Kongen lyttede forbavset til budskabet, blandet med rædsel, som Elias, hvem han frygtede og hadede, kom for at give ham. Han havde længe søgt efter den profet, så han kunne udrydde ham, og han vidste at Elias ikke ville sætte sit liv på spil for at møde ham, ubevogtet, eller med en forfærdelig domsafsigelse. Han huskede på Jeroboams hvide arm, og han besluttede at det ikke var så sikkert at løfte sin hånd imod Guds budbringer. Og med frygt og bæven, og med et stort følge, skyndte han sig med imponerende hære at møde Elias. Og da han mødte den mand han så længe søgte efter, ansigt til ansigt, turde han ikke skade ham. Den så passionerede konge, fyldt med had imod Elias, virkede til at være magtesløs og ubemandet i hans nærhed. Idet han mødte profeten, kunne han ikke afholde sig at sige sit hjertes sprog: »Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!« Elias, der var opbragt og nidkær for Guds ære og herlighed, svarer Akabs anklage frimodigt: »Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren!«