Jeg føler mig tilskyndet til at tale til dem, der er engageret i at give det sidste advarselsbudskab til verden. Uanset om dem, som de arbejder for, ser og accepter sandheden, er meget afhængig af den personlige medarbejder. Guds befaling lyder: "Vær I rene der bærer Herrens kar;" og Paulus pålægger Timotius dette: "Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver." Arbejdet må begynde med medarbejderen; han må være forenet med Kristus, ligesom grenen er forenet med vinen. "Jeg er det sande vintræ," sagde Kristus; "I er grenene." Her vises den tættest mulige forbindelse. Indpodes den bladløse rod på den blomstrende vinstok, bliver den hurtig en levende gren, der trækker saft og næring fra vinen. Fiber mod fiber, vin mod vin, det unge træ klynger sig, indtil det danner knop, blomstrer og bærer frugt. Den nye gren repræsenterer synderen. Når han er forenet med Kristus, er sjæl forenet med sjæl, det svage og begrænsede med det hellige og ubegrænsede, og mennesket bliver ét med Kristus.
"Uden mig," siger Kristus, "kan I intet gøre." Gud er gjort til visdom for os, retfærdighed og hellighed. Er vi som hævder at være Kristi medarbejdere, forenet med Ham? Bliver vi i Kristus, og er vi ét med Ham? Det budskab vi frembærer er verdensomspændende. Det må komme ud til alle nationer, tungemål og folk. Herren forlanger ikke af nogen af os at gå ud med dette budskab, medmindre han giver os kraft og nåde til at overbringe det til folk på en måde som er på højde med dets betydning. Det store spørgsmål vi har i dag er: Frembærer vi dette højtidelige sandhedsbudskab på en måde der er lige med dets betydning? Herren vil arbejde med medarbejderne, hvis de gøre Kristus til deres eneste afhængighed. Han har aldrig planlagt at hans missionære skal arbejde uden hans nåde, og være blottet for hans kraft. Det ydmyge og sønderbrudte hjerte vil være forblivende hos Kristi ånd. "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham."
Gud har udvalgt os af verden så vi kan blive et særligt og helligt folk. Hvem gav sig selv for os, så Han kan genløse os fra al synd, og rense sig et særligt folk, nidkær i gode gerninger. Guds medarbejdere må være bønnens mennesker, ihærdige bibelstuderende der hungrer og tørster efter retfærdighed, så de kan være et lys og til styrke for andre. Vor Gud er en nidkær Gud; og han forventer at vi tilbeder ham i ånd og i sandhed, i hellighedens skønhed. Salmisten siger: "Havde jeg haft ondt i sinde, ville Herren ikke have hørt mig." Som medarbejdere må vi passe på vor optræden. Hvis salmisten ikke kunne høres, om han så synd i sit hjerte, hvordan kan da prædikanterne høres om der kunne ses synd iblandt dem? Der er hele tiden farer vi bliver udsat for. Det er Satans nøje plan at gøre medarbejdere svage i bøn, svage i styrke, svage i sin indflydelse over for verden på grund af mangler i sin karakter, mangler som på ingen måde harmoniserer med sandheden.
Sømmelig optræden. Efter at 1844 var forbi, opstod der fanatisme blandt adventisterne. Gud gav advarende budskaber for at standse det onde som kom ind. Der var alt for stor fortrolighed mellem enkelte mænd og kvinder. Jeg fremholdt for dem, den hellige sandhedsnorm som vi bør nå, og den renhed i vor opførsel som vi må opretholde, for at Gud kan anerkende den, og vi kan stå uden plet eller rynke eller noget sådant. De mest alvorlige fordømmelser fra Gud blev givet til mænd og kvinder som havde tanker som fløj i urene kanaler, medens de gjorde krav på at være under Guds velbehag på en speciel måde. Men det budskab blev forkastet. De vendte sig om til mig og sagde: Har Gud kun talt igennem dig og ikke igennem os? De har ikke forbedret deres arbejdsmetoder, og Herren har ladet dem fortsætte indtil besmittelsen er synlig i deres liv. Derefter har de som havde fordømt mig fordi jeg havde sat dem i rette, anklaget mig for de ting de selv var skyldig i, og som havde givet mig så store kvaler og sjælspine.
Selv ikke nu er vi uden for fare. Hvert menneske som tager del i at give verden advarselsbudskabet, vil blive hårdt fristet i at føre en kurs som vil fornægte troen.
