Ær med din velstand Herren, med førstegrøden af al din avl; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most.« Dette skriftsted lærer os, at Gud som giveren af alle vore goder har krav på dem alle; at dette krav skulle være vor første tanke; og at en særlig velsignelse vil følge dem, der anerkender det.
Her fremstilles et princip, som ses i alle Guds veje med menneskene. Herren satte vore første forældre i Edens have. Han omgav dem med alt, hvad der kunne tjene til deres lykke, og han bød dem anerkende ham som ejer af alle ting. r haven lod han vokse ethvert træ, der var behageligt for øjet eller godt til føde; men iblandt dem alle gjorde han eet forbehold. Af alle de andre måtte Adam og Eva frit spise; men om dette ene sagde Gud: »Du skal ikke spise deraf.« Her var prøven på deres taknemmelighed og deres troskab overfor Gud.
Således har Herren tilskrevet os himmelens rigeste skat ved at give os Jesus. Med ham har han givet os at nyde alle ting i rigt mål. Jordens afgrøder, en rigelig høst, guldet og sølvet, alt er hans gaver. Huse og jord, klæder og føde har han stillet til menneskenes rådighed. Han beder os anerkende ham som alle tings giver, og af denne grund siger han: Af alt, hvad r har, forbeholder jeg mig selv en tiendedel foruden ofre og gaver, som skal bringes ind i mit forrådshus. Det er den ordning, Gud har givet for at udføre evangeliets værk.
Det var Jesus selv, der gav sit liv for at give verden liv, som lagde denne plan for systematiske gaver. Han, som forlod de himmelske sale, som lagde sin ære som fyrste over himmelens hærskarer til side, som iklædte sin guddommelighed i menneskelighed, for at løfte den faldne menneskehed op, som for vor skyld blev fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige, han har talt til menneskene og i sin visdom fortalt dem sin egen plan til at understøtte dem, der bærer hans budskab til verden.
Herren har udtænkt denne plan, fordi det er bedst for os. Satan arbejder stadig for at opelske i menneskene verdslighed, havesyge og gerrighed, så at han kan ødelægge deres sjæle og forhindre Guds værk. Herren søger at opelske taknemmelighed og gavmildhed i os. Han ønsker at fri os fra egenkærlighed, som er ham så modbydelig, fordi den er stik imod hans karakter. Ved at udføre Guds plan kan menneskene ved hans nåde komme i et sådant forhold til ham og deres medmennesker, at de optegnes i himmelens bøger som Kristi medarbejdere i forløsningens plan.
Gud ikke alene gør krav på tienden som sin egen, han fortæller os også, hvorledes den skal sættes til side til ham. Han siger »Ær med din velstand Herren, med førstegrøden af al din avl«. Dette lærer os ikke, at vi skal bruge vore penge på os selv og så bringe Herren resten, selvom det var en ærlig tiende. Lad først Guds del blive sat til side. De anvisniger som helligånden gav gennem apostlen Paulus, om gaver, bringer et princip som også gælder tiendebetaling.
The directions given by the Holy Spirit through the apostle Paul, in regard to gifts, present a principle that applies also to tithing. " Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad Gud har givet ham lykke til.” Dette gælder også forældre ogbørn. Det gælder ikke kun de rige, men tales også til de fattige. ”Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, [Ved oprigtig betragtnig af Guds foreskrevne plan,] ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.” Gaverne skal gives under hensyn til Guds store godhed mod os.
Og hvilket bedre tidspunkt kan der vælges for at sætte tiende til side og give vore gaver til Gud? Om sabbaten har vi pådraget hans godhed. Vi har beskuet hans værk i skabelsen som et bevis på hans kraft til at genløse. Vore hjerter er fyldt af taknemmelighed for hans store kærlighed. Og nu før ugens slid begynder, giver vi hans eget tilbage til ham, og med et offer der bevidner vor taknemmelighed. Således vil vor praksis være en ugentlig prædiken, der erklærer at Gud ejer alle vore ejendomme, og at han har gjort os til forvaltere, der bruger det til hans ære. Enhver anerkendelse af vor forpligtelse over for Gud, vil styrke fornemmelse for pligt. Taknemmeligheden bliver større idet vi giver det udtryksfuldt, og den glæde det fører med sig er liv for sjæl og legeme.
Pligten og forretten at give systematisk til Herrens sag er ting, som ikke bør forsømmes af vore præster. Gud har sat dem til at våge over sjæle som dem, der' skal aflægge regnskab. Han har pålagt dem at bære hans budskab til menighederne. De bør sørge for, at give folket et uvidende om dette emne. De bør søge at give folket et indtryk af deres fuldstændige afhængighed af Gud og at de skal stå til regnskab for alle hans velgerninger dem.
