Vor tid, vor styrke, vore kræfter hører Gud til, dersom de alle er viet til Gud, vil vort lys skinne. Dette lys vil først og stærkest påvirke dem, der bor i vore egne hjem, og som kommer mest i berøring med os; men det vil også strække sig udenfor hjemmets kreds, til "verden". For mange vil det blive en livets lugt til liv, men der vil være andre, som nægter at se lyset eller at vandre i det. De tilhører den klasse, som omtales af vor frelser, når han siger: "og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elsker mørket mere end lyset, fordi deres gjerninger er onde." sådanne befinder sig i en meget farlig stilling; men deres handlemåde fritager ingen af os fra at lade vort lys skinne.
Antag, at et skib havde ringeagtet fyrvogterens advarende lys og var bleven knust mod klipperne, og at fyrvogteren derfor vilde slukke sine lys og sige: "jeg vil ikke mere gøre mig den ulejlighed at passe fyrtårnet." hvad vilde følgen blive? Men således handler fyrvogteren ikke. Han holder lyset brændende hele natten og lader det kaste sine stråler vidt omkring ud i den mørke nat til hjælp og vejledning for enhver søfarende, som nærmer sig de farlige klipper og revler. Dersom et fartøj led skibbrud, fordi lyset var gået ud, så vilde der blive sendt telegrafisk meddelse ud overalt om, at den og den nat på det og det sted blev et skib slået i stykker mod klipperne, fordi der ikke var lys i fyrtårnet. Hvis et skib derimod går til grunde, fordi det ikke tager hensyn til lyset, så er fyrvogteren ansvarsløs. Skibet så advarslen, men gav ikke agt på den.
Hvorledes vil det gå, når lyset i familien går ud? Så er enhver i huset i mørke, og følgerne er lige så fordærvelige, som når lyset går ud i fyrtårnet. Kære medforløste, der er sjæle, som giver agt på jer, og som ser, om i er nedsunkne i dette livs bekymringer, eller om i bereder jer for det tilkommende, evige liv. De giver agt på jer for at se, hvilken indflydelse jeres liv har, om i er sande missionærer i hjemmet og opdrager jeres børn for himmelen.
Den kristnes første pligt er i hjemmet. Fædre og mødre, i har et stort ansvar. I bereder jeres børn til liv eller død. I opdrager dem til at bo på jorden og blot nyde dette liv eller til et udødeligt liv, hvor de kan prise Gud i evighed. Hvad vil i gøre? Det bør være jeres livs største ønske, at ethvert barn, som Gud har betroet jer, kan blive en Kristi discipel. Jeres børn bør lære at beherske deres sind og at udvikle en kærlig, kristelig ånd. Led dem således, at de kan elske gudstjenesten, at de har mere lyst til at gå til Guds hus end til forlystelsessteder. Lær dem, at religionen er en levende grundsætning. Dersom jeg var blevet opdraget i den forestilling, at religionen blot var en følelse, så ville mit liv have været unyttigt. Men jeg lader aldrig følelser komme imellem himmelen og min sjæl. Hvilken følelse jeg end har, så søger jeg Gud, når dagen begynder, ved middag og om aftenen for at erholde styrke fra den levende kilde.
Mødre, i har ingen ret til at anvende tiden til at smykke og udstaffere jeres børns klæder, for at de kan bære dem til skue. Er tiden ikke skænket jer i en højere og ædlere hensigt? Er den ikke givet, for at i skal smykke jeres børns sjæle og hjælpe dem at udvikle en elskværdig karakter? Bør tiden ikke anvendes til at komme i samfund med himmelens Gud og til at søge ham om kraft og visdom? Da kan i opdrage jeres børn til en plads i hans rige og hjælpe dem at erholde et liv så langt som evigheden.
