Nogle har fået den ide, at de må forsømme deres påklædning for at opnå den adskillelse fra verden, Guds ord forlanger. Der findes en gruppe søstre, der mener, at de efterlever princippet med adskillelse fra verden, når de om sabbatten møder op i de helliges forsamling for at tage del i tilbedelsen af Gud iført en almindelig solhat og det samme tøj, de har haft på ugen igennem. Og nogle mænd, der bekender sig til at være kristne, betragter påklædningen i det samme lys. Disse mennesker samles med Guds folk på sabbatten iført sjusket siddende, støvet og snavset tøj, der endda kan have gabende flænger. Hvis denne gruppe havde en aftale om at skulle møde en ven, der var æret i verden, og som de ønskede en særlig begunstigelse af, så ville de gøre en anstrengelse for at kunne træde frem for ham i det bedste tøj, der kan fås; for denne ven ville blive fornærmet, hvis de kom til ham med uredt hår og med tøjet snavset og i uorden. Alligevel mener disse mennesker, at det er lige meget, hvilket tøj de har på, eller hvilken forfatning de er i, når de møder op om sabbatten for at tilbede den store Gud. De samler sig i hans huse, som er den allerhøjestes tilhørersværrelse, hvor himmelske medvirker, men med lille respekt, eller ærbødighed, som deres personer og klæder indikerer. Hele deres udseende skildrer sådanne mænds og kvinders karakter.