Som arbejdere må vi stå sammen om at tage afstand fra og fordømme alt som på den mindste måde leder til det onde i vort forhold til hverandre. Vor tro er hellig. Vor gerning er at forsvare Guds lovs ære. Dens karakter fører ikke nogen ned på et lavt plan i tanke eller opførsel. Der er mange som påberåber sig at tro og fremholde sandheden, men som blander sandheden med det som er forkert, og med deres egne fantasifulde ideer. Men der findes en ophøjet platform som vi kan stå på. Vi må tro og fremholde sandheden sådan som den er i Jesus. Hellighed i hjertet vil aldrig lede til urene handlinger. Når en som gør krav på at fremholde sandheden, har tilbøjelighed til at være meget sammen med unge kvinder, eller til og med sådanne som er gifte, medens han på en fortrolig måde lægger sin hånd på dem, eller ofte snakker med dem på en fortrolig måde, da tag jer i agt for ham. Sandhedens rene principper har ikke gjort indtryk på hans sjæl. Sådanne mennesker samarbejder ikke med Jesus. De er ikke i Kristus, og Kristus er ikke i dem. De trænger til en grundig omvendelse før Gud kan anerkende deres arbejde. Den sandhed som er af himmelsk oprindelse, vil aldrig nedværdige modtageren. Den vil aldrig lede ham til den mindste tilnærmelse til upassende fortrolighed. Tvært imod vil den helliggøre den som tror, rense hans smag, opløfte og forædle ham og føre ham ind i en nær forbindelse med Jesus. Den leder ham til at rette sig efter apostlen Paulus' pålæg om at afholde sig fra enhver skygge af ondskab, så ikke det gode skal blive udsat for spot."
Vi har et stort arbejde at gøre, med at højne og vinde mennesker til Kristus, og lede dem til at vælge og forsøge alvorligt på at få del i guddommelig natur, undflyet det fordærv som er i verdens lyster. Enhver tanke, ethvert ord og enhver handling hos medarbejderne bør være af ophøjet karakter, som er i harmoni med den hellige sandhed som de forsvarer. Det kan være at mænd og kvinder nødvendigvis må mere eller mindre forenes i vore vigtige missionsmarker. Hvis dette er tilfældet, kan du ikke være for meget på vagt eller forsigtig nok. Lad gifte mænd være reserverede og på vagt, så at intet ondt kan siges rettelig om dem. Vi lever i en tid hvor synden er overalt, og et upåagtet ord eller upassende handling skader deres nytte meget, som viser denne svaghed. Hold en anstændig afstand; lad det aldrig ske i dit forhold til andre, at fjenden kan fordel deraf. Hvis du begynder med at sætte din lid til andre, give særlig opmærksom til dem du foretrækker, bruge smigrende ord, vil Gud trække sin ånd tilbage.
Hvis gifte mænd går ind i arbejdet, lader deres hustruer passe børnene, gør hustruen og moderen et lige så stort og vigtigt arbejde som husbonden og faderen. Selvom den ene er i missionsmarken, er den anden en hjemmemissionær, hvis byrder, bekymring og omsorg langt overgår mandens og faderens. Hendes arbejde er et højtideligt og vigtigt et, - at forme sindene og danne karaktertrækkene hos hendes børn, og oplære dem til nyttighed her, og gøre dem egnede for det fremtidige evige liv. Manden i den åbne missionsmark kan modtage menneskers ære, medens hun ikke får noget for det hårde arbejde der hjemme. Men hvis hun arbejder for hendes families bedste interesse, søger at forme deres karakter efter den guddommelige Model, skriver sekretærenglen hendes navn som en af de største missionære i verden. Gud ser ikke tingene som begrænsede øjne ser dem. Hvor forsigtig bør manden og faderen ikke være for at fastholde sin loyalitet til ægteskabsløfte. Hvor velovervejet bør hans karakter ikke være for at han ikke skal opmuntre til tanker hos unge piger, eller endog hos gifte kvinder, som ikke er i overensstemmelse med den høje og hellige standard, - Guds bud. De bud som Kristus viser er overmådelige brede, og når helt til hjertets tanker og intentioner. Her er mange som går over grænsen. Deres indbildte hjerte er ikke af den rene og hellige karakter som Gud forlanger; og uanset deres kald, uanset hvor mange talenter de har, vil Gud bemærke den synd der er imod dem, og vil regne dem langt mere skyldige og fortjent til hans vrede end dem der har mindre talenter, mindre lys, mindre indflydelse.
