The Signs of the Times d. 17. april 1879

Den store strid: Jakob og Esau - kapitel tolv

Gud kender enden fra begyndelsen. Han vidste førend Jakob og Esau var blevet født, hvilken karakter begge ville udvikle. han vidste at Esau ikke ville få et lydigt hjerte. Han svarede på Rebekkas ængsteliges bønner og underrettede hende om at hun skulle føde to børn, og at den ældste skulle tjene den yngre. The first-born was entitled to peculiar advantages and special privileges; he possessed honor and authority, in the family and the tribe, next to that of the parents; he was regarded as especially consecrated to God, and was selected to fill the office of priest; and he received a double portion of the father's goods.

De to brødre lignede slet ikke hinanden i karakter. Isak glædede sig over Esaus dristige og modige ånd som han viste i at jage efter vilde dyr. Moderen elskede Jakob mest fordi han havde et mildt sindelag og bedre kunne gøre sin moder lykkelig. Jakob fik at vide af sin moder hvad Gud havde underrettet hende om, at den ældste skulle tjene den yngre, og hans ungdommelige forstand ledede ham til den slutning at denne forjættelse ikke kunne opfyldes så længe Esau besad de privilegier som tilhørte den førstefødte. Engang da Esau kom ind fra marken, træt og mat af hunger, benyttede Jakob lejligheden til at vende Esaus trang til egen fordel, og foreslog at give ham en ret linser dersom han ville afstå sin førstefødselsret; og Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob.

Esau havde taget to hustruer i det afgudsdyrkende Kanaan. Dette var en kilde til Isaks og Rebekkas dybe sorg, for de vidste godt at Gud havde befalet deres fædre at ikke gifte sig med afgudsdyrkere, og de havde fuldt ud forstået Abrahams omsorg og bekymring for at Isak skulle gifte sig med en hustru af sit eget folk og sin egen tro. Isak var nu mere end hundrede år gammel, og alderens svagheder var over ham, og hans øjne var blevet tågede. Esau var stadig hans foretrukne søn, og selvom Isak ikke kendte til Guds hensigter, besluttede han sig for at give sin førstefødte velsignelsen. Han hidkaldte Esau, og han troede at hans ønske om at forberede ham dyrekød var en fortrolig indbydelse, før han fik velsignelsen, i overensstemmelse med skikken at lave fest ved de anledninger. Rebekka var blevet guddommelig instrueret at Jakob skulle være i direkte linje, så at forjættelsen ville opfyldelse ved Genløserens fødsel. Hun var overbevist om at hendes mand gik imod Guds vilje, og at ingen fornuft kunne ændre hans mål, og uden passende reflektion besluttede hun at ikke faderens parti for sin ældste søn skulle bortlede Guds hensigt; ville hun med list få Jakobs velsignelse. Lige så snart at Esau var gået ud efter sin ærende kaldte hun den yngse søn, og fortalte ham Isaks ord, og det nødvendige i at gøre deres del, for at hans planer blev udrettet, og give en velsignelse, der til sidst og uigenkaldeligt gik Esau. Hvis Jakob ville følge hendes anvisninger, måtte hun have velsignelsen, som Gud havde lovet. Da Jakob lyttede til sin moders plan blev han først helt fortvivlet, og forsikrede hende om han derved ville få sin fars forbandelse, i stedet for den ønskede velsignelse. Men hans skrupler blev overvundet og han fortsatte for at gennemføre sin moders forsalg. Planen fik succes; ved svig fik han det, som han viste den rette tillid til Gud, han ville have fået som hans rettighed.

Det var ikke hans intention at sige en direkte løgn, men da han tidligere var hos sin far tænkte han at han var gået for langt, for at kunne trække sig. Fra det øjeblik følte han sig ynkelig i hjertet, han var betynget med selvfordømmelse. I afskygelighed bedragedes hans blinde, og aldrende far, havde han mistet sin ædelhed og sandhed. I en kort stund havde han arbejdet et helt liv for anger. Dette sceneri var livligt for ham i efterfølgende år, da denne onde kurs for sin egne sønner nedtrykte hans sjæl.

Jakobs og Rebekkas uretfærdige handlemåde gav ingen gode resultater; det bragte kun mistillid, jalousi og hævngerrighed. Moder og søn skulle have afventet at herren ville udføre sit eget mål på sin egen måde; og på sit eget tidspunkt, i stedet for at prøve at fremskynde de forudsagte begivenheder ved hjælp af bedrag. Hvis Esau havde fået den velsignelse, som tilfaldt den førstefødte, ville hans velstand have kommet fra Gud alene; og han ville have givet ham velstand, eller givet ham fjendskab, efter hans handlemåde. Hvis han skulle elske og ære Gud, ligesom den retfærdige Abel, ville han være acccepteret og velsignet. Hvis han ligesom den onde Kain, ikke havde respekt for Gud, eller for hans bud, ville han have forkastet ham, ligesom Kain blev. Skulle Jakob have handlet rigtigt, ville Guds fremgangsrige hånd være med ham, også hvis han ikke får de velsignelser og privilegier som generelt tilgår den førstefødte. Rebekka angrede i bitterhed det forkerte råd, som hun gav Jakob for det var første til at han blev adskilt fra hende for altid. Han var tvunget til at flygte for Esaus vrede, og hans moder så aldrig hans ansigt igen. Isak levede i mange år efter at han gav Jakob velsignelsen, og blev overbevist om sine to sønners fremgangsmåde, at velsignelsen retmæssigt tilkom Jakob.

