Kananitterne var afgudsdyrkere, og Herren havde befalet at hans folk ikke skulle gifte sig med dem, for at de ikke skulle ledes til afguderi. Abraham var gammel og han ventede snart at dø. Isak var endnu ugift. Abraham frygtede for den fordærvelige indflydelse som omgav Isak, og var ængstelig for at få udvalgt en hustru til ham som ikke ville lede ham bort fra Gud. Han overdrog denne sag til sin tro og erfarne tjener som rådede over alt hans gods. Abraham forlangte af sin tjener at sværge højtideligt ved Herren, at han ikke ville tage en hustru som Isak af kananitterne, men at han ville gå til Abrahams slægt, for troende på den sande Gud, og udvælge en hustru for Isak. Han bød ham at forvare sig, og ikke føre Isak igen til det land hvorfra han kom; thi de var næsten alle besmittede med afguderi. Dersom han ikke kunne finde en hustru for Isak som ville forlade sine slægtninge og komme hvor han var, så skulle han være fri for den ed han hade aflagt. Denne vigtige sag blev ikke overladt til Isak, at han kunne selv vælge for sig selv, uafhængig af sin Fader. Abraham fortæller sin tjener at Gud vil sende sin engel til ham for at vejlede ham i hans valg.
Tjeneren tog ti kameler og utallige gaver med sig til den tiltænkte hustru og hendes slægtninge, startede sin lange rejse op til Damaskus, og til de frodige sletter som grænser op til den store flod i Øst. Betuel, Abrahams nevø, ejede de store hjorde, men han boede i en by eller stad, mod brønene uden for, hvor kvinden havde for vane at gå efter vand, og hvor Abrahams tjener nu drog nær. Det var en urolig tid for manden; hele familiens lykke i Kanaan beror på det valg som han gjorde, og hvordan skulle han vælge klogt iblandt dem, som var helt fremmede over for ham? Han huskede sin mesters ord, at Gud ville sende sin engel hos sig; og han bad alvorligt for at han måtte få et bestemt bevis, så han ikke fejler i den sag.
Hans bøn blev besvaret. Iblandt de ugifte kvinder der var samlet ved brønden, lagde han særlig mærke til Rebekkas engagerede arbejdsmetoder og belevende opførsel, og han det ønskede bevis for at hun var den, som Gud fandt rigtigt i at udvælge for Isaks hustru. Fyldt med glæde spurgte han om hendes forældre, og om hun var Betuels datter, ”bøjede han sit hoved ned og tilbad Herren.” Jomfruen informerede straks sin bror Laban om det som var sket, og de skyndte sig for at invitere deres hjemmetjener, sammen med hans følgesvende og kameler. Før han ville deltage i måltidet, fortalte tjeneren om hans ærinde, hans bøn ved brønden, og svaret, med alle de omstændigheder som fulgte med. Og så sagde han: "Og nu, dersom I vil gøre miskundhed og sandhed mod min Herre, sig mig det; men dersom I ikke vil, siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller den venstre side.” ”Denne handel er kommet af Herren, vi kan intet tale til dig. Ondt eller godt. Se, der er Rebekka for dig, tag hende, og gå, at hun bliver din herres søns hustru, som Herren har sagt."
Efter alt således var blevet ordnet, og Faderen og broderen havde givet sin tilladelse, blev Rebekka adspurgt om hun ville gå med Abrahams tjener langt bort fra sin faders familie for at blive Isaks hustru. Hun troede ifølge det som var sket at Gud havde valgt hende til at blive Isaks hustru, ”og hun sagde: jeg vil fare.”
Tjeneren, der vidste at hans mester ville glæde sig over hans missions succes, var utålmodig over at gå; og de begav sig straks hjemad. Abraham boede i Beerseba, og Isak, som var med i hjordene i det tilstødende land, vendte tilbage til sin faders telt, for at afvente budbringeren fra Haran. ”Da han engang ved aftenstid var gået ud på marken for at bede, så han op og fik øje på nogle kameler, der nærmede sig. Men da Rebakka så op og fik øje på Isak, lod hun sig glide ned af kamelen. Og spurgte trællen: »Hvem er den mand der, som kommer os i møde på marken?« Trællen svarede: »Det er min herre!« Da tog hun sit slør og tilhyllede sig. Men trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet. Da førte Isak Rebakka ind i sin moder Saras telt og tog hende til hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin moder.”
