Herren har rige velsignelser i vente for alle som søger ham af virkelig hjertebrøde. Han vil at vi skal række ud i tro og gribe hans løfter. Han vil ikke have at hans lovlydige folk forklejner sine religiøse erfaring, og halter på vejen, når de kan være stærke i hans styrke. Det er hans vilje at vi vokser i nåden og i sandhedskundskaben, betror vore sjæles varetægt til ham, som til en trofast Skaber. Vi må daglig sammenligne vor karakter med Guds lov, den store retfærdighedsregel; og hvis det ikke fordømmer, kan vi nærme os nådens trone i tro. Bi kan bede om at vi har gået ind på betingelserne, og nu kræver det guddommelige løftes opfyldelse: ”Hvis I bliver i mig,” siger Kritus, ”og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det.” Der er ikke plads eller undskyldning for tvivl. Løftet er udtrykkeligt, og Himlens rige velsignelser er vort at nyde.
Idet Jesus straks underviste sine disciple, henled han opmærksomheden på et hus bygget højt bland klipperne. Den dystre bakke-side var vanskelig at komme til, og det viste sig langt mindre indbydende end de jævne dale dernede, som var iklædt grønt græs og spirende blomster. Men på denne lave jord, udpegede han et hus som var i ruiner. Det så umiddelbart ud som om det stod sikkert; men vinde og storme viste bygmesterens dårskab.
Da Jesus tog denne illustration op, sagde han: ”Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.”
Enhver, der har held med at danne en karakter for evigheden, må udøve alvorlige, utrættelige og udholdende anstrengelser. Vi kan høre og tro på sandheden; men hvis vi ikke dagligt praktiserer Kristi ord, vil vi være ligesom den uforstandige mand, der byggede sit hus på sand.
Hvis vi er Kristi repræsentanter vil vi udføre Kristi gerninger. Lad ingen af os bedrage sig selv med den ide, at vi i vort religiøse liv kan indføre karakterens skævheder, de ukristelige træk, som er blevet overført til os som en fødselsret og styrket ved opdragelse. Gennem frelsesplanen har Gud tilvejebragt midler til at undertrykke ethvert syndigt træk og modstå enhver fristelse, uanset hvor stærk den er.
Gud har til vort bedste i alt henseender bestemt, at vi skal leve besindigt, retskaffent og gudfrygtigt i dette liv, så vi kan danne en karakter, der er det fremtidige, udødelige liv værd. Hans bud er ikke byrdefulde, og der er stor belønning i at holde dem. Vi kan ikke forsømme eller tilsidesætte noget, han har påbudt, uden at pådrage os skade i dette liv og ofre det kommende liv. De veje, hvorpå han ønsker, at vi skal gå, er liflige og fredfulde veje, som ender i lykke, som intet ord kan beskrive.
Brødre, I modtager ikke de velsignelser som Guds længes efter at bibringe jer med, fordi I sætter jer selv uden for deres rækkevidde. Det er væsentlig for jeres åndelige liv og vækst at I hænger på ham fra øjeblik til øjeblik. Han vil give jer friske nådesforsyninger dag for dag. Jeres afhængighed må være stadig, jeres lydighed uophørlig.
Vær taknemmelig for den styrke som I får i dag. Pris Gud. Lad taknemmeligheden gemmes I sjæle. Vær et livets kildeudspring, der altid forsyner jer selv fra den levende Kilde.
Men sjælens mangler skal ikke forsynes, medmindre vi mærker vort behov, og bed for ting som vi mangler. Kristus har mere menneskelig kendskab til vore behov, og vi må studere enhver lektie, alle belærende ord, han har givet os. Lad ingen beklage sig over at de ikke har forvisning om Guds kærlighed, så de ikke kan få beviset for at han har antaget dem. Lad dem ihærdigt søge Skrifterne, og se om de følger deres Herres eksempel. Vi bør dvæle meget ved Kristi karakters udmærkelse, og bør opdyrke de samme nåde gaver hos os selv. Se nøje til, kære læser om I ikke svigter Guds nåde ved jeres egen forsømmelighed og vantro. Vi behøver at praktisere nøje selvransagelse, og se hvad vi gemmer i os selv, som vil såre Guds ånd, og forstå det arbejde vi har at gøre, så de kan være til velsignelse for andre.
Den lette position for det kødelige hjerte, er at Kristus har gjort alt, at personlige kampe er unødvendige, og vil være bevis på vantro. Men Bibelen fortæller os at udvirke vor egen frelse med frygt og bæven. Selvmedlidenhed vil aldrig frelse os. De som bilder sig ind at fordi Kristus har gjort alt, som er nødvendigt i fortjenestens vej, er der intet tilbage til dem at gøre end at gå ind på betingelserne, er at bedrage dem selv. Vi har højere mål. Er vi i virkeligheden lyskanaler for verden? Hvor det vigtigt at vi nu søger karakterfuldkommenheden. Kristus sagde: ”Jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.”
Kristi tjenere har et helligt arbejde. De må kopiere hans karakter og hans veje og planer med at nå mennesker. Gud ønsker ikke at de skal arbejde med deres egen begrænsede magt, men i hans styrke; han ønsker at de skal bringe verden, Frelserens renhed, godgørenhed og kærlighed i hans egen karakter. Grunden til at vi ikke udretter mere i Guds værk er at vi behøver mere ånd og liv fra Gud der taler til samvittigheden. Vore egne hårde hjerter må smeltes af hans kærlighed, dette alene kan bryde ligegyldighedens fortryllelse, alarmere sjælen, og få mennesker til at se hvor de står. En tam formel prædiken, hvor argumenterende den end måtte være, vil kun udrette lidt. Vi må have Jesus til at blive i os, så de ord vi siger, er hans ord; vore træge sjæle må oprøres af hans Ånd, for at bringe os i tæt forbindelse med de sjæle vi ønsker at frelse. ”Uden mig,” siger Kristus, ”kan I intet gøre.” I ham kan vi gøre alt.
Apostlen Paulus giver os nogle tanker om hans forkyndertjeneste, med disse ord: “Dens tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, idet vi påminder ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom, for at vi kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus. Det er også det, jeg arbejder og kæmper for med hans kraft, som virker mægtigt i mig.”
Hvordan kan vi gøre dette store arbejde, hvordan kan vi repræsentere Kristus for verden, hvis vore liv er upålidelige? Det guddommelige må blandes inde i alt vort arbejde i vor Mesters sag. Hvis Kristus ikke forbliver i os, vil det sataniske vise sig i vore ord eller handlinger. Selviskhed bør ikke have plads i vor omgang med andre. Vi må være rene i hjertet, have øjnene rettet mod Guds herlighed. Paulus manifeterer den ømmeste omsorg for sine brødre i Tessalonika: “Jer give Herren en stadig større rigdom på kærlighed til hverandre og til alle, ligesom vi har kærlighed til jer.” Brødre vi giver ikke et rigtigt eksempel for andre, forvi vi ikke har nok i os selv. Vå må række højere; vå må tilpasse os den guddommelige Model; vå må være kanaler der bibringer levende vand til tørstende sjæle; vi må bygge således, at hverken storm eller uvejr kan rokke os fra fundamentet, for vi er forenet med den Evige Klippe.