Mennesket skal kun betragtes og æres som Guds ambassadør. At rose mennesker er ikke Gud behageligt. Det budskab han bringer skal afprøves i Bibelen. ”Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme il at tale, som nu er uden morgenrøde.” Men Herrens ord skal ikke bedømmes efter menneskers standard. Det vil kes at de som danner tanker efter jordisk form, de som har en begrænset kristen erfaring og ikke ved andet om Guds ord, er dem, som har den mindste respekt for Guds tjenere, og de mindste erbærdighed for det budskab han påbyder dem at bære. De lytter til til grundig prædiken, og går hjem for at sætte den til doms; og indtrykket de har fået af prædikenen forsvinder for dem, ligesom morgenduggen gør for solen. Hvis prædikenen er af følelsesmæssig karakter, vil den påvirke følelserne, men ikke hjertet og samvittigheden. En sådan prædiken vil ikke føre til noget godt fremover; men vinder ofte folks hjerter, og fremkalder følelser for mennesker, som bekager dem. De glemmer hvad Gud har sagt: ”Slå ikke mer eders lid til mennesker, i hvis næse der kun er flygtig ånde, thi hvad er de at regne for?”