The Signs of the Times d. 3. november 1881

Den første del af Samuels liv.

Hanna ventede ikke med at opfylde sit løfte om at overlade sit barn til Herren, til hun kunne aflevere ham i tabernaklet. Lige fra det øjeblik, han kunne begynde at fatte, lærte hun det lille barn at elske og ære Gud og at betragte sig som Herrens ejendom. Hun benyttede alle de ting, han var fortrolig med i sine omgivelser, til at henlede hans opmærksomhed på Skaberen.

Den trofaste moders omsorg ophørte ikke, da hun havde skilt sig af med sit barn. Hun blev ved med at bede for ham. Hvert lavede hun ham en lille kappe, og når hun kom sammen med sin mand til det årlige offer, gav hun den til barnet, som et tegn på hendes kærlighed. For hver syning i den kappe havde hun indgydt en bøn om at han måtte være ren, ædel og sand. Hun bade ikke om at han måtte være stor, men bad alvorlig for at han måtte være Gud. Hendes tro og helligelse blev belønnet. Hun så sin søn, i barndommens enkelthed, vandre i Guds kærlighed og frygt. Hun så ham vokse op til manddom i Guds og menneskers yndest, ydmyg, ærbødig og pligtopfyldende, og alvorlig i sin tjeneste for sin guddommelige Mester. Og så længe Herren accepterede de dyrebare ofre fra den moders hånd, glemte han ikke at tilbagebetale offeret. Hanna blev velsignet med andre børn, for at uddanne og oplære dem for Himlen.

Samuels ungdom i tabernaklet var højtideligt hellige til Gudstilbedelse; alligevel var han heller ikke her fri fra onde påvirkninger eller syndige eksempler. Elis sønner beskrives i de hellige ord som ”Belials sønner.” De frygtede ikke Gud, ærede ej heller deres fader, men Samuel søgte ikke deres selskab, eller fulgte deres onde veje. Det var hans stadige bestræbelse at blive til det Gud ville have ham til. Dette er enhver ungs privilegium. Gud er tilfreds når endog små børn helliger sig selv til hans tjeneste; de bør ikke miste modet i deres bestræbelser på at blive kristne.

De unge vil ikke blive sløve eller uduelige ved at hellige sig til Guds tjeneste. Herrens frygt er visdoms begyndelse. Det yngste barn, som elsker og frygter Gud, er større i hans øjne end den mest talentfulde og lærde mand, som forsømmer den store frelse. De unge, der helliger deres hjerter og liv til Gud, har ved at gøre dette, sat sig selv i forbindelse med al visdommens og ypperlighedens kilde.

Samuel blev bragt til tabnaklet på et tidligt tidspunkt, havde han kun mindre opgaver at udføre i tjenesten, efter hvad han kunne rumme. Allerførst var disse opgaver meget ydmyge, og ikke altid behagelige, men de blev udført efter hans bedste evner, og med et villigt hjerte. Hans religion blev ført ud i alle livets anliggender. Han betragtede sig selv som Guds tjener, og hans arbejde som Guds arbejde. Han anstrengelser blev accepteret, fordi de var ansporet af kærlighed til Gud og et oprigtigt ønske om at gøre hans vilje. Således blev Samuel en medarbejder, sammen med Himlens og jordens Herre. Og Gud udførte et stort arbejde for Israel, igennem ham.

Dersom børn lærer at betragte de enkle hverdagspligter som den undervisning, herren har bestemt for dem en skole, i hvilken de skal lære at yde trofast og nyttig tjeneste hvor meget mere behageligt og anset vilde da ikke deres arbejde være for dem. At udføre enhver pligt som for herren kaster et skin af charme over den ringeste gerning og knytter arbejderen her på jorden til de hellige væsener som gør Guds vilje i himmelen. Og på den plads, hvor vi er sat, vilde vi udføre vore pligter med lige så stor trofasthed, som englene gør det i de højere sfærer. De, som føler, at de er Guds tjenere, vil blive mænd, man kan betro en gerning hvor som helst. De som er borgere i det himmelske, vil være de bedste borgere på jorden. En korrekt forståelse af vor pligt over for Gud giver os en klar forståelse af vor pligt over for vore medmennesker.

Forældre bør opdrage deres børn i kærlighed og frygt for Gud, huske på at de er yngre medlemmer af Herrens store familie, som det er blevet forældrene betroet at uddanne og oplære for himlen, og kræves tilbage fra deres hænder. Lad børnene lære at enhver handling i livet er vigtig. Det styrker vaner og danner karakter. Hvis alle de daglige pligter udføres i frygt for Gud, vil de gøres med troskab, og livsregnskabet vil være sådan at det kan stå domsprøven.

