Israel glemte Gud i sin velstand, idet de havde advaret hvad de ville gøre. Men der kom nederlag. Hebræerne blev underlagt Mesopotaniens konge, og holdt dem i hård fangenskab i otte år. I deres pinsler, fandt de at deres afgudsdyrkende forbindelse ikke kunne hjælpe dem. Da huskede de på Guds forunderlige gerninger, og begyndte at råbe til Ham, og Herren oprejste en udfrier til dem, Otniel, Kalebs lillebror. Herrens Ånd hvilede over ham, og han dømte Israel, og gik und i krig, og Herren overgav Mesopotaniens konge i hans hånd.
Da Otniel blev udpeget som den mand, Gud havde valgt til at lede og udfri Israel, nægtede han ikke at tage ansvaret. Han begyndte straks i Guds styrke at betvinge afgudsdyrkelsen, sådan som Herren havde befalet, at udøve justits, og ophøje moralitetens og religionens standard. Da Israel angrede deres synder, udviste Herren Sin store barmhjertighed imod dem, og arbejdede for deres udfrielse.
Otniel herskede i Israel i fyrre år. I den tid forblev folket trofast mod den guddommelige lov, og som følge deraf nød fred og fremgang. Men da hans skønsomme og gavnlige styring ophørte med hans død, faldt israelitterne igen tilbage til afgudsdyrkelse. Og der blev beretningen om frafald og revselse, om bekendelse og udfrielse gentaget igen og igen