Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfær¬dighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke? Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro? Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: "Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal vre mit folk." Derfor: "Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige." 2Kor 6,14-18.
Der har aldrig været en tid, da denne formaning var mere påkrævet end netop nu. Alt for mange af nutidens kristendomsbekendere er blot navnkristne. De har ingen rod i sig. Hjertet er fuldt af hovmod, urenhed, egennyt¬tig ærgerrighed, selvgodhed og herskesyge. De har nok en teoretisk kundskab om sandheden og kan bevise den sandhed, de bekender sig til, fra Bibelen; men de holder sandheden i uretfærdighed. Ved deres vandel fornægter de Frelseren. Deres hjerte er ikke helliget i sandheden. De er vanhellige i tanker og ukristelige i vandel. Medmindre Kristi Ånd og de principper, der ligger til grund for et sandt kristenliv, bliver indplantet i hjertet, kan de ikke blive fremherskende i livet. Guds lov må indskrives i hjertet; Guds sandhed må oplyse sjælen. Hellighed, miskund¬hed, sandhed og kærlighed må udvises i livet. Dersom ikke sjælens tempel bliver renset fra al besmittelse, dersom ikke hjertet er rent, dersom de ikke gør alvorlige bestræbelser for at leve efter Guds ords lære, vil de aldrig blive beredt til at have omgang med dem, som er rene og hellige, de vil aldrig bære de hvide, skinnende linnedklæder, som er de helliges dyder.
Der vil altid være mænd i ledende stillinger, som aldrig har vundet herredømme over deres eget jeg, sådanne som bekender sig til at være kristne, men dog forener sig med og smigrer for verdsligsindede mennesker for at vinde deres yndest. De har besluttet sig til ikke at gå ud og afsondre sig, og som en følge får ugudeligheden frit spillerum. De vil hellere gøre alt andet end at vende sig bort fra deres egen onde vej. De bekender sig til at tro på Guds ord, men de gør det ikke. Med den hellige sandhed lige for deres ansigt nærer de synd i deres hjerte. Guds vilje kender de, men for¬kaster den, og deres hjerter bliver hårdere, deres samvittighed mere ufølsom og deres fortabelse mere vis, end om de aldrig havde kendt sandheden. Disse mænd påvirkes slet ikke af de advarende budskaber, som kommer til dem. Guds trusler om straf har ingen varig virkning på dem. Jesu kærlighed, hans medynk, hans medfølelse med faldne mennesker, der ledte ham til at forlade de himmelske sale, give afkald på al ære og herlighed og blive fattig for vor skyld, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige, hans selvopofrelse og fornedrelse - alt dette samt hans formaninger, hans indbydelse og nådige løfter bliver fremholdt for dem, men deres hjerte forbliver urørt og er døvt for Helligåndens påvirkning. De mener, at Gud er vilkårlig i sine fordringer, og sandheden finder ingen indgang. Det kødeli¬ge hjerte vil have mindre tvang og større frihed til at til¬fredsstille sine lyster. Sjælens tempel bliver en plads for afguder, og Guds sandhed har ingen kraft til at afholde dem fra at synde. De giver efter for de naturlige tilbøjeligheder og retter sig efter verdens sæder og skikke, der har en kon¬trol¬lerende indflydelse over deres liv.
Guds kraft har blot lidet her¬redømme over mange kristendomsbekenderes liv. Stor nåde og gunst er blevet dem bevist af Gud i himmelen, uden at det opvækker en eneste tanke i deres hjerte om, at de skylder ham tak derfor. Jesu kærlighed er ikke det herskende princip i sjælen og kan derfor ikke holde de kødelige tilbøjeligheder i ave og lede til et helligt liv.
En delvis underkastelse under og antagelse af sandheden giver Satan god lejlighed til at virke. Dersom ikke sjælens tempel helt overlades til Guds brug, så er det en fæstning for den onde. En blot delvis antagelse af sandheden leder sjælen bort fra de gode gamle veje på forbudne stier. Når de ikke tager det så nøje med at følge det, som er ret, og de kalder vildfarelse for sandhed, er det næsten aldeles umuligt at få disse forførte sjæle til at se, at det er sjælefjenden, som har forvirret deres begreber og fordærvet sjælens tempel. Løgnen sættes i sandhedens sæde. Guds ord er et dødt bogstav for dem, og Frelserens kærlighed kender de ikke.
Drag bort fra dem og skil jer ud. Skal vi give agt på Guds røst og adlyde ham, eller skal vi halte til begge sider og forsøge at tjene både Gud og mammon? Kristus har udlagt betingelserne for at erholde evigt liv for os. Du skal elske Herren din Gud, siger han, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv. Gør det, så skal du leve. De, som skal få disse ord at høre fra Kristi mund: Vel, du gode og tro tjener, vil uforfærdet beflitte sig på at øve retfærdigheds gerninger. Kan hænde at de aldrig har holdt en eneste prædiken, men tro mod Guds krav på dem og nidkære for hans ære vil de søge at hjælpe de sjæle, som Kristus har købt med sit eget blod. De vil udvise et villigt sindelag, en alvorlig ånd og en uegennyttig nidkærhed. De vil ikke bestræbe sig for at bevare deres egen værdighed, men ved ydmyghed og omtanke vil de søge at vinde deres hjerte, som de tjener. Satans redskaber vil bestræbe sig til det yderste for at lede dem til at synde, men de, der ønsker at elske og frygte Gud, vil stå urokkelige på sandhedens evige klippe. Lig Daniel vil de ikke være til at bevæge, når det gælder at opfylde deres pligter mod Gud.
Apostelen Paulus fremholder for os de forrettigheder, der er os sikret: "Da vi nu har disse løfter, mine kære," siger han, "skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt." Vi må adskille os fra verden både i ånd og gerninger, dersom vi vil blive Guds sønner og døtre. I sin bøn for sine efterfølgere bad Jesus: "Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed."
Der er et alvorligt værk for enhver af os at udføre. Det er ikke naturligt for os at nære rene tanker og hellige forsætter. De kommer ikke af sig selv. Vi må stræbe alvorligt efter at nå derhen. På alle vore an¬stalter, trykkerier og skoler må rene og hellige principper slå rod. Dersom vore institutioner er, hvad Gud ønsker, de skal være, vil de ikke tage andre anstalter ud over landet til mønster. De vil stå for sig selv og blive ledet alene efter Bibelens hellige principper. De vil ikke rette sig efter verdens principper for at vinde indflydelse. Intet vil formå dem til at forlade pligtens vej. De, som ledes af Guds Ånd, vil ikke søge deres egen fornøjelse eller glæde. Dersom medlemmerne af Guds menighed har Kristus boende i hjertet, så vil de lyde kaldet: "Drag bort fra dem, og skil jer ud." Tag ikke del i deres synder.
Gud har et værk for sine tro tjenere at udføre. De må stå som forkæmpere for sandheden. De vil advare og formane menneskene og vise deres tro med deres gerninger. Ligesom Noa fordum vil de vise urokkelig troskab, og deres karakter vil forblive ubesmittet af det onde omkring dem. De må være menneskefrelsere, ligesom Kristus var. De, som således står fast på sandhedens side, vil blive udsat for spot og foragt. Falske beskyldninger vil blive udslynget mod dem for at føre dem i fordærvelse. Men de vil have klippen til deres grundvold og forblive ubevægelige, advarende og formanende de forlystelsessyge verdensmennesker formedelst deres hellige liv og deres moralske og uplettede vandel.