Israels folk var blevet ført ud fra afguderiet for at bevare den hellige sandhed, som lever evindelig. Kundskaben om den eneste sande Gud blev dem givet. De blev højligen velsignede med guddommelige åbenbaringer, indesluttede i symboler og ceremonier, indtil forbilledet mødte modbilledet i Kristi død. Enhver ting både i deres private og offentlige liv var forbundet med en åbenbaret religion. Guds lov blev givet ved Kristus og fremhævede så klart både det private, det selskabelige og det offentlige livs pligter, at ingen behøvede at tage fejl. En Gud, himmelens og jordens Skaber, var fremholdt i sabbatsbudet, og hans vilje skulle være deres vilje. De, som tilbad den ene sande Gud, blev styrket i åndelig kraft og udviklede en stærk og sym­metrisk karakter; medens de, som tilbad andre guder, blev mere og mere nedværdigede, fordi de ophøjede de menneskelige liden­skaber og godkendte lasten i deres gudstjeneste.