Jeres prydelse skal ikke være den udvortes med hårfletninger og påhængte guldsmykker eller klædedragt, men hjertets skjulte menneskehed, den sagtmodige og stille ånds forkrænkelige prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. 1. Pet. 3,3-4.
Den menneskelige forstand har altid søgt at bortforklare eller tilsidesætte den enkle direkte undervisning fra Guds ord. I enhver tidsalder har der været en majoritet af mennesker, der har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere, som har ringeagtet de forskrifter, der medfører selvfornægtelse og ydmyghed, som kræver beskedenhed og enkelhed, både hvad samtale, opførsel og klædedragt angår. Resultatet har altid været det samme; afstandtagen fra evangeliets undervisning leder til antagelse af moder, skikke og verdslige principper. Virkelig gudsfrygt må vige pladsen for død formalisme. Guds nærværelse og kraft findes hos en klasse af ydmyge tilbedere, som har trukket sig bort fra disse kredse, der elsker verden, og de er villige til at adlyde den hellige skrifts undervisning! Generation efter generation har der været sådanne, som har indtaget dette standpunkt. Forskellige samfund er opstået, det ene efter det andet, men når de har forladt deres første enkelhed, har de tabt den kraft, de besad i begyndelsen.
Når vi ser den kærlighed til moden og smykker, som er trængt ind iblandt dem, der bekender sig til at tro den nærværende sandhed, spørger vi med sorg: skal Guds folk ikke lære noget af den henrundne historie? Der er få, som forstår deres egne hjerter. Disse forfængelige og pyntesyge elskere af moden kan udgive sig for at være Kristi efterfølgere, men deres klædedragt og samtale viser, hvad der fylder deres sind, og hvad de har hengivet sig til. Deres liv åbenbarer deres venskab til verden, og verden gør fordring på dem som sine egne.
Hvorledes kan den, som nogen sinde har smagt Kristi kærlighed, være tilfreds med modens frivolitet? Det smerter mit hjerte at se dem, som bekender sig til at være efterfølgere af den ydmyge og ligefremme frelser, så ivrigt søge at nå op til verdens standard hvad klædedragt angår. Selv om de bekender sig til gudfrygtighed, er det næsten ikke muligt at skelne dem fra de vantro. De glæder sig ikke ved et religiøst liv, deres tid og penge bruges til at tilfredsstille deres lyst med hensyn til klæder og prydelser.
Stolthed og ekstravagance, hvad klædedragt angår, er en synd, som særlig kvinden hjemfalder til. Derfor er det, at apostelen særskilt henvender sig til hende, når han siger: ligeså at kvinder skal pryde sig i sømmelig klædning med blufærdighed og ærbarhed, ikke med fletninger og guld eller perler eller kostbar klædning, men som det sømmer sig kvinder, der bekender sig til gudsfrygt, med gode gerninger.
Vi ser, hvorledes et onde, som Guds ord fordømmer, stadig baner sig vej ind i menigheden. Hvad er deres pligt, som har autoritet med hensyn til denne sag? Kan menighedens indflydelse være, hvad den bør være, når mange af dens medlemmer adlyder modens fordringer i stedet for at følge Guds udtrykkelige vilje? Hvorledes kan vi forvente den Helligånds nærværelse og hjælp, når vi tillader sådanne ting at eksistere iblandt os? Kan vi forblive tavse, når Kristi undervisning tilsidesættes af dem, der bekender sig til at være hans efterfølgere? Disse ting bringer sorg og forvirring hos dem, der har overopsigten med Guds menighed. Vil ikke i, mine kristne søstre, selv roligt og under bøn til Gud overveje dette emne. Vil i ikke lade jer lede af Guds ord. Den tid, som anvendes på klædedragten for at følge verdens moder, burde anvendes til en nøje hjerteransagelse og til studium af skriften. De timer, der er mere end bortkastede i beredelsen af unødvendige prydelser, kunde gøres mere værdifulde end guld, dersom de blev anvendt til at søge kundskab om de rette principper og de rette prydelser. Det smerter mit hjerte, når jeg ser unge damer, der bekender sig til at være kristi efterfølgere, men som praktisk talt er uvidende om hans karakter og hans vilje. Disse unge har været tilfredse med at lade sig opføde på avner. Verdens glimmer er i deres øjne mere værdifuld end de evige rigdomme; de åndelige evner, som kunde udvikles ved eftertanke og studium, lider under dette, og tilbøjelighederne bliver ikke kontrollerede, idet man betragter det ydre udseende som værende af større betydning end den åndelige elskelighed eller åndelig kraft.
