Ingen som ser på det barnlige ansigt, der skinner af liv, kunne sige at Kristus var ligesom andre børn. Han var Gud i menneskeligt kød. Når han blev tilskyndet af sine kammerater til at gøre noget galt, glimtede guddommeligheden igennem det menneskelige, og han nægtede bestemt. I løbet af et øjeblik skelnede han Kristus mellem ret og uret og lod lyset fra Guds bud skinne over synden, idet han brugte loven som et spejl, der kastede lys over uretten. Det var denne skarpe skelen mellem ret og uret, der ofte vakte Kristi brødres vrede. Alligevel åbenbarede hans bønner og tryglen og den sorg, som hans ansigt gav udtryk for, en sådan øm og inderlig kærlighed til dem, at de skammede sig over at have fristet ham til at vige fra sin strenge fornemmelse af retfærdighed og troskab.