[*En prædiken holdt i Oakland, Cal., 11. juli, 1885.]
Tekst: ” Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.” Joh. 17,17-19
Denne bøn fra verdens Genløser indbefatter meget mere end der er blevet tænkt, og jeg ønsker at sandheder der undervises i her må indprentes på alle vore hjerter. ”Hellig dem ved sandheden; dit ord er sandhed.” ”Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.” Enhver som bekender at tro på Jesus er med i denne bøn, og har et ansvar som det er umuligt at kaste bort. Vi er pålagt at være helliggjort, ikke blot med hvad vi hjælpes med personligt, men så vi kan hjælpe andre.
I disse dage er det vanskeligt for sandheden at få adgang til menneskehjertet. Du ved at da Jesus engang ik ind i templet fandt han at der ver ”nogle som solgte okser, får og duer, og vekselerne sad der.” Derved blev de hellige sale i Herrens hus forvandlet til et købmandssted, hvor grådighed og havesyge blomstrede. Da Jesu øjne så hen over den det meget travle sceneri, glimtede guddommeligheden igennem hans menneskelighed. Han ”jog alle dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke. Og han siger til dem: »Der står skrevet: ”Mit hus skal kaldes et bede hus;« men I gør det til en røverkule.” Trafikken stoppede pludseligt, og skaren af købere og sælgerere flygtede som en guppede bevæbnede mænd forfulgte dem. Med tilbageholdt åndedræt så præsterne og herskerne på ham, som var iklædt med en sådan majestæt og magt; og som et lynglimt fra Himlen åbenbarede havde åbenbaret sandheden for deres omtågede sind, tvang overbevisningen sig selv ind i dem at dette ikke var nogen almindelig mand.
Da Kristus fandt det vanskeligt at få adgang til tempelsalene fordi de var fyldt med ting som aldrig burde være der, ligeså er menneskehjertet lukket imod sandheden fordi det er fyldt med denne verdens bekymringe og byrder. Det har fået en verdslig form Fyrsten for mørkets kræfter spiller livets spil for sjælen. Han arbejder med alle påfund han kan finde på, med al uretfærdighedens bedrageri, på at adskille mennesker fra Gud. Kødets lyst, livets stolthed verdens forfængeligheder har ataget sjælstemplet i besiddelse, og ikke plads til Jesus. Men når hjertet en gang er kommet under sandhedens magt, føles endog dens skjulte dybder som fornyende og forvandlende. Dem som har opfyldt sjælstemplet med verdslige bekymringer, og vanhelliget det med købere og sælgere, vil vi sige: Tag disse ting her fra, og lad sandheden tage sjælen i besiddelse. Jesus står og banker på hjertets dør, og beder: ”Hvis nogen hører min røst, og åbne døren, vil jeg komme ind til ham, og vil holde nadver med ham, og han med mig.” Vil vi lade herlighedens Herre gå ind? Vil vi lave plads til sandhed af himmelsk oprindelse?
Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Hvis du vil lave plads til Jesus, og rense sjælen for syndsbesmittelse, kan du nyde fuldkommen fred med Gud. Men nogle vil spørge: Hvordan kan jeg gøre dette? Ved en fuldstændig overgivelse af din vilje og din vej til Gud. Guds fred vil ikke herske i jeres hjerter så længe du beholder din verdslige ærgerriged og udsvævelser. De lidenskaber som tager sjælen i besiddelse må fjernes. Når vi bekender sandheden, er det vort privilegium og pligt at vise verden at det har en forvandlende kraft på liv og karakter.
Hvorfor er det så svært for mange at vandre oprigtigt får Guds åsyn? Det er, fordi de prøver at tjene to herrer, noget, som Frelseren har erklæret, at intet menneske kan gøre. Hvis de ville overgive sig til Jesus, vil han tage sjælen i besiddelse, og ethvert forkert ønske, enhver falsk ambition, enhver ond hensigt ville blive underlagt Guds vilje. Dette er den helliggørelse, Kristus mente, da han sagde: “Jeg helliger mig selv.” Dette er den helliggørelse, han ønskede for sine disciple, da han bad: “Hellige dem ved sandheden.” Vi bekender os til at være Herrens sønner og døtre; Kristi udvalgte, om hvem han siger: “Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.” Hvilken ret har vi til at lade verdens ting tage hjertet i besiddelse og lægge beslag på vor energi? Hvilken ret har vi til at lade hjertet være hovedvej for verdens trafik eller at efterligne dens vaner og skikke? Vi kan ikke tjene Gud og mammon. Vi må komme ud af verden og være adskilt. Dens mode skal ikke styre os; dens principper skal ikke være vore principper.
