Gideons mod blev stærkt styrket ved tegnene af den guddommelige gunst der blev forundt ham. Uden tøven, gik han ud med alle styrker for at kæmpe mod midianitterne. Men nu ventede der ham en anden hård trosprøvelse. Med en umådelig hær af indtrængende fjender foran ham, toogtredive tusinde hebræere, der lod til at være i modsætning som blot en håndfuld – kom Herrens ord til ham: »Du har for mange folk hos dig, til at jeg kan give midjaniterne i deres hånd; gjorde jeg det, ville Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen kraft skaffede mig sejr! Lad derfor udråbe for folket: enhver, som er ræd og angst, skal vende hjem!«
Der var blevet gjort en lov i Israel som, før de tog i krig, som fulgte den erklæring som blev udråbt ud over hæren: »Er der nogen, som har bygget et nyt hus og endnu ikke indviet det, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal indvie det, om han falder i slaget. Og er der nogen, som har plantet en vingård og ikke taget den i brug, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal tage den i brug, om han falder i slaget. Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu ikke taget hende til hustru, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal tage hende til hustru, om han falder i slaget.« Og tilsynsmændene skal fremdeles tale til folket og sige: »Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke hans brødre skal blive forsagte, som han selv er det!« Hvilken slående illustration er dette om Kristi ømme og medfølende kærlighed! Han som indførte relationer for livet og slægtsbånd, gjorde særlige tilvejebringelser for at disse ikke brydes i vid udstrækning. Han vil ikke have nogen går ufrivilligt ud i kamp. Denne proklamation fremsættes også den indflydelse på en kraftfuld måde, som kan udøves af et menneske, der mangler tro og mod, og viser derud over virkningen af vore tanker og følelser på vor handlemåde.
”Som et menneske tænker i sit hjerte, sådan er han.” De tanker og følelser der gemmes giver ledelse og styring, og afgør derved karakteren. En stærk og velafbalanceret karakter opbygges af trofasthed i de små, såvel som i livets større ting. Et menneske måles ikke ved den kraft han lægger i større anstrengelser, men i den iver og renhed han frembringer i dagliglivets omsorg og ansvar.
Sand Kristen karakter kendetegnes med en enkelthed, en ukuelige beslutsomhed, som nægter at give efter for verdslig påvirkning, som vil tilstræbe intet mindre end bibelstandard. Hvis mennesker lader sit mod miste i Guds tjeneste, vil den store fjende komme med overmådelig mange grunde til at vende dem fra pligtens tydelige sti, til en magelighed og uansvarlighed. Dem som kan blive bestukket eller forlokkes, miste modet eller forfærdes, vil ikke være til tjeneste i den kristne krigsførelse. Dem som sætter deres lid til verdslige rigdomme eller verdslig ære, vil ikke støde slaget imod magterne og myndighederne, og åndelig ondskab på høje steder.
Alle som vil være soldater af Kristi kors, må påtage sig rustningen og berede sig til kamp. De bør ikke skræmmes af trusler, og forfærdes af farer. De må være forsigtige i farens stund, alligevel faste og brave for at stå ansigt til ansigt med fjenden og gøre kampen for Gud. Helligelsen som Kristi efterfølger må være fuldstændig. Fader, moder, hustru, børn, huse, lande, alt må være i anden række frem for Guds værk og sag. Han må gøre det villigt, muntert, lystigt, uanset hvad han i Guds forsyn kaldes til at lide. Hans endelige belønning vil være at dele den evige herligheds trone med Kristus . . .
På grund af Israels hæres svage tilstand, i modsætning til fjendens antal, undlod Gideon at komme med den sædvanlige erklæring. Han blev fyldt med forbavselse over erklæringen at hans hær var for stor. Men Herren så den stolthed og vantro der eksisterede i dette folks hjerter. Vækket af Gideons opirrende appeller, havde de indskrevet sig i hæren; men da de så mideanitternes store skarer, mistede de modet. Havde israelitterne sejret, ville disse mænd have tilskrevet sejren deres egen dygtighed og modighed, frem for at tilskrive det Jehovas barmhjertighed og magt. Som et folk havde de kun lille tro på Gud. Mange led skyldsfølelse med dårlig samvittighed.
