..... Forstandere og ledere i menighederne burde ofre mere omtanke på, hvordan arbejdet kan gribes an. De burde lægge programmet sådan, at hvert enkelt menighedsmedlem får noget at gøre, så ingen kommer til at føre et ørkesløst liv, men alle får et eller andet at varetage, som passer for deres evner og anlæg. ..... Det er meget vigtigt, at den undervisning, der gives menighedens medlemmer, er af en sådan art, at den udvikler dem til at blive uegennyttige, opofrende, ydedygtige arbejdere for Gud. Det er kun på den måde, at menigheden kan undgå at blive gold og ufrugtbar. Det er de medlemmer, som ikke er engageret i dette uselviske arbejde, der har en sygelig erfaring og bliver slidt op af at kæmpe, tvivle, knurre, synde og angre, indtil de mister enhver fornemmelse af, hvad sand religion er. De synes ikke, de kan vende tilbage til verden og derfor bliver de i udkanten af Zion, hvor de nærer deres skinsyge, misundelse, skuffelser og selvbebrejdelser. De er fulde af kritik og underholder sig med deres brødres fejl og vildfarelser. Deres kristenliv består kun af en erfaring, som er uden håb, uden tro og uden lys. .....