The Signs of the Times d. 13. oktober 1881

Den nedadgående sti

Et forkert trin baner vejen for det andet. Samson havde overtrådt Guds bud ved at tage en hustru fra filistrenes døtre, og inden længe vovede hans sig ind igen blandt det folk – ny hans dødsfjender – og slippe tøjlerne for hans uretsmæssige lidenskaber. Ved at stole tillidsfuldt til hans egen store styrke, som han indgød en så stor rædsel hos filistrene med, tog han frimodigt frimodig Gaza, en af deres største og mægtigste byer, og besøgte en skøge på det sted.

Denne skændige nyhed blev hurtig kendt for byens indbyggere, som var ivrige efter at hævne deres ærefrygtsindgydende fjende. I frygt for at angribe ham sendte de ikke desto mindre forstærkninger, og satte en tapper vagt ved byporten, opsat at dræbe ham om morgenen på en eller anden måde.

Ved midnat vågnede Samson op. Den anklagende samvittighedsstemme fyldte ham med anger, da han huske at han havde brudt sin løfte som en nazarær. Men på trods af hans synd, havde Guds barmhjertighed ikke svigtet ham. Hans store styrke gjorde atter at han kunne blive udfriet. Han brød byporten ud af set sted, tog det hele, med sine tværstænger og stolper, og bar den flere kilometer, op på en toppen af en bakke, på vej til Hebron; var vagerne imidlertid for overraskede og rædselsslagne til at forhindre og forfølge ham.

Men også denne knebne flugt tjente ham ikke til at afholde sig fra sin onde handlemåde. Det tredje skridt nedad fulgte hurtigt efter det andet. Han vovede sig ikke mere ind på filistrenes territorium, men hjemsøgte de sanselige fornøjelser, som lokkede ham i fordærv. ”Han elskede en kvinde i Sereks dal.” Hendes navn var Delia, som ganske passende betyder optærende, eller forspild. I selskab med denne troldkvinde, spildte Israels dommer dyrebare timer som kunne være blevet helligt brugt på hans folks velfærd. Men de forblindende lidenskaber som endog gør den stærkeste svag, havde vundet kontrol over fornuften og over samvittigheden. Sereks dal, et lille dalstrøg ikke langt fra sit eget fødested, blev hyldet for sine vingårde. Disse fristede også den vaklende nazaræer, som allerede havde hengivet sig i vindrikning, og bryde et andet bånd, som holdt ham til afholdenhed, til renhed og til Gud.

Filistrene kender godt til den guddommelige lov, og dens fordømmelse af sensuelle lyster. De holdt vågent øje med alle deres fjendes bevægelser, og da han fornedrede sig selv af denne nye forbindelse, og de sø troldkvindens forheksende kraft, besluttede de, igennem hende, at gøre hans endeligt.

Derfor blev der sendt en deputation bestående af en leder fra hver af de fem filisterstater til Serek-dalen. Det var ikke deres hensigt at pågribe ham da han havde så stor styrke, men lære om det var muligt at tage hans styrke bort fra ham. En så forunderlig kraft, der overgik noget som de nogen sinde har kendt før; det om Anaks berømte efterkommere, som boede iblandt dem, kan ikke sammenlignes med det, og filistrenes overherrer besluttede at det måtte være overnaturligt, resultatet af en tilstand som må forandres, eller en fortryllelse som må brydes. De bestak derfor Delila til at finde hemmeligheden bag hans styrke, og afsløre den for dem, gav hende elleve hundrede sekel sølv for hver af dem, der sammenlagt beløb sig til mere end tre tusinde dollars.

Idet bedrageren stillede Samson sine spørgsmål, bedragede han hende ved at sige at andre mænds svaghed kunne komme over ham, hvis visse metoder blev prøvet. Da hun prøvede det efter, blev bedrageriet opdaget. Så anklagede hun ham for falskneri, og sagde: ”Hvordan kan du siger at du elsker mig, når du har bedraget mig og løjet over for mig disse tre gange, og har ikke fortalt mig hvori din store styrke ligger?”