Men hvor mange mødre der er, som er så langt fra Gud, at de anvender deres tid til deres egne fornøjelser og lader andre sørge for deres børn. Eller måske mødrene sidder ved deres arbejde nat efter nat, medens børnene går i seng uden bøn og et godnatkys. Hun binder ikke deres ømme hjerter til sit eget med kærlighedens snore; for hun har for travlt. Er dette i overensstemmelse med Guds vilje? - nej, langt fra! Der er noget, som har taget mødrenes fornuft bort; og hvad er det? - det er et ønske om at skikke sig efter verden og at følge dens regler.
Måske en eller anden ofte undres over, hvorfor vi taler så meget om religion i hjemmet og blandt børnene. Det er, fordi der er så forfærdelig megen efterladenhed i dette stykke blandt så mange. Kære forældre, som Guds tjenere er i ansvarlige for de børn, som Gud har betroet jer. Mange af dem vokser op i ligegyldighed uden religion, utaknemmelige og vanhellige.
Dersom disse børn var blevet ret opdraget og undervist, dersom de var vokset op i herrens frygt, så ville himmelens engle have været i jeres hjem. Dersom i var sande missionærer i hjemmet, og jeres daglige liv var et eksempel på Gud ords lære, så ville i derved berede jer selv til større virksomhed og på samme tid berede jeres børn til at hjælpe jer som nyttige arbejdere i Guds sag. Hvilket godt indtryk det gør i samfundet at se en familie, som er forenet i herrens arbejde og tjeneste. En sådan familie er et kraftigt bevis på kristendommens virkelighed. Andre kan derved se, at der er en indflydelse i familien, som påvirker børnene, og at Abrahams Gud er med dem. Og det, som har en så kraftig indflydelse over børnene, føles også udenfor hjemmet og påvirker andres liv. Dersom de kristnes hjem havde den rette kristelige indflydelse, så kunne de udrette meget godt. De ville i sandhed blive verdens lys.
Et velordnet kristeligt hjem er et bevis, som en fritænker ikke kan modsige. Her er ikke noget, han kan gøre indvending imod, og de børn, som vokser op i et sådant hjem, er rede til at imødegå vantroens spidsfindigheder. De har antaget bibelen som grundvolden for deres tro, og de har en fast grundvold, som vantroens flod ikke kan bortskylle.
Kristus sagde: ”I er verdens lys.” Han har betroet talenter i vor varetægt. Hvad gør vi med disse betroede gaver? Lader vi vort lys skinne og bruge dem til hans ære og vore medmenneskers gavn, eller bruger vi dem for at fremme vore egne selviske interesser? Mange bruger dem selvisk. Det er som om de ikke ser at vi er alle domfældte, og skal snart stå til regnskab for den brug vi har gjort af vore gudgivne anledninger for at gøre godt. Men hvilken undskyldning vil de give på den store dag, for at ikke bruge deres evner, deres uddannelse, deres taktfølelse, og deres udholdenhed og iver til Guds sag?
Vi behøver guddommelige hjælp hvis vi vil holde vort lys brændende. Men Jesus døde for at fremskaffe den hjælp. Han rækker denne invitation frem: ”Med mindre man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig.” Klyng dig til den uendelige krafts arm; så vil du se at han er dyrebar for din ejæl, og hele himlen vil under din komando. ”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset,” vi skal ledsages af hellige engle. Til ”Josua” blev der sagt: ”Så siger Hærskares Herre: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, . . . og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her«” Og hvem er disse ”son står her”? De er Guds engle. Josua må have en levende tillid til Gud hver dag; og så vil englene vandre med ham, og Guds kraft vil hvile på ham i hans arbejde.
Kristne venner, fædre og mødre, lad ikke jeres lampe brænde dunkelt. Lad ikke hjertet blive svagt og hænderne trætte. Det varer ikke længe, før den himmelske stads porte skal åbnes for jer. Da kan i fremstille jer selv og jeres børn for tronen og sige: se, her er jeg og de børn, du har givet mig. Hvilken dyrebar løn for troskab det vil blive at se dine børn kronede med evigt liv i Guds skønne stad.