”Tåben har sagt i sit hjerte: Der er ingen Gud.” Jordens mægtigste intelligensvæsener kan ikke fatte Gud. Hvis Han åbenbarer Sig fuldt ud for mennesker, er det ved at tilsløre Sig Selv i mysterier. Det er forbi med at finde Hans veje. Mennesker må altid søge og altid lære; og alligevel er der en uendelighed på den anden side. Kunne de forstå Guds hensigter, visdom, kærlighed og karakter til fulde, ville de ikke tro på Ham som et ubegrænset væsen, og stole på Ham med interesse for deres sjæle. Hvis de kunne favne Ham, ville Han ikke længere stå som den højeste.
Gud har ladet et hav af lys skinne på opdagelsesmuligheder i den videnskabelige og kunstneriske verden, men når selvbestaltede videnskabsmænd forelæser og skriver om disse emner fra en menneskelig synsvinkel, kommer de helt sikkert til forkerte konklusioner. Hvis de største tænkere ikke får vejledning fra Guds ord i deres forskning, forvildes de i deres forsøg på at undersøge forholdet mellem videnskab og åbenbaring. Skaberen og hans værk er uden for deres forståelses rækkevidde, og fordi de ikke kan forklare disse ting ud fra naturens love, regner de Bibelens beretning for upålidelig. De, som tvivler på Det gamle og Det nye Testamentes historiske pålidelighed, føres et skridt videre og tvivler på Guds eksistens. Når de da har løsrevet sig fra deres anker driver de omkring mellem vantroens klippeskær Moses skrev under Guds Ånds vejledning, og en korrekt geologisk teori vil aldrig påvise opdagelser der ikke er i overensstemmelse med hans udtalelser. Den ide, som mange falder for, at Gud ikke skabte grundstoffet, da verden blev til, begrænser magten hos Israels Hellige.
Mange tvivler på Guds eksistens og tilskriver naturens kræfter uendelig magt, fordi de ikke er i stand til at måle Skaberen og hans gerning med deres ufuldstændige kundskab. Disse personer har mistet den enkle tro og fjernet sig langt fra Gud i sind og tanke. Vi må have en sikker tro på det guddommelige i Guds hellige ord. Bibelen må ikke prøves med menneskets forståelse af videnskab, men videnskaben skal prøves med Guds ords ufejlbare standard. Når Bibelen taler om naturlige kendsgerninger kan videnskaben sammenlignes med det skrevne ord, og den rigtige forståelse vil altid vise, at de harmonerer. Det ene modsiger ikke det andet. Al sandhed, både i naturen og åbenbaringen, stemmer overens. Den ene modsiger ikke den anden. Al sandhed, uanset om det er i naturen eller åbenbaringen, er enige. De sande vismænd ser i den videnskabelige forskning uanede muligheder for tænkning og udbredelse af viden. De ser Gud i aktion og ønsker at lovprise ham. For dem er han den første og bedste, og deres tanker drejer sig om ham. Skeptikere, som læser Bibelen for at finde fejl, påstår i deres uvidenhed at se virkelige uoverensstemmelser mellem videnskab og åbenbaring. Men menneskets vurderinger af Gud bliver aldrig korrekte. Opfattelsen af hans magt forbliver i mørke, så længe forstanden ikke er oplyst af Guds Ånd.
Åndelige ting forstås åndeligt. Uden en levende forbindelse med Gud svinger mennesket til den ene eller til den anden side. Menneskelige meninger vejer mest, så Guds ord kommer i baggrunden. De bygger på menneskelige formodninger om, at en dom over synden ville stride mod Guds godhed. Ved at dvæle ved denne uendelige godhed forsøger de at glemme, at der også er en uendelig retfærdighed.
Når vi har det rette syn på Guds magt, storhed og majestæt og på menneskets svaghed, vil vi ikke sætte vor lid til de kloge formodninger der fremstilles af Jordens såkaldte store mænd, som fattes Himmelens ædle karakter. Der er intet, som mennesker skal roses for eller ophøjes. Der er ingen grund til at stole på de lærdes meninger når de er tilbøjelige til at vurdere det guddommelige ud fra deres egne vildledte opfattelser Der er kun sikkerhed ved at følge deres meninger eller eksempel, som tjener Gud. Et helliget hjerte opvækker og intensiverer de åndelige kræfter. En levende tro på Gud giver styrke, sindsro og ligevægt og styrker de gode karakteregenskaber.