Gud har givet særlige forskrifter med hensyn til tiendens brug. Det er ikke hans mening, at hans værk skal vanrøgtes af mangel på midler. For at der ikke skal være noget tilfældigt arbejde eller nogen fejltagelser har han klarlagt vor pligt på alle disse punkter. Den del som Gud har sat til side for sig selv, skal ikke afledes til andre formål end det, han selv har angivet. Ingen må føle sig fri til at tilbageholde tienden til brug efter eget forgodtbefindende. De bør ikke bruge den til sig selv i en nødssituation eller anvende den, som de synes bedst selvom det er, hvad de anser for at være Guds værk Gud har bevist menneskene ære ved at tage dem som medarbejdere i det store forløsningsværk. Han venter at hans redskaber skal arbejde, ikke imod ham, men sammen med ham, så hans forråd kan bringes til veje
Prædikanten bør ved sin vejledning og sit eksempel lære folket at betragte tienden som hellig. Han bør ikke føle, at han kan tilbageholde eller anvende noget af dem som han vil, fordi han er prædikant. Det er ikke hans. Han er ikke fri til at bruge til sig selv noget af de: tilkommer Gud. Lad ham ikke give sit samtykke til nogen plan om at lede tienden og gaverne, der er bestemt for Guds sag, ad andre kanaler. Lad dem blive bragt Guds forrådshus og regnes for helliget Guds tjeneste, således som han har bestemt. Tienden er Guds del slet ikke menneskets ejendom, og Skriften siger, at ::e: holder den tilbage, er skyldig i røveri.
Som et folk og som enkeltpersoner behøver vi at få en dybere fornemmelse af vor pligt mod Gud og vort ansvar over for verden. Der bør studeres mere alvorligt i skriften. Jeg er blevet dybt indprentet med vigtigheden af at studere Daniels bog i forbindelse med de mindre profeter, især Malakias’ bog. Og vi behøver at være nøje opmærksom på de lektier der gives i opbyggelsen af tabernaklet og templet, og tempeltjenesten. Gennem profeterne har Gud givet et oprids af hvad der vil ske i de sidste dage af denne jords historie, og den jødiske husholdning er fuld af undervisning til os.
De strømme af blod, som flød ved høstfesten, da så mange ofre blev bragt, skulle lære os en stor sandhed. For selv jordens frugter, denne rigelige gave til livets opretholdelse, skyldes Kristi offer på Golgatas kors. Gud ønsker at lære os, at alt, hvad han skænker os, er den forløsende kærligheds gave. Ud fra hans undervisning til Israel, vil han have at vi skal lære at han har gjort tilstrækkelige tilvejebringelser for fattige til at tage imod dette livs bekvemmeligheder, og også for det evangelium der skal bringes med til alle dem som går tabt i deres synder. Hele helligdomstjenesen var tiltænkt at give folket det indtryk at de ting, Gud har sat til side til sig selv er hellige. De skal altid overholde adskillelsen mellem det hellige og det almindelige ting. Hellige ting må bevares hellige.
Når disse ting studeres og gives agt på dem som Guds budskab for enhver sjæl, skal vi se hans Ånds dybe bevægelser iblandt os. Samvittigheden vil blive vækket. Skriften for de første dage vil gøre sin afsløring af tomheden i menneskers undersøgelser, hvorved mennesker har undskyldt sig selv for at forsømme Guds krav. Helligånden vil åbenbare karakterfejl og mangler som burde være opdaget og rettet. Den vil vise hvordan karakteren, gennem Kristi nåde, kan være forvandlet. Herrens forvalter vil se hvordan de burde have haft sejresglæde, hvor de kendte til nederlagets sorg.
Herren vil ikke kun åbenbare sig selv som en langmodig barmhjertighedens Gud, men ved forfærdelige ting i retfærdigheden vil han gøre det tydeligt at han ikke er et menneske at han skulle lyve. Han vil ikke have fællesskab med en falsk handlemåde. Han vil godkender ingen påskud. Tiden er nær hvor det indre liv vil åbenbares fuldt ud. Alle vil se de skjulte gerninger udspringe fra motivet, som det tilbagekastes i et spejl. Herren vil have at du nu ransager dit eget liv, og ser hvordan din optegnelse nu står hos ham.
Vor prøveperioder slutter snart. År 1896 vil snart være som en beretning der fortælles. Snart vil vor anledning til at give det sidste nådesbudskab til den fortabte, være forbi for altid. I Herrens arbejde er der nu brug for hjælp fra enhver som elsker Jesus. Lad ingen gå ledige rundt i Mesterens vingård. Lad ikke Gud blive berøvet for tiende og gaver til at understøtte hans sag.
»Den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.« »En strør om sig og gør dog fremgang. En anden nægter sig alt og mangler.« Løftet til dem, der ærer Gud af deres velstand, står stadig skrevet i den hellige bog. Hvis Herrens folk trofast havde adlydt hans forskrifter, ville løftet være blevet opfyldt på dem. Men når menneskene ringeagter Guds krav, som klart fremstilles for dem, lader Herren dem følge deres egen vej, og de høster frugten af deres egne handlinger. Enhver, der anvender den del, Gud har sat til side til sit brug, for sig selv, viser sig som en utro husholder. Han vil ikke alene miste det, han har forholdt Gud, men også det, Herren har betroet ham som sit eget.
Herren prøver os stadig for at se, om vi vil vise os som tro tjenere. Han kalder sit folk til at tænke på hans godhed, at svare på hans barmhjertighed og bevise deres troskab ved at bringe al tienden til hans forrådshus. »Sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelser over jer i overmål.«