Jeg pines når jeg ser mænd blive rost, smigret og forkælet. Gud har åbenbaret at nogle som får denne opmærksomhed er uværdige til at tage hans navn i deres læber; alligevel er de ophøjet til himlen efter begrænsede menneskers vurdering, som kun ser på det ydre. Mine søstre, forkæl eller smigre aldrig de stakkels, fejlende mænd, hverken unge eller gamle, gifte eller ugifte. I kender ikke deres svagheder, og I ved ikke af andet end denne opmærksomhed og denne overstrømmende ros kan bevise deres fordærv. Jeg er foruroliget over denne kortsynethed, manglende visdom, som mange udviser i denne fortrolighed.
Mennesker som gør Guds arbejde, og som har Kristus blivende i deres hjerter, vil ikke fornedre moralitetens standard, men vil søge at ophøje den. De vil ikke finde behag i at kvinders smiger, eller blive forkælet af dem. Lad både unge og gifte mænd sige: "Fingrene væk!" Jeg vil ikke give den mindste anledning til dårlig omtale af mig. Mit gode navn er af langt større værdi end guld eller sølv. Lad mig bevare det uplettet. Hvis mennesker angriber det navn, skal det ikke være fordi jeg har givet dem anledning til det, men af samme grund som de der talte falsk om Kristus - fordi de hadede hans karakters renhed og hellighed; for det var en konstant irettesættelse for dem.
Jeg ønsker at jeg kunne indprente enhver arbejdsmand i Guds sag, om det store stadige behov for alvorlig bøn. De kan ikke hele tiden være på deres knæ, men de kan opløfte deres hjerter til Gud. Det er den måde som Enok vandrede med Gud på.
Pas på at selvtilstrækkeligheden ikke kommer ind, og I dropper Jesus ud, og arbejder i jeres egen styrke frem for i Mesterens ånd og styrke. Forspild ikke gyldne anledninger på letsindig snak. Når du vender hjem fra udført missionsarbejdet, så ros ikke dig selv, men ophøj Jesus; opløft Golgatas kors. Lad ingen rose eller smigre dig, eller klynge sig til din hånd som om du nødig vil lade hende gå. Vær bange for alt der viser sig som sådan. Når unge eller endog gifte folk viser tilbøjelighed til at åbne op for deres familiehemmeligheder for dig, så pas på. Når de udtrykker et ønske om sympati, så vid at det er på tide at passe meget på. Dem som er gennemsyret af Kristi ånd, og som vandrer med Gud, vil indflydelse have en uhellig ærgelse for sympati. De har et kammeratskab der tilfredsstiller ethvert ønske i sind og hjerte. Gifte mænd som accepterer kvinders opmærksomhed, ros og forkælelse, bør forvisse sig om at denne klasses kærlighed og forståelse ikke er værd at opnå; den er værdiløs.
Dette er et emne vi må give agt på. Vi må passe på denne fordærvede tidsalders synder. Vi må afstå fra alt der smager af tarvelighed og upassende fortrolighed. Gud fordømmer det. Det er forbuden grund, som det er usikkert at sætte fødderne på. Ethvert ord bør være med til at ophøje, forfine og forædle karakteren. Det er syndigt at være tankeløs om sådanne ting. Apostlen Paulus formaner Timoteus til at ihærdighed og eftertænksomhed i sin tjeneste, og ansporede ham til at dvæle ved de ting der var rene og fremragende, så hans nytte er synlig for alle. De samme råd har denne tids unge der brug for. Grundige overvejelser er absolut nødvendige. Hvis mennesker blot ville tænke mere og handle mindre impulsivt, ville de have mere succes med deres arbejde. Vi har med emner at gøre af evig betydning, og vi kan ikke strække os til at væve vort eget mangelfulde arbejde ind. Vi ønsker at repræsentere Kristi karakter.
Kvinder er for ofte temperamentsfulde. Af en eller anden grund tager de gifte og ugifte mænds opmærksomhed, og forleder dem indtil de overtræder Guds lov, indtil deres nyttighed er ruineret og deres sjæle er kommet i fare. Beretningen om Josef er skrevet ned til gavn for alle der fristes ligesom han. Han var fast som en klippe på princippet, og svarede fristeren: "Hvordan kan jeg udøve denne store ondskab, og synd imod Gud. Den moralske styrke som han havde, er der brug for nu. Hvis kvinder blot ville ophøje deres liv og blive Kristi medarbejdere, ville deres indflydelse være mindre farlig; men med deres nuværende indstilling, at ikke tage sig af ansvar hjemme, og ikke vise hensyn til de krav Gud stiller til dem, er deres indflydelse ofte stærk i den forkerte retning, deres kræfter svækkes, og deres arbejde bærer ikke det guddommelige afpræg. De er ikke hjemme missionære, heller ikke missionærer borte fra hjemmet; og ofte er hjemmet, det dyrebare hjem, helt fortvivlet.
