Der er ofte stillet spørgsmål om vor opgave over for de fattige der griber det tredje budskab; og vi har længe selv været ivrige efter at vide hvordan vi fører de fattige familiers sager med diskretion, som antager sabbaten. Men da jeg var i Roosevelt, N. Y., d. 3. Aug. 1861, fik jeg vist nogle ting om de fattige.
Gud forlanger ikke at vore brødre tager vare på alle fattige familier som tager imod dette budskab. Skulle de dette, kunne budbringerne ikke inddrage nye marker, for fondsmidlerne vil udtømmes. Mange er fattige fra deres egen manglende flid og økonomisering, og de ved ikke hvordan midlerne bruges rigtigt. Hvis de fik hjælp vil det skade dem. Nogle vil altid være fattige. Hvis de skulle have de allerbedste fordele, ville deres situation ikke hjælpes. De er ikke så gode til at regne, og vil bruge alle de midler de kan opnå, om det er meget eller lidt. Nogle kender ikke til at fornægte sig selv og spare for at holde sig fri for gæld, og få lidt overskud i god tid. Hvis menigheden skulle hjælpe sådanne personer i stedet for at lade dem bero på deres egne ressorser, vil de skade sig selv i sidste ende; for de ser på menigheden, og forventer at modtage hjælp fra dem, og praktiserer ikke selvfornægtelse og sparsommelighed når der sørges så godt for dem. Og hvis de ikke altid får hjælp, så frister Satan dem, og de bliver skinsyge, og meget samvittighedsfuld for deres brødre, er bange for at de ikke helt gør deres pligt mod dem. Denne fejltagelse er på deres egen side. De er bedragede. De er ikke Herrens fattige.
Undervisningen i Guds ord om at hjælpe de fattige, kommer på disse sager. Undervisningen i Guds ord er for de ulykkelige og forpinte. Gud har i sit forsyn forpinte enkeltpersoner at prøve og forsøger andre. Enker og syge er i menigheden for at vise menigheden en velsignelse. De er en del af de midler som Gud har valgt at udvikle Kristi bekendendes sande karakter med, og opøver de dyrebare karaktertræk, vor medfølende Genløser udviste.
Mange som er singler, og kan knapt nok leve, vælger gifte sig og stifte familie, selvom de Ved at de ikke har noget at underholde med. Og være end dette, de har ingen familie styring. Hele deres handlemåde, i deres familie er mærket med deres slappe og løse levevaner. De har kun lidt kontrol over sig selv, er lidenskabelige, utålmodige og irritable. Disse griber Budskabet, og føler så at de er berettiget til hjælp fra deres mere velhavende brødre; og hvis deres forventninger ikke indfries, beklager de sig over menigheden og anklager dem for at ikke udleve deres tro. Hvem er det der lider i denne sag? Måtte Guds sag blive undermineret, og rigdomme på de forskellige steder udtømt, for at tage sig af de fattige familier. Nej. Forældrene må lide. Generelt vil de ikke lide større mangel efter at de har antaget sabbaten end de gjorde før.
”Der er et onde iblandt nogle af de fattige som med sikkerhed vil vise deres ruin, medmindre de overvinder det. De har grebet sandheden med grove, rå og ukultiverede levevaner, og det tager nogen tid for dem at se og erkende deres grovhed, og at det ikke er i overensstemmelse med Kristi karakter. De ser på andre som er mere ordentlige og fine i deres stolthed, og du kan høre dem sige: ”Sandheden bringer os alle ned på et ét niveau.” Her tages der helt fejl i antagelsen at sandheden bringer modtageren ned. Den bringer ham op, forædler hans smag, helliger hans dømmekraft, og hvis den udleves udruster den ham hele tiden til hellige engles selskab i Guds stad. Sandheden er indrettet til at bringe os alle op på et højere niveau."
Jo bedre er vi i stand til at gøre en pæn og ædelmodig handling over for deres fattigere brødre, og også give dem gode råd, og så lade dem udkæmpe livets kampe. Jeg fik vist at menigheden er pålagt de alvorligste pligter at have særlig omsorg for forladte enker, forældreløse og syge.
Ellen G. White.