Jeg hjalp ham ind i huset, men h an kunne ikke tale til mig før han i huset sagde disse ord utydeligt: ”Bed, bed.” Vi gik ned på vore knæ og bad til Gud, som altid var været en nærværende hjælp i trængslens stund. Min mand sagde hurtigt nogle prisende og taknemmelige ord til Gud, fordi han kunne bruge sin arm. Hans hånd var delvis genoprettet, men ikke til fulde. Vi sendte bud efter et elektrisk batteri, men ingen af os havde erfaring nok til at bruge elektricitet i dette kritiske tilfælde. Der blev lagt en plan for at få batteriets ejer til at anvende det. Lægen kom og brugte batteriet. Vi var for trætte til at udøve tro på Gud. Vi kaldte på de få som havde tro, og vore alvorlige bønner blev sendt op til Himlen efter hjælp ovenfra. Himlens rige velsignelse kom ofte over os alle. Der synes stadig at være en tilbagetrækning af vor tro – lægen satte batteriet på. Vi overvejede sagen under bøn, og da han kom næste gang, fortalte vi ham at vi ikke længere har brug for hans tjeneste. Derefter mærkede vi ingen forhindring for vor tro. Min mand og jeg selv mærkede behovet for at drage nær til Gud. Og idet vi i bekendelse og bøn drog nær til Gud, fik vi den velsignede forsikring at Han drager nær til os. Dyrebare overordentlige dyrebare var disse samværsstunder med Gud, hans forpinte børn! Det slag der var faldt på min mand, kunne have været endeligt, ellers var han halvsidig lammet i sin krop og død. Vi græd af glæde, over at Guds omsorg var om os midt i vore trængsler. Den mægtige verdens skaber – universets almægtige Hersker, var vor Fader! Dyrebar, umødelig dyrebar, var disse fællesskabsstunder med Gud! Meget af tiden var min mand lykkelig i Herren. Dag og nat var Guds pris over hans læber, og sygeværelset var i sandhed et himmelsk sted.