Systematisk godgørenhed bør ikke udspringe af tvang. Kun frivillige gaver har Guds velbehag. Sand kristen godgørenhed fødes af taknemmelig kærlighed. Ægte kærlighed til Kristus vil altid få os til at elske dem, som Han kom til verden for at frelse. Kærlighed til Kristus skal være det fremherskende princip i hele mennesket herske over alle følelser og styre alle handlinger. Forløserens store kærlighed skulle vække al den medfølelse og selvopofrelse, som et menneskehjerte kan rumme. Når det sker, vil der ikke behøves rørende appeller for at trænge igennem selviskheden og vække den slumrende medfølelse og villigheden til at give til Guds sag.
Jesus har købt os med et uendeligt offer. Alle vore evner og hele vor indflydelse tilhører Ham og bør bruges i hans tjeneste. Når vi gør dette, viser vi vor taknemmelighed over, at vi er løskøbt fra syndens slaveri ved Hans dyrebare blod. Vor Frelser arbejder altid for os. Han er opsteget til Himmelen, hvor Han går i forbøn for os. Han minder sin Fader om sin kamp og lidelse på korset. Han løfter sine sårede hænder og går i forbøn for sin menighed, for at den må blive bevaret fra at falde i fristelse.
Hvis vi rigtigt kunne fatte vor Forløsers vidunderlige gerning for vor frelse, ville en brændende kærlighed fylde vore hjerter. Vor kolde ufølsom ligegyldighed ville forfærde os. En fuldstændig opofrelse, som udspringer af taknemmelig kærlighed, ville gøre selv den mindste gave uendelig værdifuld. Men selv når vi har givet det, som er os mest dyrebart, som en villig gave til vor Frelser, vil det synes småt og utilstrækkeligt i lyset af vor taknemmelighedsgæld til Gud. Dog tager englene disse gaver, som synes os så fattige, og bringer dem som røgelsesofre for Guds trone og de bliver modtaget.
Vi fatter ikke vor sande stilling som Kristi efterfølgere. Vi har ikke den rette opfattelse af vort ansvar som Hans tjenere. Han har skænket os lønnen for sine lidelser for at binde os til sig i villig tjeneste. Alle de, goder vi har, er et lån fra vor Frelser. Han har gjort os til husholdere. Det mindste offer, den mest beskedne tjeneste, som bringes i tro og kærlighed, kan blive en hellig gave, som vinder sjæle for Ham. Kristi riges fremgang skulle overskygge alle andre interesser. De som sætter deres egne fornøjelser og selviske interesser først i deres liv, er ikke tro husholdere.
”Den som fornægter sig selv for andres skyld og indvier alt til tjeneste for Kristus, vil erfare den lykke, som det selviske menneske forgæves stræber efter. Vor Frelser siger: ”Den som ikke forsager alt hvad han ejer, kan ikke være min discipel.” ”Kærligheden søger ikke sit eget.” Det var denne uegennyttige kærlighed, som karakteriserede Kristi liv. Hvis vi har Guds lov i vore hjerter, vil det underordne vore egne interesser under høje og evige mål. Kristus formaner os til først at søge Guds rige og Hans retfærdighed. Dette er vor første og største pligt. Herren advarer udtrykkelig sine tjenere mod at samle sig skatte på jorden. Hvis de gør det, vil deres hjerte hænge ved jordiske snarere end himmelske ting. Netop på dette punkt har så mange lidt skibbrud. De er gået stik imod vor Herres udtrykkelige formaning og har ladet kærlighed til penge beherske deres liv. De er umådeholdne i deres anstrengelser for at samle midler. De er lige så berusede af deres vanvittige jagt efter rigdom som drankeren efter sin spiritus. "
Kristne glemmer at de er Mesterens tjenere at de selv, deres tid og alt, hvad de ejer tilhører ham. Mange bliver fristet, og de fleste falder for den fristelse, som Satan listigt fører dem ud i at investere deres penge, hvor det giver den største gevinst i kroner og ører. Kun få betænker, hvilke bindende krav, Gud har på, at de først og fremmet støtter Hans sag og lader deres egne ønsker komme i anden række. Kun meget få investerer i Guds værk i forhold til deres evne. Mange har bundet deres penge i ejendomme, som skal sælges, før de investerer i Guds sag og således gør dem nyttige. Dette bruger de som en undskyldning for kun at gøre lidt for Herrens værk. De har bogstavelig talt, som manden i lignelsen, begravet deres talent i jorden. De bedrager Gud for den tiende, som Han kræver som sin, og idet de handler således bedragers de sig selv for skatte i Himlen.
