Guds lov er uforanderlig. Derfor var det, at Kristus døde, idet han påtog sig overtræderens skyld og gjorde det muligt for enhver angrende, bodfærdig synder at erholde hans styrke og ved ham opnå fred med den, hvis lov han havde overtrådt.
"Synd er lovens overtrædelse" og "syndens løn er døden". Det var synden, som bragte døden ind i verden. Havde der ikke været synd, så ville der heller ikke have været nogen død. Kristus døde i synderens sted for at frelse ham fra den straf, hans ulydighed ville have påført ham. Dersom Guds lov kunne forandres eller afskaffes, så havde det ikke været nødvendigt for Kristus at dø; thi døden var ikke nødvendig for at afskaffe loven. Dette at Gud ikke sparede sin egen uskyldige, elskelige Søn for den straf, som han påtog sig at bære i synderes sted, er det kraftigste bevis for, at Guds lovs krav ikke i mindste måde, kan tilsidesættes, for at overtræderne kan blive frelst. Således har vi i Kristi død et bevis ikke alene på Guds kærlighed til syndere, men på hans lovs uforanderlighed. Loven kan ikke afskaffes. Ikke et eneste bud kunne forandres for at frelse synderen eller imødekomme mennesket i dets faldne tilstand. Men Gud elskede verden så højt, at han gav sin Søn til at lide straffen for overtrædelse i synderens sted.
Det er ved nåde, at synderen frelses. Han bliver retfærdiggjort uforskyldt ved Kristi blod. Men Kristus døde ikke for at frelse synderen i hans synder. Hele verden stod fordømt, skyldig for Gud; thi alle har overtrådt hans hellige lov, og de vil visselig fortabes, medmindre de omvender sig fra deres ulydighed og ved tro på Kristus griber den fortjeneste, han har tilvejebragt ved sit dyrebare blod. Adams og Evas synder medførte, at både de og deres efterkommere tabte det hellige Edenhjem. De, som vedbliver at leve i overtrædelse af Guds lov, vil aldrig genvinde det tabte paradis; men formedelst Kristi nåde kan menneskene udvise den lydighed, som kræves, og atter opnå at få et hjem i det skønne Eden, som vil blive genoprettet.
Der gives dem, der ikke forstår forløsningens plan, men benytter Kristi død som set bevis for, at Guds lov er afskaffet. Mennesker, der giver sig ud for at være lærere, forblinder de uvidendes øjne ved at forveksle den moralske lov med ceremoniloven og benytter skriftsteder, der taler om ceremoniloven, for at bevise, at den moralske lov er blevet afskaffet. Dette er en fordrejelse af skriften. Der omtales to forskellige love. Den ene er den lov, som omhandlede forbilleder og skygger, og som gjaldt til Kristi tid, men som bortfaldt, da forbilledet mødte modbilledet i Kristi død; en anden er Herrens Lov og er lige så varig og uforanderlig som hans evige trone. Efter korsfæstelsen var det en fornægtelse af Kristus, når nogen jøde vedblev at ofre brændofre og andre ofre, der var forbilleder på hans død. Det var det samme som at sige til verden, at de ventede på en forløser, der skulle komme, og ikke havde nogen tro på ham, som havde givet sit liv for verdens synder. Således havde ceremoniloven ingen gyldighed længere end til Kristi død.
Kristi evangelium kaster glans over den jødiske tidsalder. Det kaster lys over hele den jødiske husholdning og giver ceremoniloven betydning. Guds tabernakel eller tempel på jorden var et billede af det virkelige tempel i himlen. Alle ceremonier i den jødiske lov var profetiske, en billedlig fremstilling af hemmelighederne i forløsningens plan. Denne lovs forskrifter og ceremonier var givet af Kristus, som iklædt en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten var israels anfører, og denne lov bør behandles med stor ærefrygt; thi den er hellig.
Kristus kom for at lære menneskene frelsens vej, og vi kunne vente, at dersom de ti buds lov ikke mere var bindende, når skygge tjenesten ikke længere havde nogen betydning, så ville han have erklæret den for ophævet. Dersom Det gamle Testamentes hellige skrifter ikke mere skulle betragtes som vejleder for de kristne, så ville han have undervist menneskene derom. Men dette var ikke hans værk, der kom for at søge og frelse det fortabte. I sin mindeværdige bjergprædiken, hvori han fortalte sine efterfølgere hensigten med sin mission, erklærede han udtrykkeligt, at den moralske lov var evig. Hans højtidelige advarsel til de, der forsømte og foragtede Guds lov, lyder endnu ned til vor egen tid med disse ord: "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget." Matt 5,17-19.
Disse er den store lærers ord; men mange vil gerne fordreje dem, så at de kommer til at betyde noget helt andet, end hvad Kristus ønskede at lære sine disciple og gennem dem alle, der skulle tro på hans navn. Han kom for at opfylde lovens krav, for at gøre den stor og herlig og vise alle, at Gud ikke vil holde overtræderen for uskyldig. Den Højeste vil fuldbyrde sit ord. Det skal ikke vende tomt tilbage til ham.
Da Jesus efter sin opstandelse viste sig for de to disciple på vejen til Emmaus og for dem, der var forsamlet i Jerusalem, henviste han ikke til de mægtige gerninger, han havde gjort, for derved at styrke deres tro på ham som den lovede Messias; men han gik til bage til Moses og profeterne og udlagde for dem, hvad Skrifterne havde sagt om ham. De hellige profeter havde forudsagt måden, hvorpå han skulle fødes, de vigtigste begivenheder i hans liv samt hans mission, hans død og opstandelse, og Jesus indprentede på disciplenes sind den sandhed, at i hans liv og død havde disse profetier fået deres opfyldelse. Håbet opflammedes på ny i disciplenes hjerter, idet profeternes ord for dem fik nyt liv og ny kraft, og de var villige til at antage Jesus af Nazaret som Guds Søn, den længe ventede Messias.
Der er ingen uoverensstemmelse mellem det gamle og det nye testamente. I det gamle testamente finder vi evangeliet om en Frelser, der skulle komme, i det nye testamente har vi evangeliet om en Frelser, der er kommen, således som profeterne havde forudsagt. Medens det gamle testamente stadig peger fremad til det sande offer, så viser det nye testamente, at Frelseren, til hvem de forbilledlige ofringer havde peget fremad, er kommen. Den jødiske husholdnings dunkle herlighed er blevet afløst af den klarere og større herlighed i den kristelige husholdning. Men ikke en eneste gang har Kristus udtalt, at hans første komme ophævede Guds lovs fordringer. I det allersidste budskab, som han gennem seeren på Patmos giver til sin menighed, udtaler han tværtimod en velsignelse over dem, der holder hans Faders lov. "Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen." Åb 22,14.
Verden er fuld af beviser på Guds storhed, majestæt og godhed; men det kraftigste bevis på hans kærlighed til faldne mennesker har vi deri, at han gav sin Søn, der påtog sig menneskers natur, steg ned til jorden og udførte en tjeners hverv, smagte livets bitreste smerter og endog døde en frygtelig og forsmædelig død, for at vi ved ham atter måtte kunne opnå at vise lydighed og finde nåde hos Gud og vinde evigt liv. Som vort eksempel holdt Kristus sin Faders lov. Ligesom han sejrede, kan også vi sejre, og han har givet dette løfte: "Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone." (Åb 3,21).