[*bemærkninger ved mødet kl. 6 om morgen på lejrgrunden i Los Angeles, Cal, d. 14. maj, 1884
De kristne bør leve så nær til Gud at de påskønner de udmærkede ting, ”fyldte med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris.” Hans hjerte bør afstemmes til taknemmelighed og pris. Han bør altid være parat til at anerkende de velsignelser som han modtager, huske hvem det som har sagt: ”Den, der ofrer taksigelse, ærer mig.”
Mange som bekender sig til at være kristne dvæler for meget ved den mørke side af livet, skønt de burde glæde sig over solskinnet; de beklager sig skønt de burde være glade; de taler om trængsler selv om de burde sende pris for de rige velsignelser de nyder. De ser på de ubehagelige ting, samler på skuffelserne, og sukker over skuffelserne, og bliver som følge der af tungsindige og bedrøvelig, skønt de burde tælle deres velsignelser, finder de dem så utallige at de vil glemme at nævne deres besværligheder. Hvis de daglig ville bemærke de gaver som gives dem; hvis de ville fylde deres tanker med dyrebare minder om venlighed de har fået, hvor mange anledninger vil de så have for at give alle gode gavers Giver sin tak.
Nogle kristne hustruer, som har uomvendte mænd og børn gør dette til årsag for fortvivlelse og tungsind. De viser så meget iver for deres venner end tillid til Gud, at de forspilder fredens og glædens velsignelser og en taknemmelighed, som kunne blive deres. Jeg har hørt nogle sige at de endog ikke bekymrer sig om at selv blive frelst, men at deres mænd og børn blev frelst sammen med dem. De føler at himlen ikke vil være himmel for dem uden deres tilstedeværelse, som er så dyrebare. Men har de øjet rettet mod Guds herlighed, når de har sådanne følelser? Oh, nej! Sådanne udtryk er ikke behagelige over for Gud, for de sætter skabningen frem for Skaberen. Men de er lige det Satan fryder sig ved, for han kan bruge den tydelige sorg og modløshed som kommer ud af denne følelse, til at gøre den kristne religion uattraktiv.
Kære Kristne søster, den bedste ting I kan gøre for jeres elskede, som er borte fra Kristus, er at leve et liv for dem i fred og glæde, og vise dem at du finder en hjælper i Jesus, som giver dig styrke hver dag. Gør hjemme lykkeligt. Udvis kristen belevenhed, overbærenhed og kærlighed i hjemmekredsen; men sørgmodigheden, tårerne og fortvivlelsen for dine uomvendte venner, bør forbeholdes det lille rum. Der vil Jesus møde dig, og du kan rulle alle dine byrder over på ham, Byrde-bæreren. Vor dyrebare Frelser er menneskets ven. Han døde for disse sjæle; han venter på at velsigne og frelse dem. Han har krav på deres tjeneste, for han har købt dem for en uendelig pris; og han såres over deres hovmodighed over for hans krav, at de nægter at tage imod nådegaver, og såres dybere end du overhovedet kan.
Gud har også givet dig et arbejde at udrette; og fordi din mand og børn nægter at gøre deres pligt, vil du så slække dine anstrengelser for hans sag? Det, at disse er så dyrebare for dig, ignorer
Hans krav på dem, vil det vække dig til større ihærdighed, at du, så vidt muligt, kan opfylde alle deres behov?
Hustruer, mødre opelsk en tillid til Gud. Han ønsker ikke at du have en konstant byrde af bekymringer og omsorg. Rejs dig over dine trængsler; se bort fra dem og hen til de velsignelser som i får. Fæstne sindet på de boliger Jesus er gået for at berede dem, der elsker ham. Opelsk en klare begrebsopfattelse af sandheden, uselviske mål, og et ønske om at gøre godt mod andre og gøre dem lykkelige.
”Thi jeg er vis på,” siger Paulus ”at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Han tilføjer: ”Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.”
Når du læser disse stærke og brave ord fra en som led så meget for sin tro på Kristus, og regnede stadig sine hårdeste prøvelser som lette plater, klaret kun for et øjeblik, vil du så ikke klare at din sjæl er tålmodig i hverdagslivets ubetydelige problemer, som så ofte er så irriterende og så vanskelige at bære? Vil du ikke klare at disse ting ikke afbryder dit fællesskab med Gud og skiller dig ud fra hans kærlighed?
Lader du ikke hverdagslivets forviklinger og bekymringer irritere dine tanker og omtåger din pande. Gør du det, vil du altid have noget at ærgres og irriteres over. Livet er hvad vi gør det til, og vi skal finde det som vi leder efter. Hvis vi ser efter sørgmodighed og trængsler, hvis vi er til sinds for at forstørre små vanskeligheder, vil vi finde masser af dem, til at optage vore tanker og vor samtale med. Hvis vi ser på den lyse side af tingene, vil der være nok til at gøre os glade og lykkelige. Hvis vi sender et smil, vil de sendes tilbage til os; hvis vi siger venlige og opmuntrende ord, vil de siges til os igen.
Når kristne ser tungsindige og nedtrykte ud som om de føler sig venneløse, giver de et forkert indtryk af religionen. Nogle gange næres den tanke at glæde er selvmodsigende mod den kristne karakters værdig; men det er en fejltagelse. Himlen er helt glæden selv; og hvis vi samler himlens glæder til vore sjæle, og siger så vidt muligt dem i ord og optræden, skal vi være behageligere for vor himmelske fader, end hvis vi var tungsindige og sørgelige.
Det er enhvers pligt at opelske munterhed, i stedet for at ruge på sorger og trængsler. Mange har ikke kun gjort sig selv ulykkelige på den måde, men de ofrer helsen og lykken til en sygelig indbildning. Der er ting i deres omgivelser som ikke er behagelige, og deres ansigter bærer konstant en mine, som er tydeligere end ord kan udtrykke misfornøjelse med. Disse nedslående følelser er til stor skade for dem i sundhedsmæssig henseende, for ved at hindre fordøjelsesprocessen får de problemer med ernæringen. Selvom sorg og bekymringer ikke kan afhjælpe et eneste onde, kan de gøre megen skade; men munterhed og håb oplyser andres stivej, ”thi det er liv for dem, der finder det, helse for alt deres kød.” (Ordsp. 4,22).
Kristus kom for at genoprette en verden, der er fordærvet af synd, til sin oprindelige yndighed. Faldets værk vil være ugjort. Alt som gik tabt i Adams overtrædelse, vil genvindes gennem Kristi lidelser og død. På den nye jord vil der ikke være synd eller sygdom. Alle skavanker og deformiteter vil efterlades i graven, og legemet vil genoprettet til sin oprindelige fuldkommenhed. Vi skal bære vor Herres pletfrie billede, for ”han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft.”
Udviklingen af kristen karakter, der går mod denne fuldkommenhedstilstand, er en vækst hen mod skønhed. Karakteren udtrykkes i ansigtsudtrykket. Det onde som er i hjertet, udstiller sit tegn, og vi læser et skær af grovhed, ufred, selviskhed, list, lyster, falskneri, misundelse, stolthed og ondskabsfuldhed. Idet hjertet bliver forvandlet af sindets fornyelse, efterlader Åndens nåde sit afpræg på ansigtet, og det udtrykker forædling, finhed, fred, godgørenhed og ren og øm kærlighed, som regerer i hjertet, og udgør den indre ”besmykkelse,” som er af ”stor værdi” i Guds øjne.
Apostlen Paulus formaner: ”Vær altid glade; bed uden ophør.” Sig ”altid Gud tak for alle ting.”, ”Synger og spiller i jeres hjerte for Herren”.