Skal ikke Kristi efterfølgere søge at erholde den indre prydelse, den ydmyge og stille ånd, som Gud sætter så stor pris på, eller skal de bortkaste de få korte nådetimer i unyttigt arbejde i forfængelighedens tjeneste? Gud ønsker, at kvinden stadig skal stræbe efter at udvikles, både hvad sind og hjerte angår, og forøge den intellektuelle og den moralske styrke, så at hun kan leve et nyttigt og lykkeligt liv, og blive til velsignelse for verden og til ære for sin skaber.
Jeg vil spørge vor tids unge i dag, som bekender sig til at tro den nærværende sandhed, om, hvori de fornægter sig for sandhedens skyld. Når de ønsker sig et klædningsstykke eller en prydelse eller nogen bekvemmelighed, lægger de da virkelig sagen frem for Gud i bøn for at få at vide, om hans ånd kan billige disse udgifter? Er de, når de tilbereder deres klæder, omhyggelige for ikke at vanære den tro, de bekender sig til? Kan de søge Gud om velsignelse for den tid, de anvender på denne måde? Det er en ting at forene sig med menigheden og en ganske anden ting at være forenet med Kristus. En af de mest alvorlige årsager til svaghed i Kristi menighed er at den har sådanne medlemmer, som vel nok bekender sig til at være religiøse, men alligevel elsker verden og ikke har hengivet sig til Gud.
I vore dage er der en hidtil ukendt smag for fornøjelser. Frivolitet og skamløs ekstravagance er fremherskende overalt. Mængden længes efter forlystelser. Sindet bliver fuldt af skæmt og letsindighed, fordi det ikke vænnes til eftertanke eller oplæres til at studere. Uvidenhed og sentimentalitet er fremherskende. Gud ønsker, at enhver sjæl skal kultiveres, forædles, ophøjes og gøres noblere, men alt for ofte bliver ethvert sådant betydningsfuldt foretagende forsømt for moderne forlystelser og overfladiske glæder. Kvinder tillader, at deres sjæle hungrer og forkrøbles for modens skyld, og de bliver således en forbandelse for samfundet i stedet for en velsignelse.
Jeg har set fattige familier kæmpe under gældsbyrder, og alligevel blev børnene ikke oplært til at fornægte sig selv så denne byrde kunne fjernes. De havde aldrig lært at praktisere selvfornægtelse for at hjælpe deres forældre. Hos en familie jeg besøgte, udtrykte døtrene ønske om et dyrt klaver. Forældrene ville gladelig indfri dette ønske, men de var forgældede. Dette vidste døtrene, og havde de lært at praktisere selvfornægtelse, ville de ikke give deres forældre den smerte det er, at nægte dem deres ønsker. Men selvom det blev sagt at det er umuligt, lod de ikke sagen afslutte der. Ønsket blev udtrykt igen og igen, det blev den tunge byrde øget på forældrene. Ved et andet besøg, så jeg det ønskede musikinstrument i huset, og nogle hundreder af dollars, var blevet lagt til gældsbyrden. Jeg vidste knapt nok hvem der skulle bebrejdes mest, eftergivne forældre eller selviske børn. Begge er skyldige over for Gud.
Dette eksempel vil illustrere mange andre eksempler. Disse unge personer har, selvom de bekender at være kristne, aldrig taget Kristi kors, for den allerførste lektie der skal læres er selvfornægtelsens lektie. Vor Frelser sagde: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Vi kan på ingen måder blive Kristi disciple uden at vi indvilger i denne betingelse.
