”Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.”
Alle menneskers liv står nedskrevet i himlens bøger. Al synd som er blevet begået står registreret. Al anger for synd, alle fortrydelsestårer, al skyndsbekendelse, og aflæggelse af al yndlingssynd står også nedskrevet. Når dommen sættes og bøgerne åbnes, vil alle sager skulle stå Guds lovs prøve. Gud har en lov som han regerer intelligensvæsener med både i himlen og på jorden. Jehova er nationernes største Regeringsmand, og ikke større eller mere fatalt bedrag kan omfatte menneskesindet end de der for mennesker til at erklære at Guds lov er blevet ophævet. Var det sådan skulle der ikke være nogen dom; for der vil ikke nogen regl som karakteren prøves ved, og handlinger vejes ved. Men vi læser at dommen skal sættes, og at bøgerne åbnes, og at alle mennesker skal belønnes efter som hans gerninger har været. Hvis Gud ikke har nogen moralstandard, som karakteren måles efter, kan der ikke være nogen dom, ingen løn.
Men efter Guds ufejlbarlige ord, vil ethvert menneske dømmes og belønnes efter hans gerninger, og vil formanes til at tale sådan og gøre sådan som ”der skal dømmes efter frihedens lov.” Når synden er blevet andret, bekendt og lagt fra sig, står tilgivelsen skrevet over for synderens navn; men hans synder er ikke udslettede før efter den undersøgende dom. Intet begrænset menneske kan sige hvordan hans sag står i Hans syn hvis øjne er som ildflammer, om siger: ”Jeg kender dine gerninger . . råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!”
Dem som formasteligt tror at Guds lov er bortskaffet, og at den ikke længere eksisterer, har sat en ufuldkommen standard for sig selv. Når de måler sig selv med deres begrænsede standard, erklæerer de selv at de er rene og fuldkomne. Satan har netop sådan en standard, hvorved han erklærer at han er retfærdig; men disse falske standarder kan ikke sammenlignes med Guds ufejlbarlige retfærdighedsstandard. Ingen som har en forståelse af sandrueligheden i Guds lov vil påberåbe sig selv en ophøjet karakter. Vor sande stilling og eneste sikkerhed ligger i omvendelse og bekendelse af vore synder for Herren. Selv om vi ved, at vi er syndere, skal vi have tro på vor Herre Jesus Kristus, som alene kan tilgive overtrædelser og tilregne os sin retfærdighed. Når fornyelsestiderne skal komme fra Herrens nærhed, så vil den angrende sjæls synder, som har modtaget Kristi nåde og har overvundet gennem Lammets blod, blive fjernet fra himlens optegnelsesøger, og vil sættes på Satan, forsagelsesbukken, syndens ophavsmand, og ikke huskes mere på ham. De vil blive lagt på Satan, syndebukken, og aldrig mere blive husket. De, som sejrer, vil få deres synder udslettet af regnskabsbøgerne, men deres navne vil blive stående i livets bog. "Det sanddru vidne siger: "Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle." Åb 3,5. Når livets kamp er til ende, når rustningen er lagt for Jesu fødder, når Guds hellige er forherliget, da og kun da, vil det være sikkert at påstå at vi er frelst, og syndfrie. Sand helligelse vil ikke lede noget menneskevæsen til at erklære sig selv som hellig, syndfri og fuldkommen. Lad Herren proklamere sandheden om din karakter.
Johannes erklærer: “Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.” Men vi skal acceptere det dyrebare løsfte at, ”hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” Vi skal gøre vore gerninger tydelige, som vi har en personlig tro på Kristus som vor Frelser eller ej; for det er ved Kristi retfærdighed at vi helliggøres. Dag for dag studerer vi Kristi lektier, og vokser op i ham i alle ting. Hvis vi holder på at kende Herren, skal vi vide at hans banebrydning er forberedt ligesom morgenen. Han udvikler kristen karakter efter den guddommelige model, vokse i tro, i indflydelse og kraft, og dette værk vil vokse i hans karakter, indtil troen mistes af syne, og nåde i herlighed. Kristi retfærdighed er det blivende princip i hjertet.
”Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.” Der er ingen kvalitet i loven der frelser overtræderen fra loven. Loven kan fordmme, men den kan ikke tilgive, derfor vil overtræderen overlades til at gå tabt i sin ulykke hvis der ikke var lagt en plan for hans frelse. Jesus Kristus alene var i stand til at frelse frelste mennesker. Han blev menneskets sikkerhed og stedfortræder. Han blev menneskets forsvar der går i forbøn med hans sag for Faderen. Det var for vor skyld han nedlagde sig til at blive menneske. ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Kristus blev den faldne slægts trøst og håb. Vor Frelser er menneskeSønnen såvel som Guds Søn. Han tog menneskelighed på sig, og frembragte en model for menneskeheden, i sin rene og fuldkomne karakter. »Han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig.« Hans liv var lige så fuldkomment som et forbillede, ligesom hans død var fuldkommet som et offer. Han blev fristet på alle punkter lige som vi, derfor ved han hvordan de fristede skal undsættes.
For os burde det være til stadig taknemmelighed og fryd at Jesus kender vor svaghed og kender til vore fristelser. Vi har for store tankevaner om at Guds Søn var et væsen der er så meget ophøjet over os, at det er umuligt for ham at gå ind i vore trængsler og fristelser, og at han ikke har mødfølenhed med os i vor svaghed og skrøbeligheder. Det er fordi vi ikke tager kendsgerningen til os at han er et med menneskene. Han påtog sig syndig køds lighed, og blev gjort lige med sine brødre på alle punkter, så han kan være en nådig og trofast ypperstepræst i alle ting der angår Gud. Han er selv gået ind i at frelse enhver søn og datter af Adam, som vil indvilige i at blive frelst på Guds bestemte måde.
Da vi blev formanet til lydighed, skal vi ikke tro at vi kan fortjene frelse ved vore gode gerninger. Frelsen er Guds frie gave, og den skal modtages i tro. Den tilvjebringes for den angrende sjæl ved Krisgus gennem den store genløsningsplan. Men prøven på at vi elsker ham, beviset på vor tro, vil findes i vor lydighed mod Guds hellige lov. Vor Frelser siger: ”Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” Kristus pålægger os at holde budene fordi han ved at der er stor løn ved at holde dem, åbenbare en karakter efter det guddommelige billede.
Vi må ikke vanærre Gud ved at ikke tro på Kristus som vor Mellemmand; for han kan fuldt ud frelse alle til det yderste, som kommer til Gud ved ham. ”Og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens. Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud.” Kristus har gjort det muligt for faldne mennesker at holde Guds bud, for han vil løfte enhver falden sjæl fra syndens fordærv, som vil gribe fat i Guds løfter i tro, og indvilge i frelsens betingelser. Kristi menneskelighed er et under for himmelske engle, som er hos ham i de himmelske sale, og kender den uendelige pris han har betalt for at genløse mennesker. De undres over den nåde han gav den faldne slægt, så at de, ved at få del i guddommelig natur, kan holde Jehovas lov. Disse forunderlige mysterier ønsker engle at se ind i.