”Planen før systematisk godgørenhed er ikke en tung byrde for noget menneske. ”Med hensyn til indsamlingen til de hellige, skal I også gøre, som jeg foreskrev menighederne i Galatien: hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamling sted når jeg kommer.” De fattige er ikke undtaget fra det privilegium at give. De kan tage del i dette, såvel som de velhavende. Den undervisning Jesus gav angående enkens skærv siger os, at den mindste gave, som gives af et villigt hjerte af den alder fattigste er af større værdi end de riges store gaver. "
I Himmelens bøger bliver de gaver, som de fattige har givet af kærlighed til Jesus ikke opført i forhold til det beløb der gives, men efter den kærlighed der ligger bag gaven. Jesu løfter vil ligeså sikkert blive opfyldt på gavmilde fattige, som kun har lidt at give, som på den rige, der giver af sin overflod. Den fattige bringer et virkeligt offer, idet han nægter sig noget, som han selv kunne behøve, mens den rige ikke nægter sig noget. Derfor er den fattiges gave helliget frem for den riges, for den rige giver af sin overflod. Gud har i visdom udtænkt planen for systematisk godgørenhed for menneskets bedste. Hans forudseenhed er altid virksom. Hvis Hans tjenere følger Hans plan, vil alle tage aktivt del i Hans værk.
De som holder midler tilbage fra Guds forrådskammer og samler dem til deres børn, bringer disse børns evige interesser i fare. De anbringer deres ejendom som er blevet en anstødssten for dem selv, på deres børns vej, så de kan falde for den samme fristelse og gå fortabt. Mange begår støre fejltagelser med hensyn til deres ejendom. De spinker og sparer og nægter sig selv og andre goder, som den rette brug af deres midler kunne skaffe, og bliver selviske og gerrige. De forsømmer deres evige interesser og vokser ikke en åndelig vækst blot for at samle sig midler, som de end ikke nænner at bruge. De efterlader deres ejendom til deres børn, og i ni af ti tilfælde bliver den en større forbandelse før arvingerne end den var for forældrene. Børn, som stoler på deres forældres formue, har sjældent fremgang i dette liv og bekymrer sig lige så sjældent om deres evige vel. Den bedste arv, forældre kan give deres børn er opøvelse i nyttigt arbejde, og et eksempel på et uegennyttigt liv, idet de i gerning viser, at pengenes sande værdi består i, at de kan dække deres egne og andres behov og fremme Guds værk.
”Nogle er villige til at give i forhold til, hvad de har og føler så at Gud ikke har yderligere krav på dem, fordi de ikke har ret meget. De har intet tilovers når familiens behov er dækket. Men mange burde spørge sig selv: Giver jeg i forhold til hvad jeg kunne have haft? Det var Guds hensigt, at deres fysiske og intellektuelle evner skulle bruges. Ikke alle får det bedste ud af de evner, Gud har skænket dem. At arbejde blev menneskets lod. Det skete i forbindelse med den forbandelse, som synden affødte. Nyttigt arbejde er en nødvendighed for menneskets fysiske, mentale og moralske velfærd. ”Vær ikke efterladende i din gerning” siger Apostlen. "
Intet menneske kan være rig eller fattig kan ære Gud ved et liv i lediggang. For mange fattige mennesker er deres eneste kapital tiden og deres fysiske kræfter. Ofte sløses denne kapital bort i ligegyldig lediggang og man har intet at bringe i tiende og gaver. Hvis kristne mennesker ikke har forstand til at gøre rimelig brug af deres fysiske og åndelige evner, bør de være ydmyge nok til at lade sig vejlede af andre. Mange ubemidlede, som er tilfredse med intet at udrette for andre kunne gøre meget, hvis de ville. De er ligeså ansvarlige over for Gud for deres fysiske kræfter, som den rige er for sine penge.
