Da Herodes hørte om Kristi forunderlige gerninger at helbrede den syge, uddrive djævle, oprejse døde, blev han overmådelig urolig og rådvild. Han var overbevist om at Gud, som Johannes forkynde, i virkeligheden var tilstede overalt, og at han var vidne til vilde lande og onde udskejelser i den kongelig festsal, og at hans øre havde hørt befalingen til bøddelen at hugge hovedet af Johannes, at hans øjne havde set Herodias jubel, og den hån og foragt som hun havde bebrejdet det voldsomme hoved af hendes fjendskab. Og mange ting som han havde hørt fra profetens læber talte nu til hans samvittighed i højere toner end forkyndelsen i ørknen. Fra Johannes havde han hørt at intet kunne skjules fra Gud.