Jeg så unge mænd og kvinder for mig som bekendte at være Kristi efterfølgere, men som ikke nærede en byrde for sjæle. Disse siger ikke, når Herrens arbejde skal udføres: ”Her er jeg, send mig.” Hvis de virkelig hade Jesu kærlighed i deres hjerter, hvordan kan de så være tavse, hvordan kan de hvile, nå deres medmennesker ikke er advarede? Kan de erkende indrømme de store offer som gjort for menneskenes skyld? De kan tro de fatter det, men de gør det ikke. Forstod de det ville de, med troens øjne se Jesus forlade sit lysets trone, og den herlighed som de fik med sin Fader før verden var, og for at slutte sig til rebellerne. Oh! de har et fattigt begreb om ydmygelsens dybder som verdens Genløser gik med til, da han blev et menneske. Det var en ydmygelse som ikke kan finde noget sidestykke. Men formes i lignelse af et mnneske, ydmygede Kristus sig selv, og blev lydig til døden. Var det blevet en helt almindelig død, ville det have været en af de største ydmygelser. Men oh, hvilken død led Guds søn dog! - - den grusommeste, den mest skændige. Han blev lydig til døden, døden på koret. Og lad ingen tro at Jesus var ligeglad med vanæren. Han opgav sit liv for at frelse den faldne slægt; men han mærkede tydeligt og bittert, den døendes ydmygelse som en forbryder. Hans hellige og ubesmittede menneskenatur var dybt følsom over for vanæren at “regnes blandt overtrædere.” Han sagde: “Er I kommet med sværd og stave for at tage mig, som om jeg var en tyv?” Han mærkede hobens uretfærdige, grove og forsmædelige behandling, som blev ført af en Judas; men jeg blev dybere såret i sjælen over at være skjult for sin Faders ansigt.