Nogen, som burde bringe midler til Guds forrådskammer, modtager støtte i stedet. Mange som nu er fattige, kunne forbedre deres situation ved at bruge deres tid med omtanke og undlade at søge at få indkomster på en lettere måde end ved tålmodigt, flittigt arbejde.
Hvis de, som ikke har haft fremgang i livet, var villige til at lade sig undervise, kunne de opøve sig i selvfornægtelse og sund økonomi og opleve glæden ved at give i stedet for at modtage velgørenhed. Der er mange dovne tjenere. Hvis de ville gøre, hvad de har mulighed for ville de opleve en stor velsignelse ved at tjene andre de ville virkelig erfare, at det er saligere at give end at tage imod.
Hvis velgørenhed forstås på rette måde opildnes mennesket til at bruge alle sine evner i sund virksomhed for at hjælpe de trængende og støtte Guds værk. Hvis de som har midler, virkelig kunne indse, at de er ansvarlige overfor Gud for hver krone, de giver ud, ville deres behov blive meget mindre. En oplyst samvittighed afslører unødvendige udgifter for at tilfredsstille appetitten og forfængeligheden eller tage del i fornøjelser og således ødsle de midler bort, som skulle være benyttet i Guds værk. De, som øder deres Herres gods, skal engang stå Ham til regnskab.
Bekendende kristne, ville bruge mindre til at besmykke deres legemer og deres hjem, og spise mindre kostbar og sundhedsskadelig kost, kunne de give meget større gaver. På denne made, vil de følge efter deres Forløser, som forlod sin Himmelske herlighed, og blev fattig for at vi kunne blive evigt rige. Hvis vi er for fattige til at bringe Ham den tiende og de gaver, som Han ønsker, er vi bestemt også for fattige til at klæde os dyrt og spise flot. For da spilde vi Herrens midler på skadelig selvtilfredsstillelse. Vi burde stadig spørge os selv: Hvilke skatte har jeg samlet mig i Himlen?
”Jesus underviste sine disciple angående begærlighed: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hans mark havde båret godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ikke plads til min høst. Og så sagde han: sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større og der vil jeg samle alt mit korn og mit gods, og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl, du har meget gods liggende, nok for mange år, slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du dåre, i nat kræves din sjæl af dig, hvem skal så have det du har samlet dig? Således går det den der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.”
Lykken består ikke i jordiske besiddelser. Den tåbelig rige mand, havde i sin enestående egoisme samlet sig rigdom som han ikke kunne bruge. Han havde kun levet for sig selv. Han havde været en hård forretningsmand, og havde forsømt at vise barmhjertighed mod andre. Han havde taget fra faderløse og enker og bedraget sine medmennesker for at samle sig stadig større rigdomme. Han kunne have samlet sig uforgængelige skatte i Himlen, men ved sin begærlighed mistede han alt.
”De som bruger de midler, som Gud har betroet dem, til Hans ære, vil engang modtage deres skat fra Herrens hånd med denne velsignelse: ”Vel du gode og tro tjener, gå ind til din Herres glæde.”
Når vi betragter det uendelige offer, som blev bragt for menneskers frelse, bliver vi slået af forundring. Når egenkærlighed vil beherske menneskehjerte, og de er fristet til at tilbageholde det de burde yde til et godt arbejde, skulle de finde styrke til at handle efter ved at tænke på Ham, som forlod Himlens enestående skatte og blev fattig for vor skyld. Han havde ikke det sted, hvortil han kunne hælde sit hoved. Og alt det udholdt Han for at vi skulle få en evig rigdom.