Jeg ville ønske, at hver eneste moder kunne forstå, hvilke store forpligtelser hun har, og hvor store ansvar der hviler på hende, og hvor rigt hendes trofasthed vil blive belønnet. Den indflydelse, moderen daglig har på sine børn, forbereder dem enten til evigt liv eller evig død. Hun øver større indflydelse i hjemmet end prædikanten på prædikestolen, ja, mere end kongen på sin trone. På Guds dag vil det blive åbenbaret, hvor meget verden kan takke gudfrygtige mødre, for mænd, som har været urokkelige forkæmpere for sandhed og reformer, mænd, som ikke har været bange for at udrette noget og vove noget, og som ikke har vaklet under prøvelser og fristelser; mænd, som varetog sandhedens ophøjede og hellige interesser og tog mere hensyn til Guds ære end verdslig hæder eller selve livet.

Når retten bliver sat og bøgerne lukket op, og den store dommer udtaler ordene "vel gjort", og udødelighedens herlige krone bliver sat på sejrvinderens hoved, vil mange løfte deres krone, mens hele universet ser det, og pege på deres moder og sige:" Jeg kan takke hende for alt, hvad jeg er, ved Guds nåde. Hendes vejledning og hendes bønner er blevet velsignet, så at jeg er blevet frelst for evigt."

Samuel blev en stor mand i sin fulde betydning, som Gud vurderer karakteren. Mange som verden kalder for store, falder langt under den guddommelige standard. De mangler elementerne i den sande og ædle manddom. Mænd med stor forstand og strålende geni, mænd som verden bøjer sig ned og hylder, har misbrugt disse dyrebare gaver af Gud til at tjene ærkebedrageren med. Bryons navn står højt i litteraturverden. Gud har givet ham store naturlige evner; og var hans kræfter blev ledt rigtigt, kunne han have været en velsignelse for samfundet. Men hans talenter var ikke helliget til Gud. Himlens renhed gennemtrængte ikke hans liv eller åndede frem i hans litterære værker. Mange af hans værker leder til umoralitet og ureligiøsitet. De åbenbarer menneskets sande karakter – fordærvet smag og fordærvet hjerte. Han forkastede Guds tjeneste, og valgte at alliere sig med Satan.

Gibbon, den navnkundige historiker, var ikke en stor mand efter Guds standard. Han var begavet med stor intellektuel magt, så han kunne gøre gudskundskaben kendt for sine medmennesker. Men Satan har udbredt sine snarer for dette menneske, og han blev indviklet i skepticismens netværk. Han indgyder insinuationer imod Gud og imod verdens Forløser. Han har brugt enhver anledning til at udslette tillid mod bibelen og den kristne religion. Evigheden alene kan åbenbare den store skade hans skrifter har udrettet. Verden erklærer Gibbon til at være en litterær succes. Gud udråber ham til en fiasko.

En gavmild skaber begaver mennesker med intellektuelle kræfter, som, hvis de bruges i hans tjeneste, kan blive til medarbejdere sammen med Kristus og engle i arbejdet for menneskelig genløsning. Hvor mange bruger ligesom Bryon og Gibbon, deres talenter til at fordreje sandhedens enkelhed, og bringe foragt over den kristne religion, som om den er intelligente mennesker uværdige. Dem som går ind i dette arbejde, ved kun lidt om hvad de gør. Men hvor forfærdeligt et regnskab vil de aflægge på dommens dag.

Når den forstandsmæssige magt, sættes imod den sande religions grundprincipper, bliver præsten til et problem. Dens indflydelse vansirer Guds billede for mennesker, og bringer ham ned på udyrs stade. Uanset hvad der forjager Guds tanker fra sindet bliver det en forbandelse, ikke kun for personen selv men for alle inden for hans virkekreds. Det var bedre for den begavede skeptikere, bedre for verden, at være frataget strålende talenter, som er helliget til Satans tjeneste. Jo mere gaven forvanskes og misbruges, des større vil det onde arbejde være, og des større fordømmelse på den endelige regnskabsdag.

Uanset de mange hærfører som mennesker bekender sin troskab til, så tjenere menneskene en af to mestre: lysets fyrste eller mørkets fyrste. Samuel tjente den førstnævnte, Elias sønner den sidstnævnte. Karaktertrækkene for disse personer fremstår i slående modsætning, repræsenterer to store partier som verden har været delt i siden Adams fald: Kristi tjenere og Satans tjenere. Gud har bestemt, at retskaffenhed skal være grundlaget for lykke både blandt nationerne og i familierne og hos det enkelte menneske, dydigheden er basis for lykke, moralsk fordærv er grundlaget for ve og ulykke. I hele nationens historie, hvor der end er værnet om enighed, fred og velstand, så fulgte selviskhed, og ureligiøs styring, svaghed, degeneration og fordærv efter.

