Nogle vil påberåbe sig, at de har levet op til det bedste lys, som de havde, og at de ikke vidste, at de var syndere i Guds øjne. Derfor gør de krav på at være skyldfrie og har intet at angre. Men Guds ord var tydeligt, og alle, som havde et bedende, inderligt ønske om at forstå det, kunne have vidst, hvad der var sandhed; og for denne uvidenhedssynd vil Gud kræve et offer, ligeså vel som han gjorde på Moses’ tid, selve offeret af et knust og sønderbrudt hjerte. Med Bibelen i vore hænder burde vi alle kende og praktisere sandheden. Men nogle ønsker ikke at ændre deres tro eller færd og fremsætter det argument, at hvis de blot er oprigtige, så vil de blive frelst. Sådanne står i stor fare for at begå formastelsens synd, ikke at leve op til alt det lys, de har. Kritisk selvransagelse, forenet med en omhyggelig granskning af Skrifterne og inderlig bøn, er nødvendig, ikke for at nogle skal undgå korset, men for at de må kunne ledes til hele sandheden, uanset hvor megen selvfornægtelse det måtte koste, og uanset hvor ubelejligt det måtte være at adlyde.
Alle løgnere har deres del i ildsøen, og alligevel bliver der fortalt og udøvet flere falskheder, end mange forestiller sig. Alt bedrag og al overdrivelse er falskhed. Et ærligt menneske, et retskaffent menneske, vil ikke med vilje frembringe udtryk ved tale eller tegn, som ikke er strengt sande. Det vil ikke lade nogen høre noget fra ham, som han ved, ikke er rigtigt. Falskhed består i en hensigt til bedrag. Et blik, en håndsbevægelse, et ansigtsudtryk vil fortælle en falskhed lige så virkningsfuldt som ord. Antydninger, som efterlader et overdrevent indtryk på sindene, er falskheder.