”Kristus betrådte selv den selvopofrelsens vej, som alle Hans efterfølgere må gå, hvis de vil ophøjes med ham til sidst. Hans eget hjerte udholdt de sorger som mennesker må bære. Verdsligt sindede menneskers tankegang bliver ofte grov. De ser kun jordiske ting, og det udelukker Himmelens skønhed fra deres synskreds. De vil drage over land og hav og udholde nød og lidelse for at opnå jordisk vinding, mens de vender sig bort fra de evige værdier. Forholdsvis fattige mennesker giver ofte mest til Herrens værk. De er gavmilde med det lidt de har. De har styrket deres gavmildhed ved stadig at give. Når deres udgifter næsten opbruger deres indkomster, har deres trang til at erhverve ejendom ingen mulighed før at vokse. Mange som begynder at samle sig rigdom, regner ud, hvor lang tid det vil tage at spare en vis sum sammen. I deres iver glemmer de at samle sig skatte, hvor hverken møl eller rust fortærer. Deres godgørenhed holder ikke trit med deres samlemani. Efter som deres higen for rigdom tager til, bliver de helt opslugt af den. Deres voksende formue får dem til stadig at ønske sig mere og nogle synes, at det er uretfærdigt, at de skal give Herren en tiendedel. Bibelen siger: ”Hvis rigdommen vokser, agt ikke derpå” Mange har sagt: ”Hvis jeg var lige så rig som den og den, ville jeg give meget mere til Guds sag. Jeg ville give alt for at fremme den.” Gud har prøvet nogle af disse ved at give dem rigdom. Men sammen med rigdommen kom den store fristelse og de gav langt mindre, end da de var fattige. Et altopslugende begær efter større rigdom greb dem, og de blev afgudsdyrkere. "
”Han, som tilbyder mennesker uendelige rigdomme og et evigt velsignet liv, vil ikke tåle et delt hjerte. Vi lever midt i de sidste tiders farer, og vort hjerte er udsat for en stadig fristelse til at vende sig bort fra Gud. Kun i lyset af Jesu liv kan vi forstå vor pligt på rette måde. Ligesom solen oplyser jorden, vil en sand Jesu efterfølger være et lys i verden. Han vil være som en strålende lampe, og de, som er i mørke, vil blive varmet af det lys, han udsender. Jesus siger om sine efterfølgere: ”I er verdens lys. En by, som ligger på et bjerg, kan ikke skjules.”
”Vort store forbillede på selvopofrelsens vej, skulle de, som bekender sig til at være Hans efterfølgere, være de første til at følge. Frelseren gav alt for en fortabt verden, end ikke sit eget liv sparede Han. Guds menighed sover. Den er svækket af ikke at gøre noget. Fra alle dele af verden kommer kaldet: ”Kom og hjælp os!” men vi svarer ikke. Nu og da gøres der svage anstrengelser nogle få viser, at de ønsker at være i Mesterens tjeneste. Men ofte må de kæmpe alene. "
Sandheden er mægtig, men føres ikke ud i livet Det er ikke nok at ofre midler. Gud kalder på frivillige, som vil bringe sandheden ud til alle stammer, tungemål og folk. Det er ikke vort antal eller vor rigdom, som vil skaffe os den endelige sejr nej, det er ihærdigt arbejde og moralsk mod, en brændende kærlighed til sjæle og en utrættelig nidkærhed.
Mange har set med medynk på det jødiske folk, fordi de stadig skulle yde støtte til deres religion. Men den Gud, som skabte mennesket og gav det alle de velsignelser, det nyder, vidste, hvad der var til menneskets bedste. Og ved sin velsignelse har Han gjort de ni tiendedele mere værd end det hele uden Hans velsignelse. Hvis nogen af egenkærlighed holdt Guds tiendedel tilbage eller bragte Ham et offer, som ikke var lydefrit, kom ulykker og tab til at ramme ham. Gud kender hjerternes bevæggrunde Han vil til sin tid give mennesker nøjagtigt, hvad de har fortjent.
