Med en udsigt som dette foran os, et sår herligt håb, som genløsningen at Kristus har indløst os ved sit eget blod, kan vi så forholde os i ro? Skal vi ikke prise Gud, endog med høj røst, ligesom disciplene gjorde da Jesus red ind i Jerusalem? Er vore udsigter ikke langt mere herlig end deres var? Hvem tør at forbyde os at forherlige Gud, endog med høj stemme, når vi har et sådant håb, med masse af udødelig og med fuld herlighed? Vi har smagt af den kommende verdens magter, og længes efter mere. Hele mit væsen råber efter den levende Gud, og jeg vil ikke mættes før jeg er fyldt med al hans fylde.