Da Jonas lærte om Guds hensigt med at skåne byen, som havde fordærvet sin vej for hans åsyn, skulle han have samarbejdet helhjertet med Gud i hans nådige planer. Men han gav efter for sin tilbøjelighed til at stille spørgsmål og tvivle. Resultatet var, at han endnu engang blev overvældet af mismod, og i sin bekymring over sig selv tabte han andres interesser af syne. Han følte, at han hellere ville dø end leve og se den onde by blive skånet, og i sin utilfredshed råbte han: “Så tag nu, Herre, mit liv; thi jeg vil hellere dø end leve.”