Lad enhver som bekender sig til Kristus, forsøger at overvinde al umandighed, al svaghed og tåbelighed. Nogle mennesker vokser aldrig op til mænds fulde statur i Jesus Kristus. De er barnlige og føjer selvet. Ydmyg dydighed vil rette op på alt dette. Ren religion besidder ingen barnagtige selvføjende karaktertræk. Det er ærværdigt i højeste grad. Lad da ikke nogen af dem der har skrevet sig op som Kristi soldater, være ved at vansmægte på prøvelsens dag. Alle bør føle at de har et alvorligt arbejde at gøre med at ophøje deres medmennesker. Ikke ret til at hvile fra den krig der gør dyden ønskværdig og ondskaben for had. At adlyde Guds bud er at gøre det rigtige og kun det rigtige. Dette er kristen mandighed. Men mange behøver at tage hyppige lektier fra Kristi liv, som er vor tros ophav og fuldender. "Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. Endnu har I ikke stridt så hårdt i jeres kamp mod synden, at det har kostet blod." I skal vise vækst i den kristne nådegave. Ved at udvise sagtmodighed under provokation, og vokse bort fra lav jordiskhed, beviser du at du har en iboende Frelser. Enhver tanke, ord og handling tiltrækker mennesker til Jesus, frem for selvet. Der er rigtig meget arbejde at udrette, Men lidt tid til at gøre det i. Lad dit livsgerning inspirere alle med den tanke, at de har et arbejde at gøre for Kristus. Hvor der end er pligter at udrette som kun få forstår, fordi de ikke ønsker at se deres livsgerning, så accepter dem, og udfør den.
Jeg tilskynder jer atter til renhedens nødvendighed i enhver tanke, i enhver handling. Vi har et personligt ansvar over for Gud, et personligt arbejde som ingen andre kan gøre for os. Det er at gøre verden bedre ved forskrift, personlig bestræbelse og eksempel. Så længe vi er selskabelige, så lad det ikke blot være for fornøjelsens skyld, men med et fortsæt. Der er sjæle at frelse. Kom nær til dem ved din personlige bestræbelse. Åben dine døre for unge mænd der udsættes for fristelse. Det onde indbyder dem til enhver tid. Forsøg at interessere dem. Hvis de er fulde af fejl, så forsøg at rette disse fejl. Hold dig ikke på afstand af dem, men kom tæt ind på dem. Bring dem hen til din kamin; indbyd dem ind til dit familiealter. Der er et arbejde som tusindvis behøver at have gjort for sig. Ethvert i Satans have er behængt med fristelser, giftige frugter, og veer er erklæret over enhver som plukker deraf og spiser. Lad os huske på at Guds krav til os, at gøre stien til himlen klar, strålende og attraktiv, så vi kan vinde sjæle bort fra Satans destruktive trylleri. Gud har givet os en grund til at vi bliver brugt i en ædel hensigt. Vi er her som aspiranter til det næste liv. Det er for en alvorlig en periode for nogen af os til at være ryggesløse eller handle uforsigtigt. Vor omgang med andre bør karakteriseres af sober optræden og himmelsindethed. Vor samtale bør være over himmelske ting. "De, der frygter Herren, talte dengang med hinanden, og Herren lyttede opmærksomt. Der blev skrevet en bog, for at Herren skulle erindre dem, der frygter ham og agter hans navn. Den jeg griber ind, siger Hærskarers Herre, skal de være min ejendom; jeg vil skåne dem, som en far skåner den søn, der tjener ham." Når samtalen er af billig karakter, og smager af at opnå menneskelig sympati og menneskelig påskønnelse, udspringer det af elskovssyg sentimentalisme, og hverken unge eller mænd med grå hår er sikre.
