Under røsten af mange vande, der drager til dybde, - hørte profeten Skaberens røst. Havet, der piskede i raseri ved de nådesløse vinde, blev fremstillet for ham som en krænket Guds vrede. De mægtige bølger, i deres frygteligste tumult, blev inden for de bestemte grænser ved en usynlig hånd, talte til Johannes, kontrollerede dybet af en uendelig kraft. Og i modsætning så og mærkede han svage menneskers tåbelighed, kun støvets orme, som ærer sig i deres visdom og styrke, og sætter deres hjerter op imod universets Hersker, som om Gud var helt som ham som dem selv. Hvor blinde og sanseløse er menneskelig stolthed! En time af Guds velsignelse i solskin og regn på jorden, vil gøre større forandring på naturens overflade end mennesker, med al deres pralende kundskab og udholdende arbejde, kan udrette i en hel livstid.