Idet Kristus steg op fra jorden, ledsagede en sky af engle ham på hans vej til Guds stad. Idet de nærmede sig portene, sang de: “Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!” Da spurgte vagtenglene: “Hvo er den ærens konge?” og den opstigende hærskare lod svaret lyde: “Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig! Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!” Idet det himmelske tog drager ind i staden, kommer den himmelske hærskare for at bøje sig i tilbedelse for ham. Frelseren standser dem; endnu kan han ikke modtage deres hyldest. Han har en bøn at fremlægge for Faderen. Han husker på dem, han har efterladt alene i verden. Han siger: “Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.” Derefter lyder Faderens befaling til den ventende hærskare: “Alle Guds engle skal tilbede ham,” og de bøjer sig i tilbedelse for ham, idet de siger: “Værdig, værdig er Lammet, det slagtede, som atter lever som en triumferende sejrherre.”