Hvad er mere værdigt at optage sindet med end genløsningsplanen? Det er et uudtømmeligt emne. Jesu kærlighed, den frelse der blev givet faldne mennesker ved Hans ubegrænsede kærlighed, hjertets hellighed, den dyrebare frelsende sandhed for de sidste dage Jesu Kristi nåde, dette er de emner som opliver sjælen, og får det rene hjerte til at føle den glæde disciplene mærkede, da Jesus kom og vandrede med dem da de drog til Emmaus. Han som har centreret sin hengiven omkring Kristus vil finde den slags hellige selskaber velbehagelige, og vil samle guddommelig styrke ved en sådan sammenkomst; han som ikke finder behag i den slags samtale, og som bedst finder behag i elskovssyg tom snak har vandret bort fra Gud, og er blevet død over for hellig og ædel higen. Disse fortolker det sensuelle og jordiske som himmelsk. Når Guds sandhed er et blivende princip i hjertet, vil det være som et levende udspring. Der kan gøres forsøg på at holde det tilbage, men det vil strømme frem fra et andet sted; det er der, og kan ikke tages bort. Sandheden i hjertet er et livets kildeudspring. Den opfrisker den trætte, betvinger onde tanker og udtryk og får alt til at blomstre op.
Siver der ikke rigeligt ud omkring os, der viser de farer der kommer på vor sti? Overalt ses menneske-skibbrud, nedbrudte familiealtre, opbrudte familier. Der er en besynderlig eftergivenhed af princippet, moralstandarden fornedres, og jorden bliver hurtigt til et Sodoma. Fremgangsmåderne i Sodoma, som frembragte Guds dom over verden, og fik den til at blive oversvømmet med vand, og fik Sodoma udslettet med ild, nærmer sig hurtigt. Vi nærmer os enden. Længe har Gud båret over ned menneskes forhærdelse, men deres straf er ikke mindre sikker. Lad dem der bekender at være verdens lys, forlade al syndighed. Vi ser den samme ånd manifesteret imod sandheden, som den blev set i Kristi dage. Af mangel på bibelargumenter vil dem, der gør Guds lov ugyldig, fremstille falsknerier for at vanære og blokere medarbejderene. Dette gjorde de mod verdens Forløser; de vil gøre det mod hans efterfølgere. Beretninger som ikke har det mindste fundament, vil forsvares som sandhed.
Måtte Herren tiltrække sig sjæle, og bibringe dem hver især en fornemmelse af deres hellige ansvar for at forme en karakter så Kristus ikke skammer sig ved at kalde dem brødre. Ophøj standarden, og så vil den himmelske velsignelse lyses over dig på den dag hvor enhver vil modtage efter de gerninger han har gjort legemligt. Medarbejderne for Gud må leve som efter hans øjne, og hele tiden udvikle sig i karakter, sand dydighed og gudsfrygt. Deres sind og hjerte må være så gennemsyret af Kristi Ånd og højtidelige af det hellige budskab de skal frembære at enhver tanke enhver handling, og ethvert motiv, vil være over det jordiske og sensuelle. Deres lykke vil ikke ligge i forbudte, selviske tilfredsstilelser, men i Jesus og hans kærlighed.
Moralitetens standard ophøjes ikke højt nok i blandt Guds folk. Mange som bekender at holde Guds bud, og forsvarer dette, bryder disse. Fristelser præsenterer sig selv på en måde så den fristede tror de ser en undskyldning for overtrædelse. Dem som går ind på missionsmarken bør være mænd og kvinder som vandrer og taler med Gud. Dem som står som prædikanter bag den hellige talerstol bør have et ulasteligt omdømme; deres liv bør være pletfrit, over alt der smager af urenhed. Bring ikke dit omdømme i fare ved at gå på fristelsens. Hvis en kvinde holder din hånd i længere tid, så træk den hurtigt tilbage, og red hende fra synd. Hvis hun udviser en upassende hengivenhed, og klager over at hendes mand ikke elsker hende og forstår hende, så prøv ikke at dække hendes mangel. Din eneste sikre og kloge handlemåde i en sådan situation er at holden din forståelse for sig selv. Der er masser af sådanne situationer. Peg disse sjæle til Byrdebæreren, den sande og sikre rådgiver. Hvis hun har valgt Kristus som en kammerat, vil han give hende nåde til at bære forsømmelsen uden dens høst; imidlertid burde hun gøre alt i sin kraft for at binde hendes mand til sig med største flid og trofasthed idet hun gør hjemmet attraktivt og venligt. Hvis alle hendes anstrengelser forgæves og ikke påskønnes, vil hun få forståelse og hjælp fra sin velsignede Forløser. Han vil hjælpe hende med at bære alle hendes byrder, og trøste hende i hendes skuffelser. Hun viser mistillid til Jesus når hun rækker ud efter menneskelige ting, til det sted Kristus altid er parat til at udfylde. Når hun erstatter med disse ting, synder hun imod Gud. Hun vil gøre ret i at ransage sit eget hjerte kritisk, for at se om synden ikke lurer i sjælen. Det hjerte der accepter menneskelig sympati og forbuden tiltrækning fra nogen, er ikke ren og fejlfri over for Gud.