Hvis det verdslige element får lov at tage hjertet i besiddelse, vil de ting som Gud ikke anerkender syndes at være rigtige, og det religiøse liv vil blandes med vildfarelse. Begrebsopfattelsen vil ikke være klar og tydelig til at forstå ordet og Herrens vilje. Der er fare for at handle i ulydighed indtil fejlen forgyldes, samvittigheden sløves, og de selvbedragede tror at han selv er på hellighedens hovedvej, skønt han er på den nedadgående vej til fortabelse.
Sejrherrens arbejde er et grundigt og prøvende arbejde. Vi skal hver især kæmpe troens gode strid, og føre krig imod mørkets kræfter; for når sandheden begynder sit renselsesarbejde i sjælstemplet, begynder kampen mellem godt og ondt for alvor.
En prædikant som bekendende forkynder evangeliet, erfarede i en samtale med en søster at hun samvittighedsfuldt holdt det fjerde buds sabbat. ”Nuvel,” sagde han, ”du har så vidt ret i argumentet om at lørdagen er den sande dag at holde; Bibelen er klar på dette punkt. Men,” tilføjede han, ”jeg holde den ikke, fordi den vil skabe forvirring. Herren vil se over med dette hos mig, fordi det er så ubelejligt, så meget imod samfundet skikke. Og så tror jeg at det virkelig ikke at det gør forskel om den dag jeg overholder, fordi jeg er helliggjort; du ved hvad der gør al vorskel. Men hold dig til din tro, for du har ret til det.” Her er et menneske som hævder at være helliggjort medens han lever i ulydighed mod Guds ord; men hvad er det som helliggør uden om sandheden?
Kristus sagde: ”Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus, men det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen. Men enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog imod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.« Her er to klasser repræsenteret, - dem som er helliggjort gennem sandheden, og de mange som bekender at være helliggjort medens de bevidst bryder Guds lov. Det sande fundament er guds bud; og Jesu Kristi vidnesbyrd. Mennesker kan rejse en retfærdighedsstandard for deres egen side af, fra det der står i Guds ord; men deres håb vil visselig falde, ligesom huset der er bygget på sand.
Vi skal lytte til det Gud siger, og være lydig mod hans ord. Det er ikke lange prædikener eller bønner, det er ikke de ting som vi siger men det er de ting vi gør, den karakter vi danner, som gør os antagelige for Gud. Sandheden bør influere i vort daglige liv, og når vi sammles vil tungen ikke løbe med betydningsløse og overfladiske ting.
”I er verdens lys,” siger Kristus. Derfor ”lad jeres lys skinne for mennesker så de kan se jeres gode gerninger, og ære jeres Fader som er i Himlen.” Ved Kristi dødblev himlens uvurderlige rigdomme udgydt til menneskeheden. Kan vi selv holde på så dyrebare rigdomme? Oh! vi bør opløfe den opstandne Frelser for folk, og fortælle dem hvilken dyrebar Genløser vi hr fundet. Vi er hans repræsentanter; lad os vandre vort kald værdigt. Grunden til at vi ikke har større indflydelse til at vinde sjæle til Kristus, er at vi ikke er ordets gørere. Når vi gør Kristi gerninger, når sandheden bliver et levende princip i sjælen, skal vi få kraft med Gud og mennesker. Andre vil få kendskab til os, at vi har været hos Jesus og lært af ham, og blot vor tilstedeværelse vil være en indflydelse til det gode. Vi skal ikke turde synde, så andre ikke følger vot tåbelige eksempel. »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« Det Sande vidne siger: ”Jeg kender dine gerninger.” Lad os da passe på at vi ikke er halvhjertede kristne. Vi kan bringes i fuldkommen harmoni med Gud og hans sandhed; men der er meget at vi skal modsætte os. Vi bør ransge vore bibler, og lære hvad skriften sige med hensyn til vor pligt.
Kristus sagde: ” Pas på, vær årvågne, våg og bed! . . . . For Menneskesønnen er med en mand, der drog udenlands; han forlod sit hus og overgav styret til sine tjenere; han gav enhver sin gerning, og dørvogteren bød han at våge.” Ingen af os er undskyldt for de pligt vi er pålagt her. Vi skal overvåge alle sjælens porte, for at Satan kommer ind og vanhelliger sjælens tempel, som bør helliges helt til Gud. Vi skal passe på at lidenskaber ikke tager sjælen i besiddelse, passe på at der ikke gemmes på selviske tanker. Grunden til at der ikke er mere vitalitet og kraft i menigehden er at vi ikke arbejder og våger som vi bude. Vi bø stå som trofaste skilvagter på vor pligts post. Jeg beder at Kristi nåde må komme ind i vore hjerter, og at vi altid må se efter anledninger til at gøre godt.