I stedet for at være for mange, følte israelitterne at de var for få; men Gideon gav proklameringen sådan som Herren havde anvist. Med et sug i maven så han toogtyvetusinde, eller mere end to-tre gange af hele hans styrke, der forlod deres hjem.
Disse ord blev sagt af den samme medlidende Frelser, som sagde til de fristede disciple på den oprørte sø: “Det er mig; frygt ikke!” Den samme, som viste sig for de sørgende i salen ovenpå og talte de selv samme ord, som blev sagt til Gideon: “Fred være med eder!” Netop den samme Jesus som vandrede i ydmyghed som mennesker blandt menneskebørnene, kom til sit første folk, for at rådgive, diktere, befale, opmuntre og irettesætte dem.
Atter kom Herrens ord til sin tjener: »Endnu er der for mange folk; før dem ned til vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!«
Folket blev ført ned til søsiden, og forventede at gøre hurtigt angreb på fjenden. Nogle få tog hastigt en smugle vand i hånden og drak det idet de gik videre, men næsten alle bøjede sig ned på deres knæ, og drak i ro og mag fra vandoverfladen. Dem som tog af vandet i deres hænder, var kun omkring tre hundrede ud af ti tusinde; allige blev disse udvalgt, og den store hær fik lov at vende tilbage til deres hjem.
Her ser de enkle midler hvorved karakteren ofte prøves. Dem i denne meget farlige tid som har i sinde at dække deres egne behov, er ikke mennesker der stoles på i en nødssituation. Guds udvalgte mennesker er de få som ikke tillader at deres egne behov forhindrer dem i at udføre pligten. De besidder ikke kun mod og selvkontrol, men de er troens mænd. De har ikke besmittet sig selv med afgudsdyrkelse. Gud vil lede dem, og gennem den kan han udvirke udfrielse for Israel. Herren har påtænkt at vise sit folk at han er deres styrkes kilde. Ved at bruge enkle midler, vil han inrettesætte deres stolthed og selvophøjelse.
Ligesom det gamle Israel, ligeså er det med Guds folk i denne verdens tidsalder. Herren kan kun gøre lidt for menneskens børn, for de har så let ved at gøre sig selv klogere end deres Skaber. Hvis de velsignes med et mål af succes, kan mange blive ophøjede og selvsikre, og glemme deres afhængighed af Gud. Der sættes så meget lid til menneskers planer og metoder, og så lidt tro på Jakobs mægtige Gud; så meget mekanisk maskineri, og så lidt af den Allerhøjestes lifgivende Ånd og kraft.
Kristus er verdens lys. Al visdom og al kundskab der flyder ra Ham, som er visdommens udspring. Han påbyder sine efterfølgere: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.” Når det genspejles er det i hans disciple, som Kristi guddommelige elskelighed åbenbares i, overfor verden. Dem som forlader evangeliets enkelthed, er gået for at fremme deres Leder; men Kristus siger: ”Følg mig.”
Alle som føjer stoltheden og selvisheden, ”praler sig imod Gud,” vil han udskille fra Sit arbejde; og vil vælge dem som vandrer på ydmyghedens og lydighedens sti i stedet for, anerkende at al deres succes kommer fra Gud.
Alle de undere som Gud har udvirket for sit folk, er blevet udføret for de allermest enkle mider. Når Guds folk er helt helliget til ham, så vil han bruge dem til at fremføre sit værk på jorden. Men vi bør huske på at uanset hvilken succes der følger os, så tilkommer æren Gud; for alle evner og kræfter er en gave fra ham.
Til det yerste vil Gud prøve deres tro og mod, som han har betroet ansvar i hans arbejde. At føre sig frem vil ofte være forbudt. Selvom Gud gentagende gange har forvisset os om sin hjælp, vil troen dog næste vakle. ”Så siger Herren,” må være vort faste tillid, uafhængig af menneskelige fornuftslutninger, eller tilsyneladende umulige ting.
Gideons og hans hæres erfaring havde til hensigt at give en lektie i enfoldighed og tro. Den leder, som Gud havde valgt, besad ikke nogen fremstående stilling i Israel. Han var ikke hersker, levit eller præst. Han betragtede sig selv som den ringeste i sin faders slægt. Menneskelig visdom ville ikke have udvalgt ham; men Gud så i Gideon en oprigtig mand med moralsk mod. Han stolede ikke på sig selv, og han var villig til at lytte til Guds lære og udføre hans hensigter. Herren er ikke afhængig af mennesker i høje stillinger, mennesker med stort intellekt eller stor kundskab. Sådanne mennesker er ofte stolte og selvtilstrækkelige. De føler sig kompetente til at opfinde og udføre planer uden vejledning fra Gud. De skiller sig fra det sande Vintræ, og dermed bliver de tørre og frugtløse som visne grene.
