Da Moses var fyrre år gammel, skete der noget som lod til at forandre hele hans livsforløb. Hans sjæl var dybt oprørt af en fornemmelse af det forkerte der var gjort mod hans folk, og han ville ofte forlade de kongelige sale, for at besøge sine brødre i deres trældom, og opmuntre dem med forvisning om at det ikke altid være sådan, at Gud vil åbne vejen for deres udfrielse. En dag, da han var ude, så han en ægypter slå en israelit. Moses sprang frem og slog ægypteren ihjel. Han tog sine forhåndsregler, også i dette pludselige vredesudbrud, for at se om han blev overvåget, og han begravet kroppen hurtigt i sandet. Men det menneske han havde reddet holdt det ikke hemmeligt, og snart fandt Moses ud af at andre var bekendt med det. Den næste dag så han to hebræere i strid med hinanden, den ene af dem havde klart gjort fejlen. Da Moses irettesatte den fejlende, vendte han straks sin vrede mod hans irettesætter og kastede sig uhæmmet over det han tidligere havde gjort: »Hvem har sat dig til herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog ægypteren ihjel?«