Han som er sandt omvendt vil ikke være tilfreds med at brug Gudsgiven prøvetid til at ordne klædninger, og besmykke kroppen udad til. For disse vil livsstolthed, verdens forfængeligheder og tåbeligheder væe en meget ringere sag. De vil altid føle at jeg er i Guds nærhed; hans øjne kunne skelne alle forfængelige tanker, alle forsøg på at hæve og forherlige selvet. Hvis den tid, der spildes på tåbelige forsøg på at gøre udseende attraktivt, blev brugt på bibelstudier, til alvorlig bøn efter Kristi nåde, så vil Kisti tjeneste være passende med den sagtmodige og stille ånd som er sjælens himmelske besmykkelse, og vil aldrig gå tabt. Løftet vil opfyldes: ”Et nyt hjerte vil jeg også give je, og en ny ånd vil jeg lægge i jer.”
Kødet kæmper konstant imod Ånden og Ånden imod kødet. Den besmittelse, der næres i sjælen, kæmper imod den rene, helliggørende sandhed. Nogle har fremsat den tanke, at hvis vi én gang er i nåden, så er vi altid i nåden. Men vor gerning er at sejre hver dag. Fristelser presser sig på fra alle sier: modstår vi dem og kommer ud som sejrherrer i Kristi navn?
Når vi bliver Guds børn, er vore navne skrevet i Lammets livets bog, og forbliver der indtil tiden for den undersøgende dom. Så vil hver enkelts navne kaldes frem, og hans optegnelse undersøges, ved Ham som erklærer: “Jeg kender dine gerninger.” Hvis det på den dag viser sig at alle vore onde gerninger ikke er blevet angret til fulde, vil vore navne slettes af livets bog, og vore synder vil stå og være imod os. Hvis den bekendende troende bliver selvikker, hvis han i ord eller ånd bryder det mindste forskrifter i Guds hellige lov, repræsenterer han Jesus forkert, og i dommen vil de frygtelige ord blive sagt: ”Slet hans navn ud af livets bog; han er en syndens medarbejder.” Men Faderen medynkes over den egen-mistroiske og gudfrygtige sjæl, forpint som han kan være med tvivl og fristelser. Jesus går i forbøn for ham, og bekender hans navn for Faderen og hans hellige engle.
Han som skal være vor dommer kender vore gerninger. Han forstår alle fristelser og trængsler, og jeg er glad for det. Han kender forholdene som omgiver enhver sjæl. Han kender vor svaghed, og er berørt med en følelse af vore svagheder. ”Hvis nogen synder,” siger Johannes, ”har vi en talsmand hos Faderen! Jesus Kristus den retfærdige.” Oh, hvor dyrebar er Jesu navn og hvor dyrebart er ethvert navn han bekender for Faderen! Når vor nåde Genløser siger til den stakkels angerfulde, ”Han er min; jeg har indgraveret hans navn på mine håndflader,” kommer svaret: ”Jeg vil ikke udslette hans navn fra livets bog, men hans synder skal ikke længere huskes.”
Løftet er: ”Med mindre man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig.” Der er kraft i Kristi blod til at fjerne synd. Stakkels skælvende synder, i dag er du håbets fange. Jesus lever, og fordi han lever kan du også få liv.
Guds engel sagde til Johannes, idet han så på gen genløste skare omkring tronen: ”Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel.” Gennem Lammets blod er det enhvers privilegium at gøre vort liv til en herlig sejr. Vi vil få trængsle og vanskeligheder at møde, men hvis vi helliger os selv i lydighed til sandheden, vil Israels Gud være vor styrke. ”Så lad os da kende, jage efter at kende Herren! Som morgenrøden er hans opgang vis.” Herren ønsker at give kraft tils it folk. Han ønsker at de skal glæde sig i Gud over dees frelse. Han ønsker at de skal tilpasses hans billede, så når han kommer, kan han tage imod dem til sig selv. Hvis vi griber fat i den Almægtiges kraft, vil den støtte os i alle konflikter og livets modløshed, og vil til sidst sætte en herlighedskrone på vore hoveder, og bringe os del i de retfærdiges evige belønning. ”Salige er de, som holder Hans bud”, siger Frelseren, ”for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.” ”Og folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den.” ”Og intet urent skal nogen sinde komme ind i den,” " kun de, der står skrevet i Lammets bog, som er livets bog."