Samsons forgabelse virkede næsten utrolig. Først var han ikke helt så forhekset at hemmeligheden blev afsløret; men han havde gået ind sjæleforråderens net med fuldt overlæg, og dets masker strammes mere og mere omkring ham for ethvert skridt. Tre gange fik han det klareste bevis på at filisterne havde indgået forbund med hans charmetrold for at udslette han; men når hendes hensigter svigtede og hans styrke ventede tilbage, behandle hun sagen som en spøg, og han forblændede blindt al frygt for fare.

Dag for dag pressede og tilskyndede Dellia ham, indtil ”hans sjæl var ærgret til døde,” alligevel holdt en listig magt ham til hendes side. Hendes hjerte var til den bestikkelse der fristede hende, og hun brugte alle sine lokkemidler for at sikre sig den. Da Samson til sidst blev overvundet af det fortryllende net som han ikke lod til at have kræfter til at bryde, gjorde Samson hemmeligheden bekendt: »Ingen ragekniv er kommet på mit hoved, thi jeg har fra moders liv af været en Guds nasiræer; hvis mit hår rages af, mister jeg mine kræfter og bliver svag som alle andre mennesker.«

Bedrageren lyttede ivrigt til hans ord, fuldt overbevist over hans seriøse og alvorlige måde at sige sandheden på; og hun besluttede sig for at benytte sig af det. En budbringer blev straks sendt afsted til Filistrenes herrer, og bød dem instændigt at komme straks til hendes kammer uden tøven. Derefter sente hun en mand som, når krigeren sov med sit hoved på hendes knæ, at rage hans store hår af. Da hun så for tredje gang kaldte: ”Filistrene er over dig, Samson!” våbnede han pludselig op, og troede at han kunne bruge sin styrke som før, og udslette dem alle; men hans kraftesløse arme nægtede at adlyde ham, og så vidste han at Herren havde forladt ham.

Da han var blevet klippet, begyndte Dilla at irritere ham og pådrage ham smerte, og derved få trængsler ud af hans styre; for filistrene turde ikke nørme ham før de var helt overbeviste om at hans kraft var borte. Så pågreb de ham, og stak begge hans øjne ud, og så tog de ham til Gasa. Der blev han bundet med stærke kobberlænker, og hold ham i deres fængsel som et sejrstrofæ, og tvang ham til hårdt slavearbejde.

Hvilken forandring var det for ham at han havde været Israels dommer og fronkæmper! – nu svag, blind, til gange, nedværdiget til den mest simple tjeneste! Lidt efter lidt havde han overtrådt vilkårene for hans hellige kald. Gud havde længe båret over med ham, men da han overgav sig selv til syndens magt, som at forråde hans hemmelighed, det øjeblik forlod Gud ham. Der var ingen dydighed i hans lange hår, i sig selv, men et var et tegn på loyalitet mod Gud, og når symbolet blev offer for lystige lidenskaber, blev de velsignelser dette tegn havde også sat over styr. Var Samson blevet barberet uden fejl fra hans side, ville hans styrke var blevet der. Men hans adfærd viste lige så meget foragt for Guds gunst og autoritet, som om han i selvforagt havde skilt sig af med sine hovedlokker. Derfor lod Gud ham udstå resultaterne af sin eget tåbelighed.

I hans lidelser og ydmygelse, en hån for filistrene, fik Samson anledning til tænke over det, og han lærte mere og mere om sin egen svaghed end han havde vist nogen sinde før. Idet hans pinsler ledte til anger, begyndte hans hår gradvist at vokse, tilkendegav at hans ekstraordinære kræfter kom igen, men hans fjender, betragtede ham bare som en lænket hjælpeløs fange, fik ingen bange anelser.

Da filistrene jublede over deres store sejr, tilskrev de deres guder æren, priste dem som mægtigere end Israels Gud. I stedet for at kampen var imellem Samson og Filistrene, var den nu imellem Jehova og dragen, og derved blev Herren bevæget til at hævde Sin mægtige kraft og Sin højeste autoritet. En god anledning til dette blev snart givet. Filistrene havde en fest til ære for deres gud Dagon. En umådelig stor gruppe mennesker var samlet, og under deres ugudelige fests højdepunkt, beordrede fangen at komme frem, så folket får en ny underholdningskilde. Skaren hilste hans fremmøde med sejrsråb og priste deres gud som derved havde underlagt ”deres lands skændsmand.” Samson havde været en skamplet for folket tidligere; men nu forhånede endog folkets ledere hans ulykke.