Det særlige system med tiende betaling blev grundlagt på et princip lige så evigt som Guds lov. Tiendesystemet var en velsignelse for jøderne, ellers ville Gud ikke have givet dem det. Og det vil være en velsignelse for alle, som følger det, lige til dagenes ende. Vor himmelske Fader lagde ikke planen for systematisk godgørenhed for at berige sig selv den skulle være en stor velsignelse for mennesket. Han så, at dette system for godgørenhed var netop, hvad mennesket behøvede.
”Den menighed som er mest rundhåndet til at støtte Guds sag, har den største åndelige fremgang. Sand godgørenhed identificerer en Jesu efterfølger med hans Herre. Både af jøder og af sit folk ved endens tid kræver Gud systematisk godgørenhed i forhold til deres indkomst. Frelsens plan hviler på Guds Søns enestående offer. Evangeliets lys fra Kristi kors fordømmer selviskhed og opmuntrer til villig godgørenhed. Vi skal ikke være utilfredse med stadige opfordringer til at give. Guds forsyn kalder Hans folk fra deres begrænsede arbejdsområde til en større arbejdsmark. Mægtige anstrengelser behøves i en tid, hvor moralsk mørke indhyller jorden. Verdslighed og begærlighed fortærer den vitale kraft hos Guds børn. De burde indse, at det er i sin store nåde, Herren beder om deres midler. Guds ord sætter godgørenhed tæt ved siden af bøn. I Korinterbrevet står der: ”Jeres bønner og almisser er kommet frem for Gud.”
”Jesus underviste os således: ”Dersom I ikke har været tro i den uretfærdige mammon, hvem vil så give jer den sande?” Men åndelig sundhed og fremgang beror i høj grad på systematisk godgørenhed. Den er som det røde blod, der flyder gennem legemet og gør det levende. Den forøger kærligheden til medmennesket, ved selvfornægtelse bliver vi bragt i nærmere kontakt med den Herre, som for vor skyld blev fattig. "
”Jo mere vi investerer i Guds værk til sjæles frelse, jo nærmere vil de komme vort hjerte. Var vi end kun halvt så mange, men alle nidkære arbejdere, ville vi have en magt, der ville få verden til at skælve. Til aktive arbejdere siger Jesus: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”
”Vi vil møde modstand, som har sin grund i selviske motiver, snæversind og fordomme, men med usvækket mod og levende tro skal vi så ved alle vande. Satans hær er mægtig vi vil møde den og må kæmpe imod den. Vort arbejde skal ikke begrænses til vort eget land. Verden er høstmarken, og høsten er moden. Jesu befaling lige før hans himmelfart lød: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for al skabningen.” Vi føler os yderst pinligt berørt ved at se nogle af vore prædikanter kredse om deres egne menigheder tilsyneladende flittige, men med meget magre resultater af deres arbejde. Verden er høstmarken. Lad dem gå ud i den vantro verden og arbejde for at omvende sjæle. Tænk på Abraham, da han gik op på Moria bjerg for at ofre sin eneste søn til Gud. Dette var lydighed og offer! Moses var ved kongens hof, og en kongekrone ventede ham. Men han vendte sig bort fra dens tillokkelse og ”nægtede at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund, han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel, thi han så hen til lønnen.”
Apostlene anså ikke deres liv for noget værd for sig selv og glædede sig over, at de blev agtet værdige til at lide for Kristi skyld. Paulus og Silas blev pisket og brutalt kastet på det kolde fængselsgulv mens deres fødder blev lagt i blokken. Hørte fangevogteren dem sukke og klage? Nej, fra det dybeste fængsel lød glade sange til Guds pris ved midnatstide. En brændende kærlighed til deres Frelsers sag gav dem mod og kræfter.
