, anerkendte deres manglende tro, og deres svaghed fordi de ikke har sat hele deres lid til Herren, og taget Kristus som deres personlige Frelser.
Klokken ni deltog jeg i et møde med de studerende i skolens kapel. Omkring firs var tilstede, lokalet var fyldt. En time var optaget med læsning, talte til dem om det nødvendige i at forstå hvordan man udøver tro. Dette er evangeliets videnskab. Skriften erklærer: "Uden tro er det umuligt at have hans velbehag." Kundskaben om, hvad Skriften mener, når den foreholder os nødvendigheden af at dyrke troen, er vigtigere end nogen anden kundskab, som kan opnås. Vi lider megen vanskelighed og sorg på grund af vor vantro og vor uvidenhed om, hvordan vi udøver tro. Vi må bryde igennem vantroens skyer. Vi kan ikke have en sund kristen erfaring, vi kan ikke adlyde evangeliet til frie Ise, før troens videnskab forstås bedre, og indtil mere tro udøves. Der kan ikke være nogen fuldkommengørelse af kristen karakter uden tro, der virker ved kærlighed og lutrer sjælen.
De studerende på vore skoler behøver at studere ordene: ”Herrens vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, Herrens forskrifter er rette, glæder hjertet, Herrens bud er purt, giver øjet glans, Herrens frygt er ren, varer evigt, Herrens lovbud er sandhed, rette til hobe, kostelige fremfor guld, ja fint guld i mængde, søde fremfor honning og kubens saft. Din tjener tager og vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.” Da vil de intelligent kunne bede: ”Hvo mærker selv, at han fejler? tilgiv mig lønlige brøst! Værn også din tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden lyde og fri for svare synder. Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, herre, min klippe og min genløser!”
De unge har dyrebare talenter; men hvis de ikke helliger disse til Gud, kan de ikke sige disse ord fra den nittende salme med forstand. Når de førstår det uendelige offer som er gjort for dem, vil de erkende deres ansvar som Jesus Kristi tjenenere. Hvis den ydmygelse og lidelse som han frembar for menneskeslægtens skyld blev værtsat, ville en renere og sundere atmosfære omgive de sjæle som tager kristendommens navn.
Om eftermiddagen var der et møde for alle i menigheden. Jeg deltog; og efter at have været i bøn, talte jeg til folk om emnet tro, og fortalte dem min erfaring i nattestunden. Jeg stod da foran en gruppe, og talte til dem om tro. Jeg prøvede at vise dem at de må forstandsmæssigt kunne give udtryk for Johannes ord: ”Se, det Guds Lam, som bærer alverdens synd.” Mennesker må beskue ham som bærer deres synd.
Mennesker må beskue ham som deres syndebærer. Så blev Guds ord åbnet for mig i det skønneste og mest slående lys. Side efter side blev vendt, og jeg læste de elskeværdige indbydelser og indtrængende ord for at søge Guds herlighed og Guds vilje, med løftet om at alt andet vil lægges til. Disse løfter og indbydelser stod på siden som med guldbogstaver.
Jeg sagde: Hvorfor griber du ikke løfterne? Søg først at kende Gud. Søg skrifterne. Giv Kristi ord næring, som er ånd og liv. Så vil din kunskab vokse. Studer jeres bibeler. Studér ikke den filosofi der er i mange bøger, men studér den levende Guds ord. Sammenlign med dette, anden litteratur har lille betydning. Fyld ike jeres sind med så mange ting der er billige og ikke mætter. I Guds ord er det rigeste festmåltid bredt ud for dig. Dette er Herrens bord, overdådigt forsynet, deraf kan du spise og blive mæt.