Herren vil gøre menneskets praleri til skamme. Han vil give fremgang til de svageste anstrengelser og de mindst lovende metoder, når de er guddommeligt udvalgte og påbegyndes med ydmyghed og tillid. Gud vil ikke prøve vor tro at vi ikke kan klare det. Han vil give os tilstrækkelige beviser, så vi i vor svaghed, kan læne os ad hans styrkes arm, og sole helt på hans magt. Talenter, uddannelse og indflydelse under Helligåndens helliggørende indflydelse, må bruges i Guds tjeneste; men de tjener Satan oftere end Jesus Kristus.
Himmelens Majestæt vandrede blandt menneskenes børn med en konges værdighed; dog bevarede han enfoldigheden af et lille barn. Man hørte ham aldrig prale af sin overlegenhed, ophøje sin egen magt, evne eller sine færdigheder. Kristus var jordens Skaber; han var herlighedens konge; dog bragte hans liv i sagtmodighed og ydmyghed skam over menneskers stolte pralen. Han var legemliggørelsen af visdom, kundskabens kilde. Lad de, som vil prale af deres overlegne evner, lære af den store Lærer. Jesus indbyder alle: “Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Han sagde til sine disciple: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”
Hvordan ser Gud på mennesker som gemmer på stolthed, og praler af deres overmådelighed, når de er afhængige af Ham for hver vejrtrækning de gør, for den mad de spiser, for det tøj de klæder, og over alt dette, for den dyrebare fornuftighedsgave, - tankens kraft? Lad Guds hånd lægges på mennesker, lad sindet blive overtåget, og hvad vil han da have at prale sig af? Succesen er ikke afhænging af styrke eller antal. Gud kan udfri ved hjælp af få så vel som ved mange. En stor menighed er ikke nødvendigvis en stærk menighed. Nogle af dens medlemmer kan gemme på selviskhed, stolthed eller vantro; nogle kan være uærlige, andre fordærvet i hjerte og i liv. Alt dette er en kilde til svaghed for menigheden. De pådrager sig Guds rynkede mine over sit folk, og den store sjælefjende vil arbejde igennem dem, for at fremme sin egen sag.
I gamle dage blev de, hvis verdslige interesser drog deres hjerter fra Guds sag, pålagt at vende tilbage til deres hjem. Det var bedre for sandhedens sag i dag, hvis dem hvis opmærksomhed er optaget af private sager, vil skulle sig ud fra Guds arbejde, og give sig selv til de ting som deres hjerte fryder sig ved. Så vil de ikke med deres forkerte eksempel, udøve en så farlig indflydelse på andre.
Gud æres ikke så meget af det stor antal, så af deres karakter der tjener ham. Han påskønner moralsk værdi. Han trækker en skillelinje mellem dem som bærer hans navn ved bekendelse, og dem hvis karakter viser dem at være hans børn. Dem som har Gudsfrygt, vil lytte til hans råd, og adlyde dem. De vil ikke være tilfredse med falske teorier, eller bygge på falske principper for at få et venskab med verden. Alligevel vil de samtidig værne om og være eksempel på de dyder, som fremmer familiens, menighedens og samfundets lykke.
Mange som har ansvarsfulde stillinger i Guds menighed, ofrer deres renhed for at få de ugudeliges gunst. En stærk strøm fejer nedad, og de beslutter at det er nemmere at flyde med tidevandet end at ro imod den. Ligesom Israels børn, ofrer de Guds velsignelser på grund af deres magelighed og åndelige ladhed. Mange sætter afguder op i deres hjerter, - selvishedens afguder, stolthedens afguder, og kærlighed for opvisning. Evige ting mister deres værdi. Trækkes den indflydelse tilbage som Gud har givet for at bevare og styrke vor åndelighed, så forfalder den og dør. Vi må hele tiden søge at drage nær til gud, og lære hans vilje. Vi må blive verden mere ulig, og mere Kristus lig i karakter.