Herren har set vort frafald, og han har en kamp med sit folk. Deres stolthed, deres selviskhed, de åbner sindet for tvivl og vantro, viser sig i hans øjne, og sårer hans kærlige hjerte. Mange samle mørke omkring deres sjæle som et klæde, og siger i virkeligheden: "Vi ønsker ikke et kendskab til dine veje, o Gud; vi vælger vor egen vej." Dette er de ting der adskiller sjælen fra Gud. I menneskets sjæl er der en forhindring som han holder hårdnakket og vedholdende på, og som sætter sig imellem hans sjæl og Gud. Det er vantro. Gud giver tilstrækkeligt bevis, men mennesker nægter, med sin uhelligede vilje, at tage imod beviserne, medmindre det kommer på hans egen måde, til gunst for hans egne ideer. Med en udfordrende optræde råber han: "Bevis, bevis, er hvad vi mangler," og vender sig bort fra de beviser som Gud har givet. Han taler om tvivl, vantro, sår ondskabens frø, som vil spire op og give deres høst. Han adskiller sin sjæl længere og længere fra Gud.