"Han sagde også til dem med en lignelse: »Ingen river et stykke af en ny klædning og sætter det på en gammel klædning; for så ville han jo ikke blot rive den nye klædning itu, men stykket fra den nye ville ikke passe til den gamle. Og ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så ville den unge vinsprænge sækkene, og den ville spildes og sækkene ødelægges; nej, ung vin skal hældes på nye lædersække. Men ingen, som har drukket den gamle vin, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er bedst.«
På det tidspunkt hvor Jesus gav denne lignelse, skulle den gamle symbol-tjeneste snart forsvinde, og tempelsalene skulle lægges øde. Kristus, det store Modbillede, både Offer og Ypperstepræst, iklædt i sin egen pletfrie retfærdighed, skulle snart slås ihjel som et lam uden lyde, på grund af verdens synder. Men både hans disciple og Johannes disciple misforstod forholdet mellem hans lære og skriftkloges og faraisæerenes doktriner. Johannes disciple havde forsøgt at forene reformerens lære med den lærere de jødiske ledere fremholdte; men skriftkloges og faraisærnes lære var snart ved at opløses, og forene sandheden med deres uforståelige traditioner ville gøre forvirringen endnu større.
De principper Kristus give, måden at holde fester på, bede til Gud, kunne ikke forenes ordentligt med faraisæismens former og ceremonier. I stedet for at dække ove det brud der var sket med Johannes lære, ville Kristi lære gøre adskillelsen mellem det gamle og det nye system mere tydeligt, og forsøg på at forene de toverdener vil kun gøre bruddet endnu større. Jesus illustrerede denne kendsgerning ved at sige: ”Ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så ville den unge vin sprænge sækkene, og den ville spildes og sækkene ødelægges.” Flaskerne som han referer til i sin illustration var gjort af sind, og var de tidligere blevet brugt som kar og lægge ny vin i, var de værdiløse til det samme formål igen. Med denne kendte illustration viste Jesus det umulige for dem som siller sig tilfreds med en legalistisk religion til forvaltere af himlens levende sandhed.
Dem som ikke tager imod Kristi lys og nåde, som forkastede den sandhed han kom for at bringe dem, blev sammenlignet med gamle flasker, der var værdiløse og udslidte klæder. Når de selv forkaster sandheden forsøger de altid selv at så tivlens og spørgsmålenes frø i disciplenes sind, for at den sandhed fra Kristus ikke folder sig ud for dem, og ikke gør dens indtryk i hjerte og ånd. De ophøjede ceremonier, og menneskelige tvangstanker, og menneskebud, som mere væsentlige end Kristi læresætninger. Forskellene mellem himlens friske og rene læresætninge og farisæernes livløse lære viser tydeligt at Guds vitale sandhed ikke kan finde plads til udbredelse i de gamle religiøse ritualer som var ved at forsvinde.
Som resultat af omgang med Kristus, blev disciplene ledt til at se de dyrebare sandhedsjuveler genskabt fra vildfarelsens systemer, og genindsette det i sandhedens struktur. Idet deres sind udvidede sig til at fatte Kristi lære, så de at den tro som virker i kærlighed og renser sjælen ikke finder fred i enhed med farisæernes gamle religion, som var lavet på de ældstes ceremonier, pålæg og traditioner. En anstrengelse for at forene Jesu lære med den etablerede religion vil have vist den fuldkomne fejltagelse ved at gøre sådan. For den nye lære ville, ligesom den gærede vin, ødelægge de gamle forrådnede sække fra den farisæiske tradition. For farisæerne var Jesu lære ny i næsten alle henseender, og kunne ikke genkendes og anerkendes som sandhed. De bekendte at have respekt for Abel, Enoks, Noas, Abrahams og Mose religion. Men selvom Kristus lærte de oprindelige sandheder som var blevet fædrene betroet, var hans lære ny for farisæerne, fordi de havde fordrejet, og misfortolket og betynget Guds forlangender, indtil sandheden havde mistet sin oprindelige betydning og skønhed.
Farisæerne satte sig imod Jesu lære med alle deres kræfter, og Jesus vendte sig fra de anerkendte religiøse ledere for at finde andre nye sække for den nye vin. Hos den uoplyste fiskermand, hos tolderen på markespladsen, hos kvinden i Samaria, hos almindelige folk som hørte ham gladeligt, fandt han nye sække til den nye vin. Præster og skriftkloge og herskere var fastlåst i en række ceremonier, oveholdelser og traditioner. I mange år havde de midstet deres livskraft, og deres hjerter var stivnet, ligesom de gamle visne optørrede sække, som han sammenlignede dem med; men fiskeren, samaritaneren, tolderen og synderen fandt Jesus hjerter som han kunne indprente og gøre til opbevaring for sin guddommelige sandhed.
