Kristus havde med mange at gøre, som ville høre og ikke forstå, som ville have øjne og ikke opfatte, og hjerter, som stædigt nægtede at tage imod en stråle af himmelsk lys. De holdt fast ved deres gamle traditioner og overtro, og de kunne ikke gå med til at opgive de skikke og vaner, som de havde fået af deres fædre. De var befæstet imod sandheden af deres stolte selvretfærdighed.
I sin belæring til sine efterfølgere brugte Herren scener fra naturen, begivenheder fra livet, verdens vaner og skikke som illustrationer, hvormed han videregav sandhedens betydning til menneskers sind. Hvis de ønskede at forstå guddommelige ting, så kunne de fatte betydningen af hans ord; for den guddommelige Lærer var altid villig til at forklare det, han lærte, til den oprigtige spørger efter sandhed. I billedligt sprog fremstillede han for skarerne det, som havde med deres evige interesse at gøre. Han skildrede tidernes farer for dem og gjorde udflugtens vej tydelig for dem, som havde ører til at høre med, øjne til at se med og et hjerte til at forstå med.