Ægteskabsforbindelser stiftedes den gang i almindelighed af forældrene, dog blev ingen tvunget til at forbinde sig med dem som de ikke kunne elske. Men børnene havde tillid til flere forældres dømmekraft, og blev deres råd, og elskede dem som deres gudfrygtige, erfarne forældre valgte for dem: Det blev betragtet som en forbrydelse at følge den modsatte fremgangsmåde.
Hvor modsat er det ikke til det børn gør nu!! I stedet for at vise deres forældre ærbødighed og tilbørlig ære, og rådføre sig med dem, og drage nytte af deres erfarne dømmekraft, i deres valg, så handler de overilet i sagen og kontrolleres mere af fantasier og impulser end af deres forældres dømmekraft og Gudsfrygt. Det er ofte sådan at de indgår ægteskab endog uden at kende deres forældre. Og i mange tilfælde er forældrenes liv ofte omkapslet af deres børns forhastede ægteskaber, fordi svigersønnen eller svigerdatteren ikke føler sig forpligtet til at gøre dem lykkelige.
Abraham så og erkendte den indflydelse som en afgudstilbedende hustru ville udøve over sin mand. Han ville ikke at Isaks moral og religiøse karakter skulle bringes i fare, ved forbund med en kvinde der ikke kender til Gud. Hans ældste søn var indgået i et ulykkeligt ægteskab. Ismaels hjem var forfærdeligt, hans børn var uopdragne, og de havde en uvenlig og respektløs karakter. De fik ikke lært Gudskundskab. Abraham ville ikke at Isak skulle løbe risikoen at tage en hustru fra de hedenske folk. Han havde bemærket andres ulykkelige vej, og følgen af at være i forbund med ledsagere, der ikke kendte og frygte Gud, fra Kains dage til hans egen tid.
Uanset hvor rene og korrekte Gudfrygtige principper, har selskabet fra en ikke-religiøs ledsager en indflydelse der leder væk fra Gud. Derfor var Abraham besluttet på dette punkt, at Isak skulle gifte sig med en af hans eget folk. Kvinder fra andre folk var, mange af dem, tiltrækkende på grund af deres skønhed; men de manglede karakterskønhed. Abraham kendte den sande værdighed, sand ophøjelse findes kun hos dem, som elsker og frygter Gud. Det er en fornedrelse af den gudfrygtiges karakter, som følger deres egne hjerters indbildning, er fyldt med deres egne planer. Men dem som sætter lid til Gud, som er ophøjet af hans nåde, lydig mod hans krav, søge hans ære, frygter hans mishag, vil tage imod hans velsignelse. De vil have det håb, og mod, den værdighed, rolighed og selvbeherskelse, som kun dem der er knyttet til Gud har. Abraham fastholdt en vanemæssig tillid til Gud. Aftrykkene af en sådan karakter gendannes i deres børn. Abraham så dog at Isak havde tilbøjelighed til at give efter. Han var en fast troens mand i Gud, men hvis han var knyttet til en af modsat karakter, ville han kunne risikere at miste sin troskab mod det rigtige, for at undgå de ubehagelige følger.
Onde omgangsfæller indbefatter mere end det umoralske og vanhellige. Forbindelse, med dem som kendes for at være ikke-religiøse, er i modsætning til Guds orden, og kan ikke lade være med at drage sjælen bort fra ham. Dem som ikke har Guds frygt for sig, som ikke vil leve i lydighed mod ham, selvom de kan være moralsk, forstandsmæssige, tilsyneladende rensede, moderigtige og velhavende, er ikke for de kristne, at danne ægteskabsforbund med. Uanset hvor sympatisk deres selskab måtte være, uanset hvor underholdende de er at tale med, er Guds ord tydeligt til punktet; de kristne bør ikke være i forbindelse med dem.