Guds folk må gå ud fra lys til et større lys,ellers vil de, ligesom farisæerne gjorde, blive uvillige til at tage i mod yderligere lys. De vil finde sig selv i de rådnede udtørede sækkes tilstand. Me deres religiøse tro vil de være urørelige, ikke til at lave om på, ligesom det visnede figntræ, der var udtørret af rødderne. Dem som Jesus valgte til sit arbejde, var folk som verden gav lidt opmærksomhed; fiskere, foragtede tollere og samaritanere, havde ingen forbindelse med faraisæernes og de skriftkloges skoler; men Kristus så de nødvendige kvalifikationer til Guds arbejdere. Farisæerne så på hans selskab med toldere og syndere som en sag der fortjente deres fordømmelse; for det var en markat modtætning til deres vaner, sæder og traditioner. Men Kristus lærte sine disciple lektier om den brede karakter i hans rige, som skulle bevares igennem evige tider.
De lektier, som Jesus lærte i lignelserne, bør omhyggeligt studeres; de indeholder instruktion til hans folk i disse sidste dage, så vi ikke begår de fejltagelser, som den jødiske nation begik på Kristi tid. Evangeliet blev først forkyndt for jøderne; men de følte sig raske og følte intet behov for en læge. Kristus kom for at hjælpe den synd-betyngede sjæl; for det er kun dem, som føler og ved, at de er syndere, der vil blive omvendt. Kristus kom og rakte dyrebar sandhed frem, som mennesker skulle tage imod, fremstillede himmelske principper, som skulle indflettes i livet, gav åndelige gaver, som skulle videregives til andre. Kristus, Israels trøst, var kommet til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Han må finde nye lædersække til at rumme sin nye vin.
Hvorfor kunne de gamle lædersække ikke rumme den nye vin? Hvorfor blev Jesu lære forkastet? Kristi liv burde have været en vedvarende inspiration. Men de skriftkloge og farisæere afviste ham, fordi de tillod stolthed, ambition og fordom at komme i vejen. Jesus fulgte ikke skolernes undervisning; han kopierede ikke nogen levende model og hentede ikke sin undervisning fra nogen jordiske kilde. Hans undervisning var enfoldigheden selv; den var så klar, at et barn kunne forstå den, så dyb, så de fordomsfyldte farisæere og præster ikke kunne forstå den. Ingen anden end en himmelsk lærer kunne præsentere så høj en moral med så enkle ord, og dermed gør sine ord anvendelige til alles behov. Faderens herligheds glans blev åbenbaret i Jesu Kristi ansigt. Men de gamle lædersække kunne ikke rumme den dyrebare nye vin. De fordomsfyldte farisæere, skriftkloge og ledere havde ingen forkærlighed for den nye vin; de var fyldt med den gamle, og de havde ingen plads i deres sind eller hjerter for Kristi sandhed, førend de var blevet tømt for de gamle traditioner, skikke og vaner.
I spørgsmålet: “Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?” fremstilles de skriftkloges og farisæernes holdning; for spørgsmålet betød: Hvad skal vi gøre for at gøre os fortjent til himmelen? Læg mærke til Kristi svar: “Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt.” Men farisæerne spottede hans lære, og saddukæerne hånede ham. Den dyrebareste sandhed kunne ikke finde nogen harmoni med menneskers falske teorier og bud. Men de jævne mennesker, som ikke var fyldt med overtroens og traditionens vin, hørte på ham med glæde. De genkendte den himmelske kraft i hans lære og blev henrykt over den nye sandhed om hans rige. Mange, mange fandt det levende Brød, som kom ned fra Himmelen, og drak af det levende Vand. Deres sultne sjæle blev mættede med himmelsk manna og forfrisket med frelsens strømme. I deres accept af hans lære beviste de sandheden af hans ord: “Mine får kender min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.”
Lad det ikke gå os, som lever i de sidste dage, som det gik farisæerne. Lad det ikke siges om os, som der blev sagt om dem, at ny vin ikke hældes i gamle lædersække. Lad ikke de, som har været i sandheden længe og som har fået Guds lov betroet, ophøje menneskers ideer og synspunkter over Himmelens fremrykkende sandhed, for at ikke de skal efterlades som gamle, tørrede lædersække, hvis plads vil blive erstattet med nye lædersække, som Herren vil udvælge til den nye vin. Vi må være i en stilling, hvor vi altid vil have appetit til frisk manna, til Himmelens nye vin.
Lad alle tage sig i agt, at de ikke efterligner jødernes eksempel og fornægter den sandhed, som kommer ned fra lysets Fader, af frygt for at måtte opgive en elsket idé eller forkaste et synspunkts afgud. Det var overholdelse af tradition, der førte til jødernes fald, og det vil føre til mange, mange sjæles fald i enhver tidsalder. Lad os frygte for at stille os tilfredse med det, vi allerede har fået, men altid rykke fremad med lyset, så Jesus ikke skal kaste os til side som værdiløse lædersække, når han præsenterer os for ny sandhed.