Vi må vide mere om Jesus og hans kærlighed end om verdens moder. I min Mesters navn: Jeg kalder på de unge til at studere Kristi eksempel. Når du ønsker at udarbejde et emne, studerer du tegningen omhyggeligt, så du kan genskabe den så nær så muligt. Gå nu i gang med en kopi af det guddommelige eksemplar. Jeres evige interesse kræver at I besidder Kristi Ånd. I kan ikke være som Jesus, og samtidig gemme på stolthed i jeres hjerte. I kan ikke have plads for misundelse og jalousi. I må se det som en kristens karakter uværdig at give ly for harmfulde tanker eller beskylde andre igen. Lad venlighedens lov blive overholdt på en hellig måde. Omtal aldrig andres karakter og handlinger på en måde, der vil skade dem. Gør under ingen omstændigheder deres fejl eller mangler til genstand for latterliggørelse eller uvenlig kritik. I mindsker jeres egen indflydelse ved at gøre sådan, og leder andre til at betvivle jeres oprigtighed som en kristen. Lad og fred og kærlighed dvæle ved din sjæl, og altid værne om en tilgivende ånd.
Jeg gentager: Studer moderne mindre, og Jesu karakter mere. De største og helligste mænd var også de ydmygeste. I sin karakter blev ophøjelse og ydmyghed blandet. I dag vil du finde at dette er hos de største mennesker. Himlens Majestæt kom til jorden, tilslørede sin guddommelighed med menneskelighed. Han havde befalings retten over verdenerne, kan kunne samle himlens hære efter hans vilje; alligevel blev han fattig for vor skyld, så vi gennem hans fattigdom kunne blive rig. Denne verdens attraktioner, dens herlighed og stolthed, fascinerede ham ikke. Han gør sagtmodighed og ydmyghed fremtrædende blandt de kristne nådegaver. Han ville have sine disciple til at studere disse guddommelige egenskaber, og søge at besidde dem. ”Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg i hjertet; og I skal finde hvile for jeres sjæle.”
Hvor er guld og perler og kostbart tøj af ringe værdi i sammenligning med Kristi ynde. Den naturlige ynde består i indbyrdes harmoni eller i de forskellige deles harmoniske forhold til hinanden, men den åndelige består i vore sjæles harmoni eller lighed med Jesus. Den vil gøre den, der besidder den, mere dyrebar end guld og sjældnere end guld. Kristi ynde er i sandhed et kosteligt smykke. Den opløfter og forædler sin besidder og reflekterer herlighedens stråler til andre, så de også drages hen til livets og velsignelsens kilde.
Apostlen Paulus sagde: ”Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.” Medens andre forklejner forstanden, forhærder hjertet, og berøver deres Skaber ved at hellige sig selv til verdens tjeneste, opløfter den sande kristne sin sjæl over jordens tåbelighed og intetsigende snak, søger Gud efter tilgivelse, fred og retfærdighed; for herlighed, udødelighed og evigt liv. Og han søger ikke forgæves. Hans fællesskab er hos Faderen, og hos Sønnen, Jesus Kristus. Gennem denne tætte forbindelse med Gud, bliver sjælen forvandlet. Ved beskuelse bliver vi forandret til det guddommelige billede, medens dem som søger at kun tilfredsstille det uhelligede hjertes ønsker, vil flyde med de verdsliges og modens strømme. De taler om hvad de elsker mest, og studerer og tanker til dette, indtil de ved beskuelse bliver ændret til samme billede. Deres konformitet til verdslige vaner holder dem fangne til Satan, denne verdens gud. ”Som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder.”