Den vældige bygning var fyldt med modige og tapre. Endog taget var tæt pakket med tusindevis af tilskurere. Efter en tid spurgte Samson, som om han var træt, om lov til at hvile sig op ad to hovedsøjler, som holdt templets tag. Så udåndede han bønnen: »Herre, herre, kom mig i hu og giv mig kraft, o Gud, kun denne ene gang, så jeg kan hævne mig på filisterne for begge mine øjne på een gang!« Med disse ord greb han søjlerne med sine mægtige arme, og med råbet: »Lad mig dø sammen med filisterne!« bøjede han sig ned og taget faldt, ødelagde med et skæbnesvanger greb, hele den umådelige hær. ” Således dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt i levende live.”

Gud havde udtænkt at Samson skulle udrette et stort arbejde for Israel. Derfor måtte der vises den største omsorg for livets begyndelse og give ham de bedste betingelser for fysisk styrke, forstandsmæssig livskraft og moralsk renhed. Havde han ikke vovet sig ud iblandt de ugudelige og tøjlesløshed, ville han ikke have givet så grundigt efter for fristelse. Fysisk var han den stærkeste på jorden; men i selvkontrol, renhed og fasthed, var han det svageste menneske. Hans lidenskaber blev ikke underlagt fornuften og gudsfrygten. Den smukke kvindes lokkemidler er ofte farlige fristelser for den unge. Dem som ikke gør Gud til deres styrke, vil blive overvundet af Satans bedrag.

Netop de mennesker som Gud vil bruge som sine tjenere, bruger den frygtelige fjende sine største kræfter på at lede på vildspor. Alligevel viser det hellige ord ædle eksempler til vor opmuntring, om mænd som i Guds styrke modstod de voldsomste angreb mod mørkets kræfter. Den unge Josef blev underlagt den hårdeste fristelse. Den kom fra en i en høj stilling, en hvis misundelse kunne ødelægge hans verdslige udsigter. Josefs fremtidige liv blev afgjort af de beslutninger han traf i prøvende stund. Hans så stille og roligt op mod Himlen, og udbrød: »Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!« Ilden af uhellig lidenskab fik ikke lov at blusse op. Guds befalinger, Guds løfte stod foran Josef. Han følte at hans alt-seende øje var over ham, bredte sig til alle hans tanker, banede vej til hjertets hemmeligheder, til de motiver som ligger under for hver handling.

Samson havde i sin usikkerhed den samme kilde til styrke, som Josef havde. Han kunne vælge det rigtige eller det forkerte, som han ønskede. Men i stedet for at gribe fat i Guds styrke, tillod han sin naturs vilde lidenskaber at få frit løb. Fornuftens magt var fordærvet, moralen ødelagt. Gud havde kaldet Samson til en stilling med stort ansvar, ære og gavn. Men han skulle først lære at regere ved at adlyde Guds love. Josef var fri til at vælge sin moral. Godt og ondt lå foran ham. Han kunne vælge stien med renhed, hellighed og ære, eller stien med umoral og forfald. Han valgte den rette vej, og Gud billigede. Samson stod i de samme fristelser, men han havde selv valgt dem, og han gav lidenskaberne frie tøjler. Den sti, han gik ind på, endte i skam, ødelæggelse og død. Hvilken kontrast til Josefs historie!

De unge i dag kan velsigne eller fordærve deres fremtidige liv. Gud kalder unge mænd i deres manddoms styrke og ære til at gøre tjeneste for ham. Men mange som Gud kunne bruge, nægter at adlyde. De ønsker at få sig verdslig vinding og ære. For at blive en Kristi tjener må de anse det for at være for stort et offer.

Beretningen om Samson bringer en lektie til dm hvis karakter endnu ikke er formet, som endnu ikke er gået ind i det aktive livs fase. De unge som går på vore skoler og colleger vil findes i alle slags sindelag. Hvis de ønsker løjer og tåbelighed, hvis de søger at undgå det gode for forene sig med det onde, har de anledningen. Synd og retfærdighed er foran dem, og de skal vælge for sig selv. Men lad dem huske på at det “som et menneske sår skal det også høste” Han der sår til kødet, skal høste kødelig fordærv; men han der sår til Ånden skal af Ånden høste evigt liv "