Bibelen giver mange slående illustrationer på ondsindede kvinders stærke indflydelse. Da Bileam blev kaldt til at forbande Israel, fik han ikke lov til at gøre det; for "Herren har ikke beskuet Jakobs uretfærdighed, han har heller ej, forvanskelsen i Israel." Men Bileam som gav efter for een fristelse blev nu Satans agent fuldt ud; og han bestemte sig for at udføre det som Gud ikke har tilladt ham at gøre direkte. Han har tidligere lagt en snare hvorved hvori Israel skulle fanges med den smukke moabitiske kvinde, som leder dem til at overtræde Guds lov. Derved ville der findes uretfærdighed hos dem, og Guds velsignelse vil ikke hvile over dem. Deres kræfter vil svækkes stærkt, og deres fjender vil ikke længere være bange for dem til kræfter, fordi hærskarenes Herre ikke var i deres hære.
Det er ment som en advarsel til Guds folk der lever i de sidste dage. Hvis de efterfølger retfærdighed og sand hellighed, hvis de alle holder Guds bud, vil Satan og hans agenter ikke få lov at overvinde dem. Al modstand fra deres bitreste fjender vil vise sig at være kraftesløs for at kunne ødelægge eller rykke Guds egen beplantede vin op med rode. Men Satan forstår hvad Bileam lærte af bitter erfaring, at der ikke er ingen fortryllelse mod Jakob, hverken spådom mod Israel, medens de ikke gemte på synd; og hans kraft og indflydelse vil altid bruges på at ødelægge deres enhed og besmitte deres karakterrenhed. Hans snarer lægges på tusinde måder for at svække deres kraft til godt. Gud har velsignet sit lovlydige folk, og al modstand og alle falsknerier som bringes imod dem, vil kun styrke dem som står fast i forsvar for den tro, der en gang blev overbragt de hellige. Men hvis dem, som bekender at være forvaltere af Guds lov, bliver til overtrædere af denne lov, trækkes hans beskyttende omsorg tilbage, og mange vil falde på grund af trodsighed og tøjlesløshed. Så vil vi i virkeligheden være ude af stand til at modstå vore fjender. Men hvis hans folk forbliver adskilte og udskilt fra verden, som en nation der gør retfærdigheden, vil Gud være deres forsvar, og ingen af de våben der er dannet imod dem, vil lykkes.
I synet af denne tids farer, skal vi ikke, som Guds lovlydige folk, skal vi så ikke bortlægge den synd, al uretfærdighed og al trodsighed der iblandt os?! Skal kvinder, som bekender sig til sandheden, ikke passe nøje på sig selv, at de ikke på mindste måde opmuntrer til uforsvarlig fortrolighed? De kan lukke mange døre for fristelser, hvis de altid vil være strengt reserverede og opføre sig sømmeligt. Lad mennesker finde et eksempel i Josefs liv, og stå fast på princippet, uanset hvor stærk fristelsen er for dem. Vi ønsker at være stærke mænd og kvinder for det rigtige. Der er dem omkring os, som er svage i moralsk styrke. De behøver at være i selskab med dem, som er faste, og hvis hjerter er tæt knyttet til Kristi hjerte. Enhvers principper vil sættes på prøve. Med der er dem som falder I fristelse ligesom en hjort fanges i snøren. De indbyder Djævelen til at friste dem. De bedøver sig selv, svækkes i moralsk kraft, og skam og forvirring bliver resultatet.
Hvor usle er ikke de i Guds øjne som bekender at stå i forsvar for Guds øjne og alligevel overtræde den! De er en skamplet for den dyrebare sag, og giver sandhedens modstandere anledning til triumf. Skillemærket mellem Jesu efterfølgere og Satans bør aldrig udslettes. Af Gud er der trukket en klar linie mellem de lovlydige og lovbryderne. Disse blander ikke sammen. Disse er ligeså adskilte, som de er forskellige, som dag og nat, - forskellig i deres smag, deres mål, deres stræben, deres karakter. Hvis vi opelsker Guds kærlighed og gudsfrygt, vil vi nære afsky for det mindste der ligner urenhed.