De klæder mange af vore søstre bærer vidner imod dem, - de bekender ved navn, men elsker verden i praksis. Vi foreslår at de midler der bruges unødigt på klæder og udseende, får lov til at flyde i en anden kanal. Lad alle som hidtil brugt penge på at udslette skillelinjen mellem kristne og verden, nu bruge dem til at give føde og klæder for Herrens fattige, og sende sandheden ud til dem som er i mørke. Der er brug for midler i forskellige virksomheder i forbindelse med Guds værk. Vore søstre kan gøre meget for at dække denne mangel. Hvis de penge, som endog var blevet spildt på stoltheden, var blevet sparet omhyggeligt op, ville det beløbe sig til mere end de forestiller sig. Mine søstre, klæd jer som kristne bør klæde sig, enkelt og tydeligt; besmyk jer selv som det sømmer sig for kvinder der bekender gudsfrygt, med gode gerninger. Lad jeres te- og kaffepenge strømme ned i Herrens skatkammer. Lad også de midler der bliver brugt på andre skadelige ting for appetittens tilfredshed, blive lagt her. I kan gøre meget for Guds sag ved at praktisere selvfornægtelse i det som virker som små ting. Gud vil velsigne jer i dette arbejde.
Vi har hver i sær et personligt ansvar. Ingen ven eller næste kan være kriterium for os. Jesus er det eneste sikre forbillede. Har I ikke, mine søstre, givet verden et forkert eksempel i jeres klæder og føje jeres selv? Har I ikke et regnskab at aflægge for Gud for den indflydelse I har udøvet til fordel for unødig besmykning og opvisning? Vor tro må prøves i denne verden. Kristus overvandt for vor skyld, og gjorde derved muligt at vi også kan overvinde. Vi må udholde prøvelser og fristelser her, og derefter modtager vi kronen om vi er trofaste. ”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans.” Vi skal udsættes for mange fristelser, men udstås disse rigtigt vil de rense og forædle os, ligesom er renset i ild. Når vi udsættes for verdens forlokkelser, og vi troede at det er guld, viser det sig at være det rene affald for os. Vor Forløser ser situationen, og han råder alle til at købe guld af ham lutret i ild; som er tro og oprigtig kærlighed, den nåde som ikke vil udslettes af fristelsens ild ovn.
Apostlen udbryder: ” Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv!” Sammenlign din karakter med Guds ords spejl, se om loven fordømmer dig. Hvis det er sådan, så vask jeres karakterklædning rene i Lammets blod. Uanset om vi gør det eller ej, så prøv os selv ved Guds lov, vi må være sikre at han vil prøve os. Han vil bringes os gennem ild ovnen. Prøvelser kommer ikke over os for at informere Gud om hvad vi ser, for hans øje læser vort hjertes intentioner og målsæt; men det er for vor egen oplysning, at vi må lære at vore egne mangler, og afhjælpe dem før det er for sent. Vi kan ikke sige hvad vi er, uanset om vore nådegaver er sande eller falske, før de prøves.
Kristi liv var en stadig erfaring i afsavn, selvfornægtelse og sorg. ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødres skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” Når vi ser at vor Frelser har udholdt alt dette for os, hvad holde vi så ud for ham? Vil vi vise vor kærlighed og taknemmelighed ved at adlyde hans ord, og vise hans ånd? Der er et arbejde der skal gøres for Mesteren. Hvor mange sjæle vil frelses, hvis enhver bekendende Kristi efterfølger vil gør alt hvad der er i hans magt for ham at gøre! Min bror, min søster, overalt omkring os er der fattige, som bør modtage Kristi ord fra dig, efter at du har givet dem mad og klæder. Der er den syge, hvem det er din pligt at besøge. Der er de sørgende der skal trøstes og bedes for. Hvis Herren har velsignet dig med denne verdens goder, må du ikke samle det begærligt sammen, eller bruge det på din stolthed. Husk at han en dag vil sige: ”Aflæg regnskab for din forvaltning.” Lad os investere vore midler i Himlens bank ved at bruge dem for at dække den trængendes mangler eller fremme Guds sag. Da finder Mesteren os trofaste over for de små ting, ved sin ankomst, og vil sætte os hver især til at herske over ”mange ting” i herlighedens rige.