Visse videnskabsmænd mener at de med deres udvidede opfattelsesevne er i stand til at forstå Guds visdom, hvad han har gjort og kan gøre. Det er en almindelig opfattelse, at han er bundet og begrænset af sine egne love. Enten fornægter eller ignorerer mennesker hans eksistens, eller de forsøger at forklare alt, selv hvorledes hans Ånd virker gennem naturlovene på menneskehjertet, så de ikke længere har nogen respekt for hans navn eller frygter hans magt. Når de tror de har opnået alt, er det bare blændværk og de går glip af værdifulde anledninger til at blive kendt med Gud. De tror ikke på det overnaturlige, og forstår ikke, at naturlovenes grundlægger kan virke uden for disse love. De fornægter Guds krav og tilsidesætter sjælens interesser, men Guds eksistens, hans karakter og hans lov er kendsgerninger som de mest begavede mennesker ikke kan forbigå med deres ræsonnement.
Den inspirerede pen beskriver derved Guds kraft og majestæt: ” Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd, afgrænset himlen med udspændte fingre? Hvem har målt jordens støv i tønder, vejet bjergene på vægten og højene på vægtskåle? . . . Nej, folkene er som dråber i en spand, de regnes som støv på vægtskåle, de fjerne øer vejer kun som fnug; Libanon slår ikke til som brænde, og dets vildt slår ikke til som offerdyr. Alle folkene er som intet imod ham, de regnes som intethed og tomhed for ham. . . . Det er ham, der troner over jordens flade, men alle dens beboere er som græshopper; han spænder himlen ud som et slør, breder den ud som et telt til at bo i.” (Es. 40,12-22)
Naturen er en kraft, men naturens Gud er ubegrænset kraft. Hans gerninger fortolker hans karakter. Dem som dømmer Ham ud fra Hans hænders værk, og ikke ud fra store mænds antagelser, vil se Hans nærhed i alt. De ser Hans smil i det glade solskin, og Hans kærlighed og omsorg for mennesker i efterårets rige marker. Endog jordens pryd, som ses i det levende grønne græs, de elskede blomster i enhver afskygning, og de knejsende og varierende træer i skoven, bevidner om vor Guds (310) ømme og faderlige omsorg, og om Hans ønske for at gøre Hans børn lykkelige.
Den store Guds kraft vil udøves til gavn for dem som frygter ham. Lyt til profetens ord: ”Ved du det ikke har du ikke hørt det: Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord. Han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske. Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke. Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder. Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.” (versene 28-31)
I Guds ord stilles der mange spørgsmål, som den mest grundige elev aldrig kan besvare. Opmærksomheden henledes på disse emner for at vise os hvor mange ting der er, også blandt hverdagslivets almindelige ting, som begrænsede mennesker, med al deres pralende visdom, aldrig vil kunne fatte til fulde.
Alle filosofiske systemer der er udtænkt af mennesker fører til forvirring og skam, når Gud ikke genkendes og æres. At miste troen på Gud er frygteligt. Velstand kan ikke være en velsignelse for nationerne eller enkeltpersoner, når en tidligere tro på Hans ord er gået tabt. Ikke andet end det som tendenser til det evige er helt stort. Sandhed, retfærdighed, barmhjertighed, renhed og kærlighed til Gud, er uforgængeligt. Når mennesket besidder disse kvaliteter, bringes de i nær relation til Gud, og er kandidater til den højeste ophøjelse som slægten kan hæve sig til. De vil være ligeglad med menneskelig pris, og vil være hævet over skuffelser, trætte, og mundhuggeri, og overlegne påstande.
Han som er besjælet af Guds Ånd vil lære den sikre tillids lektie. Tage det skrevne Ord som sin rådgiver og vejleder, i videnskaben vil han finde en hjælp til at forstå Gud, men han vil ikke blive ophøjet, før han, i sin egen blinde indbildning, bliver en tåbe i hans tanker om Gud.