Ved generalkonferensen i 1909 skulle der have været udført en gerning i deres hjerter som var til stede, men det blev ikke gjort. Timer skulle have været brugt til hjerteransagelse. Dette ville føre til at de som var til møderne, på ny ville få pløjet deres hjerters brakmark op. Dette ville have givet dem indsigt i at forstå den gerning som det var så vigtigt for dem at gøre, når det gælder anger og bekendelse. Selv om der blev givet anledning til syndsbekendelse, til hjertefølt anger og en afgjort reformation, blev der ikke udført noget gennemgribende værk. Nogle følte Den Hellige Ånds indflydelse og lod sig påvirke, men alle gav ikke efter for denne indflydelse. Nogles tanker bevægede sig på forbudte stier. Hvis alle i forsamlingen havde ydmyget sig, ville det resultere i en vidunderlig velsignelse.