Syvendedags adventister bekender at tro at dagen for denne verdens historie er langt omme, og natten er nær. Skal vi da vise større alvor og iver i Guds tjeneste når ende drager nær, eller skal vi nu slække på vore kræfter, og tage del i verdens jag og fornøjelser? Herren har altid forlangt at hans folk viser en markant forskel mellem dig selv og verdslige i alle deres livs vaner. Også hvis enden ikke var nær, ville det være enhver kristens pligt at være sand mod sin trosbekendelse, og ved enkelthedens og selvfornægtelsens eksempel, den ugudeliges stolthed og selviskhed. Hvor meget mere, påhviler det dette folk at udvise en ufejlbarlig iver og helligelse til Gud. Hvis vi hørte advarselsbudskabet første gang vovede vi at leve i overensstemmelse med vor tro, hvis Helligåndens overbevisning førte os til at afsky verdens vaner og moder, skulle vi så ikke det mere nidkære og trofaste nærmere den store fuldendelse?