I Guds forsyn har inspirations ufejlbarlige pen ikke tilbageholdt gode menneskers fejltagelser og synder. Synden bringes skånselsløst frem for lyset, og også Guds retfærdige dom. På grund af hans overtrædelse, blev Jakob flygtninge fra sit hjem, tvunget til at tjene en hård mester i tyve år. Et grusomt bedrageri blev udøver over ham i hans ægteskab med Lea, hans ti sønner bedrog ham da han havde bedraget sin far, og han sørgede i mange år over Josefs formodede død. Alle disse år modtog Jakob Guds gunst, alligevel havde han sået en afgrøde som han måtte høste; hverken tid eller anger kunne ændre det usle ukrudt der var sået til gyldent korn. Dette syn på sagen gør det af højeste betydning, at vi i ord og handlinger bevæger os i bevidst renhed, for ”hvad et mennesker sår, det skal det også høste.”

Idet Jakob tog ud på sin rejse, en fremmed i et fremmet land, tænkte han bedrøveligt over de begivenheder som udspillede sig, som resultatet af hans egen overtrædelse. Om natten lagde han sig ned og sov, med himmelhvævingen som dækkede jorden som sin seng, og en sten som en hovedpude. En medfølende Gud, som altid ynkes over menneskers veer, så den ensomme flygtning, fortrængt og rådvild, der frygtede at Gud har svigtet ham, på grund af hans uretfærdighed, bedrag og falskneri. I et syn om natten, viste Herren sig selv vor Jakob. Han så en stige, det nederste hvilede på jorden, og toppen nåede ind i de højeste himle, helt til Guds trone. Herren selv, omhyllet af lys, stod på toppen af stien, og engle steg op og ned på den.

Idet Jakob stirrede på det forunderlige sceneri, kunne Guds røst høres, og sagde: ”Se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!” Jakob vågnede fra sin drøm, og udbrød i højtidelig ærbødighed: ”Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke!” Han så sig omkring som om han ville kaste et flygtigt glimt på de himmelske budbringere, men over ham var kun den blå, stjerne belyste himmelhvælving, hans hoved hvilede stadig på stenpuden. Stigen var væk, og englene kunne ikke længere ses; men Guds stemme genlød i hans ører, med et løfte der nu var så dyrebart for ham. Han følte faktisk at Guds engle, selvom de var usynlige, befolkede stedet; at Gud så ned på ham med medfølelse og kælrighed. Fyldt med hellig ærefrygt og forbavselse, udbrød han uvilkårligt: »Hvor forfærdeligt er dog dette sted! Visselig, her er Guds hus, her er himmelens port!«

Betydningen af denne stige får vi forklaret i Kristi ord til Natanel: ”I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.” Kristi salvelse kæder jorden til himlen, det begrænsede menneske til den ubegrænsede Gud; for gennem Kristus, det samfund der blev brudt på grund af overtrædelse, er genvundet hos mennesket. Syndere kan finde tilgivelse og besøges ved barmhjertighed og nåde.

Når morgenlyset viser sig, Jakob stiger op, og tager den sten som hans hoved har hvilet på, udgød han olie på den, efter deres skik som vil bevare et mindesmærke på Guds barmhjertighed, så når han tager afsted, måtte blive lidt ved denne hellige plet, for at tilbede Herren. Og han kaldte stedet for Betel, eller Guds hus. Med den dybeste taknemlighed og kærlighed gentog han igen og igen det nøde løfte om at Gud hjælp og nær ville være hos ham; og så gav han det højetidelige løfte i sin sjæls fylde: ”Derpå gjorde Jakob følgende løfte: »Hvis Gud er med mig og vogter mig på den vej, jeg skal vandre, og giver mig brød at spise og klæder at iføre mig, og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min faders hus, så skal Herren være min Gud, og denne sten, som jeg har rejst som en støtte, skal være Guds hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!«

Guds tilstedeværelse er ikke begrænset til prægtige bygninger. Jakobs ydmyge hvilested var helliget ved at den guddommelige herlighed viste sig. Gud har ofte gjort skråningerne, jordens huler, skove, ydmyge lader, bomuldsteltet til helligesteder. Alle er blevet et tabernakel hvor han møder og velsigner sine tjenere, som søger ydmygt efter sandheden, og fred og retfærdighed. Men Den største katedral, arkitekturens vidunder er, hvis den favner på stolthed, døde former og hul hykleri, den frastødende i Guds øjne, som søger at tilbede ham, som tilbedes i ånd og sandhed.

Med et hjerte der flyder over af kærlighed til Gud, og danner en melodi i harmoni med den lykkelige sangful, gik Jakob videre på sin rejse. Han føte faktiske at den Usynlige var lige hos ham, og at englene var hans ledsagere.

Jakob følte at Gud har krav på ham, som han måtte anerkende, og at de særlige tegn på guddommelig gunst som blev ham givet, krævede noget tilsvarende igen. På samme måde, kræver alle de velsignelser vi får et gensvar. Alle vore barmhjertighedsgavers Ophavsmand burde modtage, ikke kun taknemmelighed, men håndgribelige ting igen. Vor tid, vore talenter, vor ejendomme, burde være, og vil være for enhver sand kristen, betroet ham helligt til Hans tjeneste, som har betoret os disse velsignede gaver. Når der er gjort en særlig udfrielse for vor skyld, når nye og uventede nådegaver er blevet tildelt os, burde vi ikke tage ligegyldigt og ryggeløst imod dem, med et utaknemligt hjerte. – Gud vil have at vi følger Jakobs eksempel, lover Herren at give alle hans nådegaver igen.
Fortsættes