Dem som går i ægteskabsforhold med ikke-omvendte bør ikke omvendelsen forlade deres ikke-troende ledsager. Uanset hvordan deres religiøse karakter er, må de forblive trofaste, venlige og oprigtige imod dem; de bør anerkende Guds krav på ethvert jordisk forhold, tjene ham med troskab, selv om ubehageligheder, prøvelser og forfølgelser kan rejse sig for Kristi og for sandhedens skyld. Denne vedholdende ihærdighed mod sandhed og pligt kan have en helliggørende indflydelse på den ikke-troende ledsager. Men ægteskaber der formes forståelsesmæssigt med ikke-troende, er forbudt ved Guds ord. Frieriet kan gives af den ikke-troende, og der er tilbøjelighed til at sige ja, og tilbøjelighederne sejrer ofte; men Satan har sejren, fristelsen er ikke blevet modstået, og i ni ud af ti tilfælde går begge parter tabt i Kristus.
Man vil godt være blind når det gælder resultatet af menneskelig handling, konsekvenserne som rækker langt ud i fremtiden, ud over menneskets eksistens. Et liv i bitterhed og ve er til dem, som tør ignorere Guds bud; men de går upåagtet videre, aflægger overilede eder for dem, den troende binder sit livs interesse op med den ikke-troende. Hjemmelivet og hjemmeforholdet skal deles af de to, en som efter bekendelse adlyder Gud, og den anden er lever ignorerende mod hans bud. Hvordan kan to vandre sammen, uden at de er enige? Hvis en kvinde ikke respekterer Guds krav, ikke giver agt på de bånd, som binder hende til religion, hvordan kan hun så forventes at være tro mod de love som binder hende til sin mand?
Unge mænd og kvinder viser ofte stor uafhængig angående giftemål, som Herren intet havde at gøre med dem, eller de med Herren, i denne sag; og at det er en sag som alene angår dem selv, som hverken Gud eller deres forældre på nogen måde behøver at styre. De mener at hengivelsen af deres kærlighed til en anden er en sag i hvilken blot de selv må adspørges. De tager stor lig fejl, og nogle få års erfaring i ægteskabet lærer dem i almindelighed at det er en jammerlig fejltagelse. Dette er den store årsag til så mange ulykkelige giftemål, i hvilke der findes så lidt sand, ædelmodig kærlighed, og så lidt ædelmodig overbærenhed imod hinanden. Sådanne opfører sig ofte i sit egen hjem mere som forkælede børn, end som en ærværdig, kærlig mand og hustru.
Isak var blevet oplært i Gudsfrygt til et liv i lydighed. Og da han var fyrre år gammel, underlagde han sig den gudfrygtige, erfarne tjener som hans fader valgte til ham. Han troede at Gud ville styre, når der skulle findes en hustru.
Børn fra femten til tyve år betragter sig selv nu i almindelighed som dygtige til at vælge for sig selv, uden deres forældres tilladelse. Og de ville forbavses dersom man foreslog dem at handle i Guds frygt og at henvende sig til ham i bøn i efterfølgende slægter til efterfølgelse, især dem som bekende sig til gudsfrygt.
Abrahams fremgangsmåde i Isaks opdragelse, som ledede ham til at elske et ædelt lydigheds liv, er nedskrevet til gavn for forældre, og skulle lede dem til at byde sine børn og sit hus efter sig, at gøre retfærdighed og ret. De burde oplære sine børn til at lyde og respektere deres autoritet. Og de burde føle at der hviler et ansvar på dem, at vejlede sine børns tilbøjeligheder, så at de lærer at elske sådanne personer, som efter deres bedste skønne kunne være passende ledsagere for deres sønner eller døtre. Det er en sørgelig kendsgerning at Satan behersker de unges tilbøjeligheder i en stor grad. Og samme forældre mene at disse tilbøjeligheder bør hverken vejledes eller forhindres. Den fremgangsmåde som Abraham fulgte er en irettesættelse for alle sådanne.