Idet sandheden fylder vore hjerter og sind og kontrollerer vore liv, skal også vi opleve glæden ved at lide for sandhedens skyld. Hverken fængsel eller martyrium vil gøre os modløse eller hindre værkets fremgang.
Kom, o min sjæl, til Golgata! Se Guds Søns ydmyge liv. Han var en smerternes mand, prøvet i sygdom. Se hvor Han blev vanæret, hvor Han kæmpede i Getsemane og lær, hvad selvopofrelse er. Lider vi mangel? Det gjorde Himmelens Hjerte også. Men Hans fattigdom blev vor rigdom. Regnes vi blandt de rige? Han var evigt rig. Men Han ydmygede sig og blev fattig for at vi ved Hans fattigdom skulle blive rige. I Kristus har vi det fuldkomne eksempel på selvfornægtelse. Hans offer bestod ikke blot i at forlade de himmelske helligdomme. Af onde mennesker blev Han dømt som en forbryder og overgivet til at dø. Men det som knuste Hans hjerte var, at Han bar alverdens synd. Vi er nær ved endens tid, da Satan har stor vrede, fordi han ved, at hans tid er kort. Han arbejder med hele uretfærdighedens bedrag gennem dem, som fortabes. Kampen er overgivet til os af vor store Leder, for at vi skal føre den med mod og styrke. Vi gør ikke en tyvendedel af det, vi kunne gøre, hvis vi var virkelig vågne. Arbejdet hindres af magelighed og mangel på den selvopofrelsens ånd, som vor Frelser har givet os et så vidunderligt eksempel på i sit eget liv.
Kristus søger medarbejdere, som forstår nødvendigheden af at gøre de yderste anstrengelser. Vore forlag skulle ikke trykke mindre, men mere. Der skulle oprettes skoler på flere steder, hvor vor ungdom kan uddannes til at føre sandheden videre.
Der er allerede spildt megen tid, og engle bringer bud om vor efterladenhed til Himmelen. I vor søvnige og ikke helligede tilstand har vi forspildt kostbare muligheder, som Gud har sendt os i form af mennesker, som var i stand til at hjælpe os i vore vanskeligheder. Hvor vi dog behøver, at Hannah More kunne hjælpe os at nå ud til andre nationer! Hendes indgående kendskab til missionsmarken ville give os adgang til mange folk, som vi nu ikke kan nærme os. Gud sendte hende til os i vor nød, men vi værdsatte ikke hans gave. Han tog hende fra os igen. Nu hviler hun fra sit møje, men hendes selvopofrende gerninger, følger hende. Det er sørgeligt, at vort missionsarbejde skal forsinkes, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal komme ind på de forskellige dele af den store høstmark.
”Vi er fortvivlede over, at gaver, som vi kunne have haft nu, hvis vi blot havde været vågne, er gået tabt. Arbejdere er blevet holdt tilbage fra den modne høst. Guds folk bør ydmyge deres hjerter for Ham og bede ham tilgive vor ligegyldighed og egenkærlighed og udslette den skamfulde rapport om forsømte pligter og uudnyttede privilegier. I lyset af Golgatas kors vil enhver sand kristen vende sig bort fra fristelsen til at begrænse sine gaver til ikke at koste ham noget. Han vil høre kaldet: ”Gå, arbejd i dag i min vingård!”
”Da Jesus var ved at forlade denne verden henviste Han sine efterfølgere til høstmarkerne med ordene.” Gå ud i alverden og forkynd evangeliet!” ”I har modtaget det for intet. Giv det for intet!” Skal vi ikke fornægte os selv, så den ventende høst kan blive samlet ind?"
Gud beder om vore evner og vore midler. Skal vi nægte Ham dem? Vor himmelske Fader betror os evner og midler for at prøve os, om vi er værdige til at få det evige livs gave.