"Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes. Hebr 2,14-18.
Verdens Forløser måtte gå over det samme felt, hvor Adam faldt på grund af ulydighed mod Guds lov. Guds enbårne Søn kom til verden som et menneske for at vise verden, at menneskene ved Guds kraft kunne holde Herrens lov. Han stillede sig i menneskets sted og blev stillet, ligesom Adam var stillet , og bestod i fristelser, som var stærkere, end hvad mennesker nogen sinde har mødt eller vil møde. Han modstod Satans fristelser på samme måde, som enhver anden fristet sjæl må gøre i kampen mod det onde. Han henviste Fristeren til det af Gud indblæste Ord og sagde: Der står skrevet. Kristus sejrede i fristelsen som et menneske ved at forlade sig udelukkende på Guds Ord, og ethvert menneske kan sejre, ligesom Kristus sejrede.
Vi behøver ikke at betragte Kristi lydighed som noget, han på grund af sin guddommelige natur særlig havde anlæg for; thi han stod for Gud som menneskets repræsentant og blev fristet som menneskets stedfortræder og borgen. Dersom Kristus havde besiddet en særskilt kraft, som et menneske ikke kan råde over, så ville Satan have benyttet sig heraf til sin fordel; men Kristi mission var at fratage Satan herredømmet over menneskene, og dette kunne han alene gøre ved at vinde en åbenbar sejr. Han kom som et menneske for at blive fristet som et menneske og vise lydighed som et menneske. Kristus viste lydighed mod Gud og sejrede, ligesom mennesket må sejre. Vi ledes ofte til at drage urigtige slutninger på grund af vore fejlagtige anskuelser om vor Herres natur. At tillægge hans natur en kraft, som det ikke er muligt for et menneske at have i striden mod Satan, er at tilintetgøre hans menneskelighed. Kristi lydighed mod Faderen var den samme, som kræves af mennesket. Vi kan ikke overvinde Satans fristelser uden ved hjælp af den guddommelige kraft, som virker i os. Den Herre Jesus kom til verden, ikke for at åbenbare, hvad Gud kunne gøre i hans egen guddommelige person, men hvad han kunne gøre i mennesket. Ved tro bliver mennesket delagtigt i den guddommelige natur og overvinder enhver fristelse, som det er udsat for. Det var Himlens Majestæt, der blev et menneske, og som forringede sig, så at han påtog sig vor natur; det var ham, som blev fristet i ørkenen, og som tålte syndernes modsigelse.
Vi skal ikke tjene Gud , som om vi ikke var mennesker, men som de, der blev genløste ved Guds Søn, og ved retfærdighed skal vi stå overfor Gud med vore synders tilgivelse, som om vi aldrig havde syndet. Vi vokser aldrig i styrke ved at grunde på, hvad vi kunne gøre, om vi var engle, men som lydige børn skal vi i tro vende os til Jesus Kristus og ved lydighed mod hans bud vise, at vi elsker Gud. Jesus blev fristet i alle måder ligesom vi, men uden synd. Jesus siger Følg mig. Hvis nogen vil...(Matt 16,24). Jesus går foran. Opsæt ikke og bliv ikke ved i ulydighed i håb om, at omstændighederne kan forandres, så at det bliver lettere for dig at adlyde. Gå fremad; thi du kender Guds vilje. (Åb 3,21).
Edens Have med dens bedrøvelige plet af menneskelig ulydighed bør omhyggeligt sammenlignes med Getsemane Have, hvor verdens Forløser gennemgik overmenneskelige lidelser, da hele verdens synder blev væltet over på ham. Hør Guds enbårne Søns bøn: Min fader, (Matt 26,39) Og den anden gang bad han: Min fader, (Matt 26,42). Han bad atter tredje gang de samme ord. Her var det, at det hemmelighedsfulde bæger skælvede i Guds Søns hænder. Vil han tørre den blodige sved bort fra sit angstfulde ansigt og lade mennesket gå til fordærvelse? En fortabt verdens nødråb, elendighed og ødelæggelse rulles op for hans tanke. (Luk 22,44). (v. 43).
Striden er til ende. Jesus samtykker i at bære syndens forbandelse. Han var lydig indtil døden, ja korsets død. Her ser vi, hvad der er indbefattet i Adams ulydighed, og hvad Guds Søns lydighed betyder for os. Adam betænkte ikke, hvad følgerne af hans ulydighed ville blive. Han satte sig ikke for i sit hjerte at ville trodse Gud, ligesom han heller ikke på nogen måde talte imod Gud; han handlede simpelthen i strid med Guds tydelige påbud. Hvor mange er der ikke i vor tid, som gør netop det samme! Og deres skyld er så meget større, som de har Adams erfaring og eksempel tilligemed de frygtelige følger af hans ulydighed til advarsel og til at vise dem følgerne af at overtræde Guds lov. De har derfor større lys angående denne sag og har ingen undskyldninger for at forkaste Guds autoritet. Adam standsede ikke for at overveje, hvad følgen af hans ulydighed ville blive.
Med det overblik over stillingen, vi har fra vor tids standpunkt, kan vi se, hvad det betyder at overtræde Guds bud. Adam gav efter i fristelsen, og vi har synden og dens følger lagt klart for os til beskuelse. Når vi tænker over sagen og slutter fra årsag til følger, så ser vi, at det ikke er ulydighedshandlingens storhed, der udgør synden, men at synd består i, at man afviger fra Guds udtrykkelige vilje selv i det mindste; thi en sådan afvigelse er i virkeligheden en fornægtelse af Gud, en opsætsighed mod de love, efter hvilke han styrer. Menneskenes lykke bunder i lydighed mod Guds love. Så længe de adlyder Guds lov, er de omgivet som af en mur og bevares fra det onde. Ingen kan afvige fra Guds tydeligt angivne fordringer og opstille sin egen regel og rettesnor, som han mener trygt at kunne følge, og alligevel have fred og glæde. Skulle enhver følge sin egen vej, så ville man få en række af regler, som passede efter den enkeltes mening og opfattelse; herredømmet ville blive revet ud af Herrens hånd, og mennesket ville gribe tøjlerne. Menneskets eget jeg ville da blive gjort til en lov. Mennesket ville blive det højeste, og Guds gode hellige vilje ville blive vanæret og tilsidesat. Hvor langt mennesket ville kunne gå ved at følge sit eget hjertes tilskyndelser, er det umuligt at sige; men overalt, hvor mennesket vælger at gå sin egen vej, bliver der strid imellem mennesket og Gud.