I løbet af denne bedeuge behøver vi at komme til Gud i tillid. Vi må bortlægge det mørke som kommer imellem vore sjæle og Gud. Vi må opelske en fuldkommen tillid til Gud, og gøre ham til vor rådgiver. Han må opdyrkes i hjertet. Tak og pris bør gives til Gud. Han ønsker hele sindet. ”Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren.” Guds ord er fuld af forsikringer af hvad han vil gøre for os hvis vi vil komme til ham og bede i tro. Tro er absolut nødvendig. Den omgiver sjælen med en atmosfære der trænger igennem himlen. Dette er den hvile som Kristus har lovet alle som kommer til ham.
Vi beder jer, brødre og søstre, at give Gud takofre for alle hans velsignelser. Dette indbefatter ikke kun frugten af læberne, men hele mennesket; for det er Herrens indkøbte ejendom. Vi må forstå at hjertets have må opdyrkes. Selviskhedens ukrudt skal rykkes ihærdigt op med rode.
Når vi dyrker jorden dag for dag, kan vi lære dyrebare åndelige lektier. Hjertets brakmark må brydes op. Det må varmes af solens stråler, og renses af luften. Så skal alle frøene, der ser livløse og sovende ud, lægges i jorden, der er forberedt til dette. Der skal plantes træer, og passe med omhu. Og efter at mennesket har gjort sin del, Guds mirakel-virkende kraft giver liv og vitalitet til de ting der er kommet i jorden. Mennesket skal ikke overse Guds kraft, ejheller forsømme sin del af det arbejde Gud har udpeget ham. Mennesket skal ikke være til den lade side. Hans flid er absolut nødvendig hvis han vil have en høst. Og sådan er det med det arbejde der skal gøres med menneskehjertet og –sindet. ”Sæden er Guds ord.” ”Han der sår den gode sæd er Menneskesønnen.”
Kristus er al sandheds ophav. Han kom ned fra himlen for at give verden livets brød. ”Ordet blev kød, og tog bolig iblandt os.” Og alligevel gør mennesker så lidt for at forstå forholdet til jordiske og himmelske ting! Og vil forhænget forblive for vor øjne? – Nej, slet ikke. Gud har planlagt at mennesket i denne prøvetid, må fatte sit ords sandheder. De skal åbenbares for os og vore børn. Skatkammer med dyrebare juvler åbnes for alle sind som vil søge efter Guds ord.
Herren vil have at vi bliver flittige elever af tingene i hans rige, og han vil have at vi forstår det som vi modtager kundskab, et ansvar påhviler os, til at gå til arbejdet med at viderebringe andre det som vi har modtaget . Vi må overbringe sandheden som den er i Jesus. Når vi har modtaget det store lys, og forenet os med menigheden til at gøre Guds tjeneste, må vi arbejde på at sprede den gode sæd, og derved berede vejen for Guds Ånds virke i andres sind.
Oh, hvorfor forbliver dem, der kender sandheden, ligeglade med andres mangler? Hvorfor bringer de ikke neg til Mesteren? Hvorfor ser de på andre, for at gøre det arbejde som Gud har givet dem at gøre? Jeg ønsker at enhver sjæl kunne få den erfaring som jeg havde sidste nat, og høre rådgivende, irettesættende og opmuntrende ord falde fra den guddommelige Lærers læber. Han sagde: ”Du tilbydes bladene fra livets træ.” De er sødere end honning og honningkuben. Tag dem og spis dem, og din forsagthed vil forsvinde. Er du tørstig? Kom. Dem som drikker af det vand som jeg skal give, skal aldrig tørste; men det jeg skal give ham skal være et kildeudspring i ham af vend til evigt liv: og han som kommer til mig skal aldrig sulte, og han der tror på mig skal aldrig tørste.”
"På hin dag skal du sige: Jeg takker dig, herre, thi du vrededes på mig; men din vrede svandt, og du trøstede mig. Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi Herren er min styrke og min lovsang, og han blev mig til Frelse. I skal øse vand med glæde af Frelsens kilder og sige på hin dag: Tak Herren, påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt! Lovsyng Herren, thi stort har han øvet, lad det blive kendt på den vide jord! Bryd ud i fryderåb, Zions beboere, thi stor i eders midte er Israels hellige!”