Vi har kun een prøvetid i hvilken vi skal forme vor karakter, og vor skæbne afhænger af hvilken slags karakter vi danner. De, som er her på jorden, har formet en karakter, som, ved Kristi nåde, bærer den himmelske form, vil blive modnet til at kunne modtage den evige belønning, gennem Helligåndens nådige indflydelse. De får del i den Guddommelige Natur, og er undsluppet den begærets fordærvelse, som er i verden. Det er af erkendelsen af det faktum, at vor karakter ligner Kristi karakter, som får os til at prise og takke Gud og Lammet. De, som sætter pris på Kristi godhed, nåde og kærlighed, og som ved at beskue Ham, bliver forvandlet til hans billede, vil få del i det evige liv. Deres karakters egenskaber er lig Kristi karakters egenskaber, og de kan ikke fejle i det der mangler for Guds folk.
Men de, som har udviklet en karakter efter den sataniske model ville ikke føle sig hjemme I himmelen. Den syndige, egoistiske og lidenskabelige anklager og kritiker vil føle sig elendig til mode i himmelen, og selv i Guds sals råd vil de åbenbare deres uhøflige, usympatiske og grove dispositioner. Selv hvis de blev placeret på den højeste tinde og havde overhøjheden i englenes råd, ville de til stadighed ønske at opnå en højere position og selv begære Guds trone. Der ville ikke være nogen lykke for sådanne mennesker i himmelen. De ville ikke kunne praktisere deres onde tanker, onde tale, være pralende, kritiserende og fordømmende blandt de frelstes hærskarer. Hvis sådanne kom i himlen, ville de opdage, at han havde taget sit utæmmelige, ustyrlige selv med sig, og selv himlen ville ikke kunne give ham lindring fra sin instinktive tilbøjeligheder. Himmelen begynder i sjælen, og efterhånden som sindet bliver mere og mere himmelvendt, bliver Kristus mere og mere værdsat og bliver til sidst den øverste blandt titusinder - Den eneste fuldkommen vidunderlige. Men hvor Satan får tilladelse til at kontrollere sindet, bliver hans egenskaber en del af karakteren hos dem, som han kontrollerer, og synderen opøver større og større ugudelighed.
Hvis vi ønsker at se himmelen foroven, må vi skabe en himmel hernede. Vi må have en himmel her, for at komme ind i selv himmelen. Vi må have himmelen i vore familier og til stadighed nærme os Gud gennem Kristus. Kristus er det store centrum, som trækker os til sig, og Guds barn, som er skjult i Kristus, mødes med Gud og fortaber sig herved i den Guddommelige. Bøn er sjælens liv, ved bøn suger sjælen næring til sig fra Kristus. Bøn vender fuldstændigt vort åsyn mod Retfærdighedens Sol. Når vi således vender vort åsyn mod Ham, vender Han sit åsyn mod os. Han længes efter at give os guddommelig nåde; og når vi drager nær til Gud i troens fulde forvisning, bliver vor åndelige forståelse fornyet. Vi vandrer ikke længere i blinde og stønner under vore åndelige frugtesløshed, for ved flittig ransagelse af Guds ord, under bøn, tilegner vi vore sjæle Hans rige løfter. Engle drager nær til vor side, og fjenden og hans mangfoldige påfund (devices) bliver drevet tilbage.
Bøn er sjælens kraft, og dog bliver denne opøvelse sørgelig forsømt. Ved simpel, alvorlig, angerfuld bøn bliver himmelsindetheden kraftigt forøget. Intet andet nådemiddel kan erstatte dette og derved bevare sjælens sundhed. Bøn bringer sjælen i umiddelbar kontakt med livets kildespring og styrker vor åndelige sene- og muskelvævs erfaring; for vi lever af tro, og ser Ham, den usynlige. Ved at forsømme bøn eller ved at bede krampagtigt i ny og næ, når det lige synes fordelagtigt, vil medføre at vi mister forbindelsen til Gud. Den kristne erfaring bliver tør og de åndelige evner mister deres vitalitet. Den religiøse erfaring mangler sundhed og livskraft. Der er en voksende tendens til at substituere menneskers skrifter og tale for Guds ord.
Det er på grund af forsømmelsen af at bede og granske Bibelen, at masserne accepterer menneskers teorier, tomme filosofier, eller det menneskelige sinds glimtende (flashing) spekulationer. Det har aldrig været Guds plan (design), at sjælen skulle næres af traditioner og spekulationer af menneskelig oprindelse. Vor forestillingsevne må række meget højere end dét, som mennesker kan opfinde; sindet må hæve sig til al visdoms kilde. Sjæle omkring os vansmægter og trænger til livets brød, tørster efter det levende vand, klart som krystal, som flyder fra Guds trone og fra Lammet. Men disse stakkels sjæle nægtes adgang til livets brød, og selv fra talerstolene bliver Guds Ord erstattet af lektioner i videnskab og tom filosofi. Det er Guds ord der, som er det rene korn, er renset for menneskelige usikre og forudfattede meningers avner.
Det er Guds nåde alene, som kan vitalisere og opfriske sjælen. Profetiens dyrebare sikre ord åbenbarer Kristi nådes rigdomme for dem, der søger sandheden. Guds ord er et åndeligt kornkammer, hvorfra sjælen kan modtage det, som vil være dens liv. Ved at granske Guds ord finder vi læresætninger, forskrifter, løfter, formaninger, tilskyndelser og opmuntrende ord, der vil imødegå nødssituationen i ethver menneskes sind. Her kan det Gudhengivne menneske blive grundigt udrustet til gode gerninger; for “Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed.” ”Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.” ”Men du, Guds menneske! fly alt dette og jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed; strid troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse. . . . . bevar det, der er dig betroet, og vend dig bort fra den vanhellige, tomme snak og indvendingerne fra den »erkendelse«, der med urette kaldes således. Ved at bekende sig til den er nogle kommet bort fra troen.” ”Og ikke at lægge vægt på fabler og endeløse stamtavler, som snarere volder ordstrid end tjener Guds frelsesplan i troen. men det, som dette påbud skal sigte på, er kærlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og af en oprigtig tro. Dette er nogle kommet bort fra, og de har vendt sig til intetsigende snak, folk, som gerne vil være lærere i loven, skønt de ikke selv forstår, hverken hvad de siger, eller hvad de hævder så sikkert.” ”Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor:”
Disse vejledninger er vitale og kan anses for værende profitable for os. Ve skal støtte os til Guds ord, og ikke til menneskelige filosofiske påstande og spekulationer. Sjælen skal næres af Guds rene uforfalskede ord; og ved udholdende granskning vil den, der studerer Bibelen finde et ”festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin”. Da vil hjertets tale være : ”Men mig blev dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde”