Øjet er den følsomme samvittighed, sindets indre lys. Dette syns korrekthed beror på den åndelige helse for hele sjæl og væsen. Når ”øjnsalven”, Guds ord, anvendes, gøres samvittigheden god; for den overbeviser om synd. Men dette gode er nødvendigt så en helbredelse kan komme i gang, og øjet være rettet på Guds herlighed. Synderen beskuer sig selv i Guds store moralspejl, ser sig selv som Gud ser ham, og udviser anger mod Gud og mod vor Herre Jesus Kristus. . . . Laodikæamenigheden . . . var ikke helt blind, for ellers ville øjnsalve ikke gøre noget for at genoprette deres syn, og sætte dem i stand til at se Kristi sande egenskaber. Kristus siger: Fralægger du dig egen selvstilstrækkelighed, opgiver alle ting, uanset hvor dyrebare de er for dig, kan du købe guld, klæder og øjnsalve så du kan se.