"På den tid, da Herodes var konge i Jødeland, levede der en præst ved navn Zakarias, som hørte til Abias skifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet. De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter. Men de var barnløse, thi Elisabet var ufrugtbar; og de var begge højt oppe i årene. Engang, mens han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, skete det ved den sædvanlige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Herrens tempel og bringe røgelseofferet. Og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted. Da viste en Herrens engel sig for ham, stående ved højre side af røgelsealteret..Og da Zakarias så ham, blev han forfærdet og grebet af frygt. Men engelen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes. Han skal blive dig til glæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel; thi han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden, og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.« . . . Og barnet voksede til og blev styrket i Ånden; og han var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel."
En engel fra Himmelen kom for at fortælle Zakarias og Elisabet, hvorledes de skulle oplære og opdrage deres barn og samarbejde med Gud i uddannelsen af en budbringer til at forkynde Kristi komme. Som forældre skulle de trofast samarbejde med Gud i at forme Johannes' karakter således, at den ville sætte ham i stand til at udføre den opgave, Gud havde tildelt ham, som en dygtig arbejder. Johannes var deres alderdoms søn og født ved et mirakel, og forældrene kunne have tænkt, at han skulle udføre en særlig gerning for Herren, og at Herren ville tage sig af ham. Men forældrene tænkte ikke således. De flyttede til et afsides sted på landet, hvor deres søn ikke ville blive udsat for bylivets fristelser eller overtalt til ikke at følge de råd og formaninger, de som forældre ville give ham. De gjorde deres til at udvikle en karakter i barnet, der på enhver måde ville opfylde den hensigt, Gud havde med hans liv. Uden nogen ryggesløs forsømmelse fra deres side så deres søn ikke bliver god og klog "for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej." De opfyldte deres hellige pligt.
Ved tidspunktet for Johannes fødsel, var folket generelt vandt til brugen at ugæret vin. Ved bryllupsfesten i Kana forvandlede Kristus vand til vin. Ved et mirakel forvandlede han vandet til den rene druesaft. Vinen er kun god, når den ikke er gæret. Da den er uskadelig; nedlagde himlens Gud ikke desto mindre forbud mod at Johannes skulle drikke vin eller stærk drik. Ugæret vin blev hurtig sur i Palæstina, og hverken den søde vin eller den syre vin skulle komme forbi Johannes læber. Kristus kendte alle ting; han så ned igennem vor egen tids aldre, og så hvad betingelsen for samfundet ville være i afslutningen af verdens historie. Han så tusinder og atter tusinder gå tabt fordi de drak vin og stærke drikke. Verden ville gradvis komme i den samme tilstand som den var i dagene før vandfloden. Men himlen opløftede et faresignal, at mennesker må tage advarslen op, og samarbejde med Gud for at passe på dem selv. Han har givet os et eksempel på absolut afhold, og fremkom med belæringen at det vil føre til at vore børn skaber og bevarer deres livskraft, dygtighed og udmærkelse.
Fædre og mødre bør have klare og utågede tankesind, upåvirket af en forvansket appetits udsvævelser, - sådanne tankesind som Gud kan knytte til sig selv for de sjæles frelse, som er ved at gå tabt. Dem som bruger vin og gæret spiritus svækker deres fysiske og mentale kræfter. Deres sind omtåges så at det er umuligt for dem at se hellige ting. Min hvis det menneskeagenten skal samarbejde med guddommelige agenter, vil hans fysiske og mentale udvikling blive højere og bedre. Hans tankesind vil blive større, og vil vokse i kraft til at gøre godt. Det største og mest effektive arbejde er af de forældre, der følger Herrens instrukser, og som oplærer deres børn fysisk, mentalt og moralsk efter Herrens anvisning. Hvis forældre forsømmer at instruere deres børn ordentlig, og den unge overlades til at få deres egn vilje og vej fra deres barndoms dage, vil deres karaktertræk blive forvansket stærkt; for fjenden vil træde ind og gladelig tage oplæringsarbejdet af børn og unge i sine hænder.
Hvordan kan det være at forældre ikke forstår det arbejdes storhed som er blevet betroet dem? De mest tålmodige og utrættelige kultur er nødvendig for at børn og unge må undgå at danne vaner som forværrer deres karakter. Under megen bøn bør forældre omhyggelige lede deres børns uerfarne fødder til sikre stier. At lade barnet til at gøre som det behager er at sikre dydigheden til ondt. Satan vil føre børn til at blive kloge i ulydighed, i selviskhed, og til alle måder egensindighed. Se på en mark som er ubearbejdet, og hvilket usigtbart sted det er! Ukrudt og rajgræs overskygger de dyrebare planter, indtil slet intet værdifuld kan ses. Den tidlige barndom er generelt en periode hvor markant fordærv er tydelig. Barnet viser en stærk tilbøjelighed til ondt, og det kræver en fast, og klog hånd at kontrollere de små, ellers vil det vokse op i synd, et ubehageligt ondt element i samfundet. Forældre som ikke kontrollerer deres børn vil kontrolleres af dem, og vil føje deres børn i forfængelige ønsker, vil tilfredsstille deres fordærvede appetit og tilbøjeligheder. Hvis ikke nogen, i Guds forsyn, træder ind, og påtager sig missionsarbejdet at oplære barnet, vil tage det bort fra dets forældre, hvor de ikke kan lægge sig imellem i dets opdragelse, eller føje det i trodsighed, vil der ikke være håb for at der dæmmes op for det forfærdelige arbejde forældrene har gjort, ellers den fare barnets sjæl er i vil forsvinde.
Et barn som forsømmes, som får lov til at være viljefast og ulydig, vil føre en feberagtig indflydelse, som vil plette og forurene dem som kommer i forbindelse med det. Børn bliver i meget tidlig alder modtagelige for demoraliserende påvirkning, men forældre, som bekender sig til at være kristne, indser ikke det forkerte ved deres egen handlemåde. Gid de ville forstå, at de tilbøjeligheder, et barn får i de første år, angiver karakterens retning og former skæbnen enten til evigt liv eller evig død! Børn er modtagelige for moralsk og åndelig påvirkning, og de, som er blevet forstandigt oplært i barndommen, kan vel fejle til tider, men de vil ikke komme langt på afveje. Men et barn der overlades til at forme sin egen karakter, er mere lig at vælge onde indflydelse end godt.
Selskab med ondsindede børn er farlig for det barns karakter, som er blevet opfostret så ømt og omhyggeligt. Led jeres børn fra al mulig påvirkning som er anstødeligt; for i barndommen kan de bedre få indtryk, om det er moralsk værdighed, renhed og elskelig karakter, eller om det er selviskhed, urenhed og ulydighed. Er de en gang blevet påvirket af en knurrende, en forfængeligheden og urenhedens ånd, og besmittelsen kan være ligeså uudslettelig som livet selv. Forældre skal se på de børn de har fået betroet af Gud til at blive uddannet til familien der oppe. Oplær dem i Guds frygt og kærlighed; for ”Herrens frygt er visdoms begyndelse.”