En stadig krig er i gang mellem moralsk fordærv og dydighed. Uanset hvor vi vender os hen, så fortsætter kampen uophørligt. Uretfærdigheden rejser sit hoved i pralende triumf, og kriminalitet i alle grader hober sig op på alle sider. Masser af unge fejes bort af ondskabens oversvømmende tidevand. I ethvert kristent hjerte rejser spørgsmålet sig: ”Hvorfor, oh, hvorfor, i et land med bibler og kristen lære kan sjælefjenden have så stor, mægtig og ubegrænset magt over vore unge?” Årsagen er åbenbar. Forældre forsømmer deres højtidelige ansvar. De er ikke alvorlige, udholdende og trofaste i deres oplæring af deres børn til Gud, betvinger deres onde ønsker og gennemtvinger lydighed mod forældres autoritet, endog i den spæde barndom.

Unge mænd bør oplæres til at stå fast for, hvad der er ret, midt i den fremherskende ugudelighed. De bør gøre alt, hvad der står i deres magt til at hindre det onde i sin fremgang og fremelske dyd og renhed og sand mandighed. De indtryk der gøres på sindet og karakteren i barndomstiden, er dybe og forblivende. Skadelig uddannelse eller dårligt selskab vil ofte øve en indflydelse til det onde på det unge sind, en indflydelse, som alle efterfølgende bestræbelser ikke formår at fjerne. Napoleon Bonapartes karakter var meget stærkt påvirket af sin oplæring i barndommen. Ukloge læremestre har inspireret ham til kærlighed for erobringer, danne imaginær hære og sætte ham ved deres top som befalingsmand. Her blev grundlaget lagt for hans løbebane med kamp og blodsudgydelser. Var der i stedet for arbejdet lige så hårdt for at gøre ham til et godt menneske, indgyde hans unge hjerte med evangeliets ånd, hvor anderledes kunne hans historie så ikke have været.

Det er blevet sagt at skeptikeren Hume i sit første liv troede meget samvittighedsfuldt på Guds ord. I en diskussion om samfundet, blev han henvist til at komme med argumenter for vantro. Han studere i alvor og udholdende, og hans skarpe og aktive sind blev gennemsyret af skepticismens sofisteri. Snart kom han til at tro på dens bedrageriske lære, og hele hans eftermæle bar et mørkt indtryk af vantro.

Da Voltaire var fem år gammel, fik han betroet en vantro digter, og den skadelige indflydelse er aldrig blevet udslettet hos ham. Han blev en af Satans mest succesrige agenter og leder mennesker bort fra Gud. Tusindvis vil rejse sig i dommen, og anklage den vantro Voltaire for deres sjæles fordærv.

Ethvert ungt menneske afgør hvordan dets levnedsløb skal blive, ved hjælp af de tanker og følelser som det opelsker tidligt i livet. Korrekte, retskafne og mandige vaner som dannes i ungdomstiden, vil blive en del af karakteren og vil som oftest komme til at bestemme den retning, som det pågældende menneske vil gå i gennem livet. De kan selv vælge, om de vil være lastefulde eller retskafne. De kan ligeså godt kendetegnes for sande og ædle gerninger, såvel som for stor kriminalitet og ondskab.

De unge mænd, som lever i dag, kan blive lige så dyrebare i Herrens øjne, som Samuel var. Deres navn kan blive nedskrevet i livets bog, og universets konge og englenes hærskare kan se på dem med glæde. Hvis de unge trofast holder fast ved deres kristne retskaffenhed, kan de ligesom den ædle Luther øve stor indflydelse i reformarbejdet. Der er brug for sådanne mænd i vor tid. Gud har en stilling og et arbejde til hver eneste af dem."

Hvis de unge mænd i vore byer ville samle deres kræfter om at misbillige ugudelighed og kriminalitet ville deres indflydelse fremme reformens sag meget. Det er enhver ungs privilegium og opgave, ligesom en barmhjertighedens engel, at være tjener for menneskehedens mangler og veer. Der er ingen klasse som kan udrette større resultater for Gud og menneskeheden end de unge.

Lad ingen nære den tanke at bibelreligionen er svag og umandig, virkningen af fanatisk iver eller overtroisk frygt. Mange af de unge afholder sig fra at gå ind i Kristi tjeneste, fordi de ikke vil vedkende sig selv som kristne over for verden. De er skammer sig over Jesus, skammer sig over at anerkende og adlyde hans autoritet. Sådanne personer ser religionen fra den verdsliges ståsted. På denne klippe har tusindvis gjort skibbrud.

Gud er universets hersker, og bør vi så skamme os over at vedkende os vor alliance med ham? De hellige engle er nat og dag involveret i hans tjeneste. Væsener af højeste orden i universet bøjer sig for Guds trone med takkesange, i glad pris. Er der noget i en sådan tjeneste der er ringere end menneskets sande værdighed? Herren siger: ”Dem der ærer mig vil jeg ære.” Guds tjeneste er den højeste og ædleste gerning som menneske eller engle kan bruge deres kræfter på.