The Signs of the Times d. 24. juni 1897

Kristus, verdens genløser

”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” ”Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn”. Hør oh himle, og forbavses, oh jord! Den himmelsk udpegede Lærer viser sig, og han er ingen mindre end den Uendelige Guds Søn. Rul bogrullen ud, og læs om ham Moses erklærede over for Israels børn: ”Da sagde Herren til mig: »De har talt rettelig! jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.” Her er den forudsigelse der bekendtgører en kendetegnende ankomst. Hans ord skal ikke ignoreres; for hans autoritet var den største, og hans kraft er usynlig.

Rul bogrullen endnu mere ud, og læs hvad Esajas siger om hans arbejde: "Den herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra Herren, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie; lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, Herrens plantning til hans ære." " Se min tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min ånd, han skal udbrede ret til folkene. Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab,. vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne strande bier på hans lov.”

Vi læser igen om Kristus som pagtens budbringer der skal komme, og som Retfærdighedens Sol der skal stå op. Profeterne gjorde ham til deres første og deres sidste tema.

Hvornå vil menneskesindet vågne op over for vigtigheden af Kristi mission i vor verden? Han tale om sit arbejde frem for alt andet. Men jøderne, som hævdede at forstå Skriften, og er den eneste sande fortolker af Guds ord, så ikke, i lyset af deres fortolkning, Jesus som Messias. Ved hans komme tog de ikke imod ham, fordi de havde samlet på falske ideer om den måde han kom på. Er denne Jesus, en bonde og en tømmer, af ubetydelig oprindelse, er han Guds Søn, Messias? Det kunne ikke være sådan.

Men jødernes særlige adskillelse fra andre folk forsvandt i Kristus. Han satte sig selv der hvor han kunne undervise alle klasser af folk. Han dem ofte at han var i slægt med hele menneskefamilien, jøder og hedninger. ”Jeg er ikke kommet for at kalde [selv]retfærdige, men syndere til omvendelse,” erklærede han. Han kom for at opsøge og frelse de fortabte. For for dem forlod han de nioghalvfems; for dem lagde han sin kongelige kåbe fra sig, og tilslørede sin guddommelighed med menneskelighed. Hele verden er Kristi arbejdsmark. En snævrere sfære end dette kom ikke ind i hans tanker.

Kristus opretholdt en omfattende sikker selvbeherskelse i sin bemærkelsesværdige sympati for andre. Med en ro og vedholdende tålmodighed, som aldrig er set hos noget andet menneske, gjorde han godt. Farisæerne og saddukæerne var stadig ude efter ham. Mange af dem troede på ham, når de hørte hans ord og så med hvilken ro han mødte selv listige angreb fra uhøflige mennesker. Kristus skulle hele tiden møde den lumske og bedrageriske modstand fra de mennesker som gladelig havde taget imod og modtaget ham og anerkendt ham. Men var altid rolig, medens hans fjender, fordi de ikke få overhånd over ham, blev stærkt ophidsede. Deres vrede og ondsind viste hvilken ånd de var af.

Al den foragt og bitterhed, som Kristus mødte til daglig, kunne ikke frarøve ham hans selvbeherskelse. Han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt. Han, som aldrig trådte over anstændighedens tærskel. Hvem var han? Himmelens majestæt, ærens Konge. Hans modstanderes storm brød løs mod ham, men han ænsede den ikke. Han kunne tillade sig at være rolig, for han var en levende legemliggørelse af sandheden.

De, som bærer sandhedens budskab til verden i dag, bør studere Kristi liv og praktisere hans lærdomme. Glem aldrig, at I er den himmelske Konges børn, hærskarernes Herres sønner og døtre. Bevar en rolig ligevægt i Gud, selv når I møder dem, som er inspireret af underverdenens kræfter til at fastholde det falske. Vær sikker på, at de bedste våben de besidder ikke er i stand til at skade sandheden, uanset hvor meget de stræber efter at tilsværge den med deres fordrejninger ""Er Gud for os, hvem kan da være imod os?"

Kristus sagde ingen ord der afslørede hans vigtighed, eller viste hans overhøjhed; han ignorerede ikke sine medmennesker. Han forgav sig ikke for at være en myndghedsperson på grund af det forhold til Gud han havde, men hans ord og handlinger viste at han besad en kundskab til hans mission og karakter. Han tale om himmelske ting som en der var fortrolig med alt himmelsk. Han talte om sin intimitet og enhed med Faderen, som et barn taler om sin forbindelse med sine forældre. Han talte som en der var kommet for at oplyse verden med sin herlighed. Han beskyttede aldrig rabbinernes skoler; for han var læreren sendt af Gud til at oplære menneskeheden. I Kristus alene er fundet al magt til at gengive liv og han talte om at drage alle mennesker til sig og om at give evigt liv. I ham er der magt til at helbrede enhver fysisk og åndelig sygdom.

Kristus kom til vor verden med en bevidsthed om mere end menneskelig storhed for at udføre en gerning, der har uendelige konsekvenser. Hvor var han, da han udførte denne gerning? I fiskeren Peters hus. Ved Jakobs brønd, hvor han hvilede sig, mens han fortalte den samaritanske kvinde om det levende vand. Som regel underviste han udendørs, men også i templet, hvor han var med til jødernes sammenkomster. Men oftest sad han på en bjergskråning, eller i en fiskers båd, når han underviste. Han var med de beskedne fiskere i deres hverdag. Han sympatiserede med folk i nød, de lidende, de foragtede, og mange var tiltrukket af ham.

Da genløsningsplanen blev lagt, blev det besluttet at Kristus ikke skulle vise sig i overensstemmelse med den guddommelige karakter; for så kunne han ikke forbinde sig med den forpinte og lidende. Han må komme som et fattigt menneske. Han kunne have vist sig i overensstemmelse med sin ophøjede rang i de himmelske sale; men nej, han måtte den lidende og forarmede menneskeheds laveste dybder, så hans stemme kan høres af bebyrdede og skuffede, så han kan åbenbare sig selv for den trætte og syndssyge sjæl som Genopretteren, alle folks håb, der giver hvile. Til dem, som i dag længes efter hvile og fred siger han lige så klart, som han sagde det til dem, der lyttede til hans ord i Judæa: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile."
Mrs. E. G. White