Før verdens grundvold blev lagt, forpligtede Kristus, Guds enbårne Søn, sig til at blive verdens genløser hvis Adam faldt i synd. Adam syndede, og han som havde haft del i Faderens herlighed før verdens grundvold blev lagt, forlod sit kongeskrud og sin kongekrone og steg ned fra sin høje trone for at blive lig et barn i Betlehem. Han skulle genoprette det som gik tabt da Adam snublede og faldt, han skulle genløse den faldne menneskehed. Han udsatte sig for alle de fristelser fjenden angreb mennesker med, men Satans mange angreb kunne ikke rokke ham i hans loyalitet mod Faderen. Ved at leve et syndfrit liv viste han at hver søn og datter af Adam kan modstå fristelsen fra ham som først førte synden ind i verden.
Kristus bibragte mænd og kvinder kraft til at overvinde. Han kom til denne verden i menneskelig skikkelse, for at leve som menneske, iblandt mennesker. Han påtog sig menneskenaturens tilbøjeligheder, og blive prøvet og forsøgt. I Sin menneskelighed havde han fået del i guddommelig natur. I sin inkarnation fik Han en ny betydning titlen af Guds Søn. Englen sagde til Maria: ”Kraften fra den Højeste skal overskygge dig, derfor også at hellige ting skal blive født af dig skal kaldes for Guds Søn.” Selvom Sønnen var af et Menneske, blev Han Guds Søn i en ny betydning. På denne måde stod Han i vor verden - Guds søn, var han dog forbundet i fødslen til menneskeslægten.
Kristus kom som menneske for at vise indbyggerne i de verdener som ikke var faldet i synd, og i den ene som var faldet i synd, at der var sørget rigeligt for at menneskene skulle have mulighed for at leve et liv i lydighed mod Skaberens bud. Han holdt ud i de fristelser Satan fik tilladelse til at plage ham med, og modstod alle hans angreb. Han blev mishandlet og var i stor trængsel, men Gud undlod ikke at give ham anerkendelse. Da han var blevet døbt af Johannes i Jordan og steg op af vandet, kom Guds Ånd over ham i skikkelse af en due som skinnede som guld, og en stemme fra himmelen sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3,17).Lige efter at dette var blevet kundgjort, blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen. ”Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen. Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr,” (Mark 1,12-13). ”Han spiste ikke noget i de dage,” (Luk 4,2).
Da Kristus blev ledt ud i ørkenen for at blive fristet, var det Guds Ånd som drev ham. Han opsøgte ikke fristelsen. Han drog ud i ørkenen for at være alene, for at overveje sit kald og sin gerning. Gennem faste og bøn måtte han styrke sig til den blodige vej han skulle vandre. Hvordan skulle han begynde på opgaven med at frigøre fanger som var plaget af voldsmænd? Gennem denne lange fastetid blev frelsesplanen åbenbaret for ham.
Da Jesus gik ud i ørkenen, var han omgivet af Faderens herlighed. Helt fordybet i fællesskabet med Gud var han hævet over menneskelige svagheder. Men herligheden veg bort, og alene måtte han kæmpe mod fristelserne. De pressede sig ind på ham uden at standse. Hans menneskelige natur veg tilbage for striden som ventede ham. I fyrre dage fastede og bad han. Han var svag og udmattet af sult, træt og udtæret af åndelig smerte. ”Han var værre tilredt end nogen mand” (Es 52,14). Nu havde Satan en mulighed. Nu mente han at han kunne overvinde Kristus.
Tilsyneladende som svar på Frelserens bønner, kom der en til ham som så ud som en lysets engel, og han havde dette budskab: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød!” (Matt 4,3). "
Grundigt kendskab til Guds ord er vort eneste håb. De som flittigt studerer Bibelen vil ikke gå med til at Satans falske teorier skulle være Guds sandhed. Ingen behøver at blive ført bag lyset af spekulationer som Guds og Kristi fjender kommer med. Vi må ikke give os til at spekulere på ting Guds ord ikke siger noget om. Bibelen indeholder alt hvad vi behøver at vide for at blive frelst. Vi må derfor daglig lade Guds ord være hvor rådgiver.
Kristus var et med Faderen fra al evighed af, og da han blev menneske, var han fremdeles et med Gud. Han er den mellemmand som binder Gud og mennesket sammen. ”Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de,” (Hebr 2,14). Det er kun ved ham vi kan blive Guds børn. Han giver alle som tror på ham, ret til at blive Guds børn. På den måde bliver hjertet et tempel for den levende Gud. Det er fordi Kristus blev menneske at mennesker kan få del i guddommelig natur. Han fører liv og udødelighed frem i lyset ved evangeliet. "