Fra Golgata kors udgår en dragende kraft, som siger os, hvorfor vi burde elske Kristus nu, og hvorfor vi burde betragte ham som den første og sidste og bedste i alt. Vi burde indtage vor rette plads i ydmyg anger ved korsets fod. Vi kan lære ydmyghedens og sagtmodighedens lektie, hvis vi drager op til Golgata, og når vi betragter korset, ser vi vor lidende frelser i sjæleangst, Guds Søn døende; den retfærdige for den uretfærdige. Se ham, der kunne tilkalde hjælp fra legioner af engle med et ord, blive gjort til genstand for spøg og lystighed, for forhånelse og had. Han giver sig selv som et offer for synden. Da han blev forhånet, truede han ikke; da der lød falske anklager imod ham, åbnede han ikke sin mund. På korset beder han for sine mordere. Han døde for dem. Han betaler en uendelig stor pris for hver eneste en af dem. Han ønsker ikke at miste én af dem, som han har købt for så stor en pris. Han giver sig selv hen til at blive slået og pisket uden at klage. Og dette offer, der ikke beklager sig, er Guds Søn. Hans trone er fra evighed af, og der er ikke ende på hans kongedømme.