Den eneste bog, der er afgørende for alle at studere, er Bibelen. Når den studeres med ærbødighed og gudsfrygt, er det den største af alle læremestre. Dens sider er fyldt med sandhed. kunne du tænke dig at opnå en viden om Gud og om Kristus, som Faderen sendte til verden for at leve og dø for syndere? Et alvorligt, omhyggeligt studium af Bibelen er nødvendigt for at opnå denne viden.
Ordene fra Bibelen og kun Bibelen skulle udsendes som ekkoer fra vort lands prædikestole. Denne bog er vor store vejleder, som Gud har givet os. Den er en lampe for vor fod og et lys på vor sti. Den sender sit lys fremad, så vi kan se den vej, vi bevæger os ad, og dens stråler bliver kastet tilbage på fortiden, idet den viser den mest perfekte harmoni i det, der for det formørkede sind ser ud som vildfarelse og disharmoni. I det, som for verdensbarnet ser ud som et uforklarligt mysterium, ser den, som studerer Guds ord, lys og skønhed.
Vi har alle brug for en vejleder Vi har alle brug for en til at føre os gennem de mange vanskelige passager i livet, såvel som skibskaptajnen har brug for en lods over den sandede barre eller op ad den skærfyldte flod; og hvor finder vi denne vejleder? Vi henviser dig til Bibelen. Inspireret af Gud, skrevet af hellige mænd, udpeger den med stor redelighed og præcision pligterne for både gammel og ung. Den løfter sindet, gør hjertet blødt og befordrer glæde og lykke for sjælen. Bibelen præsenterer en perfekt karakterstandard; den er en ufejlbarlig vejleder under alle forhold, endog til enden af livets rejse.
Hvis det havde været væsentligt for os at studere vore forfædres skrifter, ville Kristus have bedt os om at gøre det. Men vore fædre siger ikke alle det samme. Hvem af dem skal vi vælge til vejleder? Der er for os ingen grund til at sætte vor lid til en sådan usikkerhed.Vi går udenom vore fædre for at lære om Gud ud fra Hans Ord. Dette er evigt liv, at kende Gud. Åh, hvor taknemmelige vi skulle være for, at det inspirerede Guds Ord er i vore hænder. Hellige mænd i gamle dage skrev disse ord, da de blev ledt af Helligånden.
De kommentarer, der er skrevet om Ordet, er ikke alle enige. Ofte kolliderer de med hinanden. Gud opfordrer os ikke til at lade os lede af dem, men af Hans Ord. Enhver kan søge skrifterne selv. Og enhver kan blive klar over, at denne dyrebare bogs lære er uforanderlig. Menneskers meninger afviger fra hinanden, men Bibelen fortæller altid det samme. Guds Ord er fra evighed til evighed.
Gud overlod ikke Sit Ord til at blive videregivet fra generation til generation ved mundtlig overlevering og traditionel forklaring. Hvis Han havde gjort dette, ville Ordet gradvist være blevet udsat for menneskers tilføjelser. Lad os takke Gud for Hans skrevne Ord.
Bibelen er den nøgle, som åbner de mysterier, der er væsentlige for mennesker at forstå for at opnå evigt liv. Bibelen er sin egen fortolker. Dens klare lysstråler skal skinne ind i alle dele af Ordet, så al synd kan blive afsløret. Bibelen er et kort, som angiver sandhedens vejvisere. De, der er fortrolige med dette kort, vil være i stand til med sikkerhed at træde pligtens sti, hvor de end må blive kaldet til at gå.
Den, der vil søge Bibelen med et ydmygt, lærevilligt sind, vil finde den som en sikker vejleder, som anviser livets vej med sikker nøjagtighed. Denne bog indeholder intet, som ikke er væsentligt, intet som ikke har betydning for vore liv. Den lærer mennesker, hvordan de skal forenkle livets komplicerede erfaringer. Den er en læremester, som begaver Kristi enfoldige efterfølgere med visdom, som kommer fra tros ophav og afslutter.
Hvis du vil have styrke, hvis du vil opnå en Josefs eller en Daniels retskaffenhed og visdom, så studer skriften. Forældre, hvis I vil lære jeres børn at tjene Gud og at gøre gode ting i denne verden, så gør Bibelen til jeres tekstbog. Den afslører Satans bedrag. Det er den, der opløfter menneskeracen, den, der irettesætter og korrigerer moralske onder, idet den sætter os i stand til at skelne mellem det sande og det falske. Der er en rig grube af sandhed i denne hellige bog.
Skibskaptajnen, som har søkort og kompas til rådighed, og dog undlader at anvende dem, er ansvarlig for at sætte livet på spil for de ombordværende i hans skib. Skibet kan gå tabt ved hans forsømmelse. Vi har en vejledning, Guds Ord, og vi kan ikke undskylde os, hvis vi forlader vejen til himmelen, for vi har fået klare retningslinier.
Hvem som helst, der under bøn vil studere Bibelen, idet han ønsker at vide sandheden, for at han kan adlyde den, vil modtage den guddommelige oplysning. Han vil forstå meningen med ordene: "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han få erfare, om læren er fra Gud". Se Joh 7,17. Når han bestræber sig på at nå den højeste standard, er Bibelen som et lys, der skal føre hans skridt hjemad. Ved at studere den, vil han finde, at han er medarving ved Kristus til en udødelig arv. Vejledningen viser ham til himmelens uransagelige rigdomme. Dag efter dag belønnes han med Guds fred, og ved tro ser han et hjem med evigt solskin, fri for alle sorger og skuffelser.
Ethvert nådemiddel skulle omhyggeligt, benyttes så Guds nåde mere og mere kan findes i overflod i sjælen. Vi må have åndelig viden, så vi sammen med de hellige kan fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, så vi kan fyldes med hele Guds fylde. Ef 3,18?19.